Nedskæringer og ingen grønne ambitioner i regionerne

Af:

Økonomiaftalen for regionerne blev en skuffende omgang for både sundhed, trafik og miljø.

Tormod Olsen, sekretær for kommunal- og regionspolitik

Trods den store indsats med håndteringen af COVID-19 og øgede medicinudgifter ville regeringen ikke engang give samme aftale som sidste år. Det viser sig tydeligt i beløbet 1,349 milliarder kr., som netop ikke måtte være 1,350 milliarder kr., så man kunne runde op til sidste års beløb på 1,4 milliarder kr. Regeringens latterlige og barnlige tilgang kunne måske tilgives, hvis beløbet var stort nok, men desværre vil årets resultat fører til nedskæringer. Det skal kritiseres i de hårdeste vendinger, at det personale, som stillede op til nødberedskab og stod i forreste linje for os andre, nu skal straffes.

Anlægsrammen blev hævet, men ud fra en modsatrettet forventning om, at supersygehusene bliver forsinket og ikke bruger rammen. Det giver er dog positivt i forhold til at få løst nogle af de mange pressende renoveringsopgaver.

Grønne løfter gik op i blå luft
På trods af regeringens grønne intentioner fik vi en økonomiaftale, der ikke løftede regionernes mange indsatser og muligheder. Der var intet løft til den kollektive trafik. En indsats mod pesticider i grundvandet blev blankt afvist. Det samme gjorde den lovede oprensning af generationsforureningerne.

Heldigvis er det lykkes Enhedslistens Mai Villadsen og andre grønne kræfter på borgen at samle flertal, så regeringen presses til at starte oprensningerne. Det er et kærkomment plaster på såret oven på en aftale, der får regeringens mange løfter og udtalelser om ”første skridt i den rigtige retning” til at klinge hult.