Nu hjælpes arbejdsløse, små selvstændige og studerende

Af:

For Enhedslisten har det gennem hele coronakrisen været et centralt krav, at mennesker ramt af arbejdsløshed ikke skulle komme i klemme. Nu er hjælpen på vej.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Pernille Skipper er glad for, at det nu er lykkedes at komme igennem med et pusterum til mennesker på dagpenge og sygedagpenge sammen med en række andre tiltag for studerende og små selvstændige.

– Enhedslisten kom i søndags med en hjælpepakke for at få alle dem med, der endnu ikke har fået hjælp i en utroligt svær situation. Vi havde fokus på arbejdsløse, små selvstændige og studerende, og jeg er meget glad for, at det nu er lykkedes at komme igennem med tiltag for de grupper også, siger hun.

Pusterum til arbejdsløse
Enhedslisten har tidligere foreslået, at den kommende tid, hvor samfundet er så godt som lukket ned, ikke skal tælle med i dagpengeperioden.

– Jeg er lettet over, at det nu er lykkedes med en periode på tre måneder, der ikke tæller med. Der er mange, som kunne komme voldsomt i klemme, fordi deres dagpenge stod til at udløbe i en situation, hvor der ikke er nogen jordisk chance for at finde et job. Dem har vi givet et pusterum nu, konstaterer Pernille Skipper.

Hun nævner samtidig helt små selvstændige, soloselvstændige og løstansatte som eksempler på mennesker, der er ekstremt pressede lige nu.

– De små frisører, sandwichbiksen og freelancerne står pludselig helt uden indtægt. Efter en periode med meget fokus på de store virksomheder, er det meget vigtigt, at vi nu også har fået de små erhvervsdrivende med på vognen med muligheder for at få dækket omkostninger og lønkompensation, fremhæver Pernille Skipper.