Nyt fra Hovedbestyrelsen: Ny parlamentarisk strategi

Af:

Den 8.-9. september holdt Enhedslistens hovedbestyrelse møde i Aarhus. Med den nuværende sammensætning med 10 fra Jylland, en fra Fyn og 14 fra Sjælland, er hovedbestyrelsens besøg rundt i landet blevet markant flere. Møderne er åbne for medlemmer, så kig forbi, når hovedbestyrelsen er i nærheden!

Et af de store punkter på mødet var debatten om en ny parlamentarisk strategi. Først måtte der tages stilling til, hvorvidt en forhandlingsstrategi skulle være fortrolig. Her besluttede hovedbestyrelsen, at den er vigtig at melde ud, så alle medlemmer kender planen og kan føre valgkamp. Samtidig skal strategien bruges offensivt, så flere vælgere får tillid til, at en stemme på Enhedslisten vil sikre den mest solidariske, grønne og humanistiske politik.

Omvendt ønskede hovedbestyrelsen ikke at give vores forhandlingsmodpart indblik i vores taktiske og politiske overvejelser. Derfor besluttede hovedbestyrelsen, at de forslag, der blev diskuteret og stemt om, men som ikke blev en del af den endelige strategi, skulle være fortrolige – men kun til valget og forhandlingerne er overstået. Herefter vil medlemmer kunne se, hvilke forslag, der er taget stilling til, og hvem, der mente hvad.

Debatten om parlamentarisk strategi er en af de bedste debatter, jeg har deltaget i i hovedbestyrelsen. Argumenter og holdninger gik på kryds og tværs, og mange var ikke afklarede ved debattens start. Det betød, at vi fik en debat, hvor vi var nysgerrige på hinandens argumenter og sammenflettede dele af forskellige forslag. Der vil ske en yderligere konkretisering af vores strategi, når valgresultatet er kendt. Hovedbestyrelsens vedtagelse kan læses her: .

En del af hovedbestyrelsesmødet var fællesmøde med SUF (Socialistisk Ungdomsfront). Det brugte vi på at forberede vinterens fælles ungdomsaktiviteter: ungdomsvalgkampen og skolestartskampagnen, som i år er lagt i forbindelse med skolevalget. Der vil blive nedsat en gruppe på tværs af hovedbestyrelsens og SUF’s ledelse, som skal arbejde videre med dette.

Desuden forholdt hovedbestyrelsen sig til folketingsvalgkamp, godkendelse af kommissorier for forskellige udvalg, hvad der skal ske med debatoplægget “100 dage med Enhedslisten” og oprettelse af tre nye afdelinger i Aarhus. Derudover fik hovedbestyrelsen et super kort kursus i håndtering af pressen.

Lone Degn

Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse