Nyt lys på Scandinavian Star-mordbranden

Af:

Enhedslistens Scandinavian Star-ordfører, Søren Søndergaard, hilser det meget velkomment, at der nu er lavet en omfattende dokumentarserie, der forsøger at følge op på nogle af de mange løse ender, som den officielle efterforskning af sagen har efterladt.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Mordbranden på Scandinavian Star natten til den 7. april 1990, hvor 159 mennesker blev myrdet, er den største drabssag i Skandinavien siden 2. verdenskrig. Alligevel var den officielle efterforskning behæftet med utallige fejl og mangler, hvilket har forstærket sorgen og magtesløsheden hos de mange efterladte pårørende. 

– Det var en frygtelig tragedie, som efterlod tusinder af efterladte forældre, søskende, børn, venner og nære bekendte med et uerstatteligt tab. Det kan ikke ændres. Men at årsagen til dette tab blev dårligt efterforsket og stadig er uopklaret, er en trussel mod retssamfundet. For hvis nogen kan slippe afsted med at slå 159 mennesker ihjel, uden at det bliver undersøgt til bunds, hvad kan man så i øvrigt slippe afsted med, spørger Søren Søndergaard.

En forbrydelse, som aldrig forældes
Mord er en forbrydelse, som aldrig forældes. Derfor er myndighederne forpligtet til at undersøge alle nye relevante oplysninger, som måtte komme frem, påpeger Søren Søndergaard.

– Jeg håber, at dokumentarserien vil kunne bidrage til, at der bliver gennemført en tilbundsgående officiel undersøgelse, så der langt om længe kan blive sat et værdigt punktum for denne sag. Ja, af hensyn til de mange efterladte, men så sandelig også af hensyn til retssamfundet, fremhæver han.

Søren Søndergaard har fulgt sagen, siden han første gang blev valgt til folketinget i 1994. Som optakt til serien har han bedt Justitsministeren bekræfte, at det strafferetslige ansvar for en mordbrand aldrig forældes, og at myndighederne derfor har en forpligtigelse til at vurdere nye oplysninger.

Det første af seriens seks afsnit sendes mandag aften på DR1, men kan allerede fra i dag streames på dr.dk (jævnfør: https://www.dr.dk/drtv/se/scandinavian-star_-branden_172903).