Nordisk råd

Jørgen S. Søndergaard, Holbæk

Oktobernummeret af Rød+Grøn var jo naturligt nok koncentreret om aktuelle sager i oktober, inkl. årsmødet. Men der var slet ingen omtale af den begivenhed, der finder sted hver år i slutningen af oktober: Nordisk Råds session. Jeg havde forventet at læse lidt om, hvad Christian Juhl og hans kolleger i venstrefløjen og Nordisk Råd havde med til mødet. Hvad var f.eks. forventningerne til det danske formandskabsprogram for Nordisk Ministerråd i 2020? Får vi lige så meget ufarligt nordisk skyggeboksning, som vi plejer? Har Christian Juhl sagt noget til ministeren i et samråd forud for færdiggørelsen af programmet?

Det fremgår ellers indirekte af en sætning i EPU’s beretning til årsmødet, at Nordisk Råd er prioriteret. Der står nemlig følgende:

”EPU vedtog på sit årsmøde i 2014 at opprioritere Norden og Østeuropa i sit arbejde. Det er desværre endnu ikke tilstrækkeligt integreret i EPU-møderne. Og bortset fra arbejdet i Nordisk Råd halter det også med en prioritering og støtte fra Enhedslistens ledelse ”.

Til spørgsmålet ”har vi en politik?” kan vi altså ligesom Storm P.’s politiker svare: ”Til det kan jeg sige så klart som muligt: Ja vi har!”

Jeg ser frem til at høre lidt om det.