Ny region kommer til at rumme halvdelen af Danmarks befolkning

Efter et veloverstået regionsrådsvalg ser vi, øst for Storebælt, ind i et lidt underligt år med tre regionsråd: et i Region Hovedstaden, et i Region Sjælland og så det nye i Region Østdanmark. Men fra 2027 skal politikerne i den nye Region Øst stå på egne ben.

Af: Eva Aabyen Hyllegaard, Kommunikations- og presseansvarlig, Enhl. Region Hovedstaden

Regionsråd og sundhedsråd

Det var en del af sundhedsreformen, at antallet af medlemmer i regionsrådene blev skåret meget ned. Det betyder, at hvor der før var 41 medlemmer i hver af de to regionsråd er der nu kun 47 medlemmer i det nye regionsråd i Region Øst.

https://www.regionoest.dk/politik/regionsraadet/regionsraadets-medlemmer

De seks sundhedsråd:

Hovedstaden (7 regionale, 6 kommunale medlemmer)
Københavns Omegn Nord (10 regionale, 9 kommunale medlemmer)
Nordsjælland (9 regionale, 8 kommunale medlemmer)
Amager og Vestegnen (10 regionale, 9 kommunale medlemmer)
Østsjælland og Øerne (11 regionale, 10 kommunale medlemmer)
Midt- og Vestsjælland (11 regionale, 10 kommunale medlemmer)

Lad os starte med valget. Enhedslisten fik valgt fem personer ind i det nye regionsråd: Bruno Jerup, Gül Özcan, Helena Hedegaard Udsen, Sanne Larsen Friborg og Tormod Olsen.

Bruno og Tormod sidder også i regionsrådet i henholdsvis Sjælland og Hovedstaden. Gül, Helena og Sanne er nye i regionspolitik, men Sanne har erfaring fra kommunalbestyrelsen på Bornholm, hvor hun bor.

Men i forbindelse med sundhedsreformen er der oprettet 17 sundhedsråd i hele landet, og som det ser ud nu, kommer de til at have en del indflydelse på politikken i regionerne. Sundhedsrådene skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område.

Fra den nye region, har Enhedslisten fået plads i fem af sundhedsrådene, og Tormod Olsen er blevet formand for Sundhedsråd Amager og Vestegnen, og Bruno Jerup er blevet næstformand i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland. Af kommunale pladser har Enhedslisten plads i sundhedsrådene i Hovedstaden og muligvis også i Nordsjælland, hvor en enkelt kommune stadig mangler at udpege et medlem.

En svær sammenlægning

Sammenlægningen af to regioner er en af de største fusioner i Danmark i nyere tid. Det er nok også derfor, man har valgt at de to gamle regionsråd skal blive siddende et år til, mens det nye regionsråd skal koncentrere sig om praktikken, før de for alvor træder ind i 2027.

Også i Enhedslisten har sammenlægningen været en svær nød at knække. Enhedslisten Region Hovedstaden og Enhedslisten Region Sjælland er forskelligt organiseret og gør mange ting på forskellige måder. Men gode folk arbejder på, at de to kan blive til en i løbet af foråret – nærmere betegnet ved et stiftende repræsentantskabsmøde.

En kæmpe region med masser af udfordringer

Den nye Region Østdanmark skal, ligesom de andre tre regioner i Danmark, være med til at implementere sundhedsreformen.

Her gælder det blandt andet om sammenlægningen af Psykiatrien og somatikken. Det sker som udgangspunkt for at tilgodese patienter i psykiatrien, der også har somatiske sygdomme, men der følger ikke penge med. Derudover, ligger der også en opgave i at uddanne personalet på hospitalerne til at tage imod psykiatriske patienter.

Det handler også om den nære sundhed – sundhedstilbud skal tættere på borgerne. Det kunne være i form af sundhedshuse med læger, sygeplejersker, jordemødre, psykologer osv.

Men sundhedsreformen og den nye Region Østdanmark handler først og fremmest om problemer med at rekruttere sundhedspersonale i Region Sjælland. Det er håbet, at blandt andet flere læger vil finde det lettere at tage turen til de Sjællandske hospitaler udenfor hovedstaden, hvis det er indenfor den samme region.

En stor udfordring for Enhedslisten er, at vi risikerer at få mindre politisk indflydelse nu, hvor der er færre medlemmer af regionsrådet og særligt, hvis sundhedsrådene får meget magt. Sammensætningen af politikere i rådene (med primært borgmestre og udvalgsformænd fra kommunerne) gør, at Enhedslisten nærmest ikke bliver repræsenteret kommunalt.