Der er ikke brug for, at NATO og Danmark fører an i en ny global oprustning. Der skal satses på gensidig våbenkontrol, afspænding og nedrustning.
Statsminister Mette Frederiksen har fundet krise-fortællingerne frem igen. I store enslydende interviews med danske dagblade talte hun om mørke kræfter, der vil os det ondt – og at vi ikke helt har forstået det.
Nu skal der igen tales ned. Ærligt. Skru ned for belæringerne. Folk i det her land ved jo godt, at der er sikkerhedstrusler. Men derfor er man jo ikke automatisk enig i den blinde og fortsatte militære oprustning. For det er vel, hvad Mette Frederiksen siger: at vi skal opruste for at blive sikre.
Nej tak til nyt rustningskapløb
I mine øjne tager hun fejl. Et oprustningskapløb mellem atommagter vil ikke gøre verden mere sikker. Vi står ikke et farligere sted end under noget tidspunkt under den kolde krig. Nato er fuldstændig militært og økonomisk overlegen i forhold til den fjende, som Frederiksen beskriver – Rusland, Iran og Nordkorea. Deres samlede militære og økonomiske ressourcer kan ikke måle sig med Vestens.
Betyder det, at der ikke findes nogen trusler? Nej klart ikke. Hybridkrig, cyberangreb, angreb på infrastruktur mm er reelle udfordringer. Vi oplever det aktuelt. Men forestillingen om en militær storkrig mod Rusland og co. er ikke forestående. Og skulle det ske – så ser vi ind i total gensidig udryddelse. Og dermed den sidste krig menneskeheden oplevede. Så opgaven er at trække i den modsatte retning.
Men Frederiksens dystre tale synes at varsle én politisk vej: At hun er ved at kaste os ind i et oprustningskapløb med Rusland, som allerede er langt bagud og ikke er et match for Vesteuropa. Oprustningen skal tilfredsstille USA og dens forsøg på at kvæle Kina i et oprustningskapløb. Den kender vi fra den kolde krig; en ond oprustningsspiral uden ende.
Danmark skal have et effektivt territorial-forsvar. Og vi skal kunne imødegå hybridangreb i deres forskellige former. Men en hovedløs oprustning vil gøre os og verden mere usikker, med stigende konfliktniveau og spændinger.
Klimakrise og ulighed
Og så til Mette Frederiksens blinde vinkel: Sikkerhedstruslerne kommer flere steder fra. Klimakrisen er suverænt den største trussel mod vores verden nogensinde. Og den kræver enorme ressourcer i den nære fremtid, hvis vi skal undgå klimatisk sammenbrud. Den globale økonomiske og ressourcemæssige ulighed skal håndteres. Og så er der vores velfærdssamfund. Alt sammen kræver investeringer og hænger sammen med vores sikkerhed. Fødselstallet rasler ned, mens forældrene skal stå længere ved samlebåndene og børnehaverne skærer ned for at finansiere vores oprustning.
Lad mig gentage: NATO-landene bruger allerede i dag mere end halvdelen af hele verdens militærudgifter. Hvis Europa var alene, uden USA, Canada og Tyrkiet i NATO, er vi stadig Rusland overlegen i militærbudgetter, teknologi, infrastruktur og antallet af unge mænd, vi kan sende i krig.
Afspænding og dialog
Mette Frederiksen vælger at genoplive Anders Fogh Rasmussen og George Bush og deres ondskabens akse retorik. Den ændrer bare ikke grundlæggende på styrkeforholdet. Det sidste verden, som kan blive radikalt og uigenkaldeligt forandret af klimaforandringer, har brug for, er at NATO leder an i en global oprustning.
Vejen til sikkerhed er en anden. Netop afdøde koldkrigsforsker Poul Villaume viser i sit hovedværk, hvordan Danmark og andre nordiske landes indsats for afspænding, dialog og gensidige aftaler om nedrustning, banede vejen for en afslutning på koldkrigen.
Så der er i den grad brug for mere og andet end militært forsvar. Der må også tages initiativer der kan føre til afspænding og dialog. Der er brug for at genoplive forhandlinger om gensidig våbenkontrol, afspænding og nedrustning, som dengang den kolde krig rasede.
Den voksende trussel om anvendelse af atomvåben bør få os til at stille os forrest i kampen mod et forbud mod og en afvikling af verdens masseødelæggelsesvåben. Danmark har fortsat ikke tiltrådt FN’s traktat for forbud mod atomvåben.
Med andre ord. Der er brug for en meget mere bredfacetteret og reflekteret strategi end den enstrengede strategi, som Mette Frederiksen som vanligt excellerer i. Og med USA ledet af Donald Trump vokser behovet kun for et opgør med Socialdemokratiets ’der må ikke kunne klemmes et A4 papir ind mellem USA og Europa’ kurs.
Det er jo sådan her:
Hvis Mette F mener sin bekymring for den globale retsordens overlevelse, så må hun kæmpe for den. Eksempelvis ved at forsvare den også mod Israels angreb og overgreb på sine nabolande. Hvis hun er bekymret for freden, så må hun kæmpe for den. Krigsretorikken kan ende med at blive alarmerende selvopfyldende.