De internationale økonomiske prognoser peger på et nyt økonomisk tilbageslag, og vi har tilsyneladende lært for lidt af sidste krise. Der skal en ny finanspolitik til.
Rune Lund, finans- og skatteordfører
Spørger man Nationalbanken, OECD og IMF, mener de, at der er risiko for en snarlig recession. Bedst som vi troede, at USA og Europa var ude af krisens skygge, står vi med udsigten til en ny.
Krisepolitikken har tydeligvis fejlet. Hvis spådommene får ret, må vi derfor reagere anderledes end sidst. Denne gang skal svaret være et opgør med selve den ulighedsskabende økonomiske politik, der fremmer gæld, finansielle bobler og de finansielle markeder på bekostning af klimaet og almindelige mennesker.
Farlig
politisk-økonomisk cocktail
I både USA og EU har krisepolitikken bestået i en farlig cocktail
af stram finanspolitik og ekstremt lempelig pengepolitik. Man brugte ikke den offentlige
sektor som motor for at skabe reel værdi i form af for eksempel grønne job, der
ville være en investering i fremtiden. Tværtimod er de offentlige finanser lagt
i spændetrøje af eksempelvis EU’s finanspagt, herhjemme afspejlet i budgetloven.
Til gengæld er der skruet op for centralbankernes/nationalbankernes fiktive pengemaskine. Det sker på to måder: For det første sænker centralbankerne renten på indskud, hvilket påvirker, hvordan private banker sætter deres renter for indskud og udlån. For det andet opkøber centralbankerne værdipapirer så som realkredit- eller virksomhedsobligationer. Denne efterspørgsel får kursen (prisen) på værdipapirerne til at stige, så de kan udstedes med lavere rente og gøre det billigere at låne penge. Når eksempelvis virksomheder får købt deres værdipapirer, frigiver det også nogle af virksomhedens midler.
Tanken med den lempelige pengepolitik er selvsagt at gøre
det billigt for virksomheder og boligejere at låne penge, og at det i sidste
ende resulterer i øget forbrug og investeringer. Metoden er usolidarisk, fordi
den primært gavner investorerne på de finansielle markeder. Samtidig betyder
faldet i renter på værdipapirer, at investorerne i stedet sender penge over i
aktier, der typisk giver højere afkast. Efterspørgslen får aktiekurserne til at
stige til et niveau, der ikke afspejler deres reelle værdi. På den måde skabes
alvorlige aktie- og boligbobler.
Derudover forsvinder effekten, hvis renterne holder op med at være lave. Både
ikke-finansielle virksomheder og husholdninger har nemlig fortsat et meget højt
gældsniveau, så hvis renterne stiger, vil det ramme dem benhårdt. Derfor har
både den amerikanske og europæiske centralbank været nødt til at fastholde lave
renter trods en intention om gradvist at lade renterne stige til et historisk
mere normalt niveau.
Krisepolitikken har fejlet
Resultaterne af pengepolitikken har ikke været imponerende. Genopretningen efter finanskrisen har taget længere tid end efter andre historiske kriser. IMF melder, at væksten i produktion og investeringer stadig ikke har nået niveauet før finanskrisen i mange lande. Med den nuværende handelskrig mellem Kina og USA samt risikoen for et hårdt Brexit er væksten aftaget.
Sammenholder man de sparsomme økonomiske gevinster med de enorme økonomiske risici, der følger med, må man konkludere, at pengepolitikken har fejlet.
Det er som om, historien gentager sig. Ved at gøre det billigt at låne, har man forstærket den gældsætning, som blandt andet gjorde krisen i 2008/09 så voldsom. Ved at sænke renterne er store investeringer søgt over i aktie- og boligmarkedet med uholdbare prisstigninger til følge. Hvis der er begyndende tegn på økonomisk tilbageslag, vil bolig- og aktiepriserne formentlig falde fra deres kunstigt høje niveau, og så bliver konsekvensen en forstærket økonomisk nedtur. Præcis som under den sidste store krise for 10 år siden.
På den baggrund må man spørge sig selv: Hvad har vi lært af sidste finanskrise? Svaret er: for lidt. Den store krise i 1930’erne førte til et paradigmeskifte i den økonomiske tænkning. Man indførte benhård regulering af finanssektoren. Krisepolitikken efter 2008 har derimod i det store hele videreført det uholdbare system, krisen blev født af. Bankerne er stadig ”too big to fail”. Koncentrationen af ejerskab er faktisk taget til, så hvis en bank går ned, er der nu endnu større risiko for, at den vil trække resten af samfundsøkonomien med sig. Staternes økonomiske styring er altså blevet mindre, mens uligheden er vokset markant.
Rød-grøn investeringspolitik er svaret
Hvad skal vi gøre i stedet? Vi skal erstatte den lempelige pengepolitik med aktiv finanspolitik, der kan skabe stabil økonomisk udvikling baseret på sund realøkonomi frem for kunstigt høje aktie- og boligpriser. Midlet er massive offentlige investeringer i gode, varige og grønne job – både inden for energi, forsyning, transport, fødevare, finans og fremstilling. Staten skal eje infrastruktur, så den kan styres i en demokratisk og grøn retning. Men vi har også brug for offentligt ejerskab inden for service, produktion og kapital-/pengeformidling, hvis skal skabe en bæredygtig økonomisk udvikling til gavn for de mange. Kort sagt: Svaret på en ny krise er en visionær rød-grøn offentlig investeringspolitik. Vi skal særligt investere i grøn omstilling, hvor der er store penge at spare og mange job at skabe.
Den vision kræver samtidig et opgør med uligheden og derfor visionær fordelingspolitik. For vi er nødt til at sikre bedre forbrugsmuligheder til almindelige lønmodtagere og dem med de allerlaveste indkomster. Både gennem øget beskæftigelse for dem, som kan, men også via overførsler til dem, der ikke kan. Velfærden skal være i orden – for den er fundamentet for fremtidens velstand.