Nyt fra Hovedbestyrelsen: Bevægelsesarbejdet i fokus

Af:

Den 6. oktober holdt hovedbestyrelsen møde i København. Her diskuterede vi blandt andet vores modstand mod ghettoplaner, som er en af de vigtigste politiske kampe for tiden.

Kampen imod ghettoplanerne er enormt vigtige for os at bakke op om og støtte bedst muligt. Planerne handler nemlig om nogen politikområder, som er helt centrale for os i Enhedslisten, nemlig boliger til alle og integration. Allerede nu, inden aftalerne er vedtaget i Folketinget, er flere af de berørte kommuner begyndt at arbejde med de udviklingsplaner, aftalen kræver for de udsatte områder, som er på den hårdeste af listerne. Derfor snakkede vi i hovedbestyrelsen om, hvordan vi bedst muligt kan støtte og styrke de folkelige organiseringer, såsom bevægelsen ’Almen Modstand’. Den arbejder aktivt imod planerne, både de nationale ghettoplaner og de lokale udviklingsplaner.

Der er brug for alle gode kræfter

Senere på dagen fulgte vi op på diskussionen om de udsatte boligområder ved at diskutere og vedtage et papir om vores bevægelsesarbejde i et mere overordnet og strategisk perspektiv. Bevægelsesarbejdet er og har altid været så centralt, fordi mennesker forandrer sig, når de organiserer sig, kæmper sammen, skaber bevægelse, opnår fælles erfaring og dermed kan skabe grundlaget for den nødvendige samfundsforandring. Formålet med dette papir er, at vi har en vedtagelse, som bl.a. beskriver, hvorfor vi ønsker at styrke bevægelserne, hvordan vi ønsker at arbejde med bevægelserne og hvilke konsekvenser det har for vores interne organisering i Enhedslisten, når vi også fokuserer på at opbygge og styrke bevægelserne udenfor partiet.

Så en klar opfordring til alle i og omkring Enhedslisten er, at mens vi alligevel går og venter på et Folketingsvalg, så gå aktivt ind i bevægelserne – ikke mindst den, der kæmper mod ghettoplanerne. Der er i dén grad brug for alle gode kræfter!

Trine Simmel

Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse