Odder står sammen mod hjemsendelser

Af:

Sidste år besluttede Udlændingestyrelsen at hjemsende 800 somaliske flygtninge, og netop nu falder ankeafgørelserne. I Odder vil man ikke finde sig i at se venner blive forvist til krigszoner.

Simon Halskov, Rød+Grøn

I slutningen af 2017 mistede 800 somaliere, der ellers havde fået flygtningestatus, deres danske opholdstilladelse. De fleste ankede, og nu begynder afgørelserne at falde rundt omkring i landet – blandt andet i den lille, østjyske kommune Odder.

I Odder har der i mange år været gang i det frivillige integrationsarbejde. Flygtningecaféer, sociale arrangementer og venskabsfamilier har betydet meget for forståelsen af, hvad det vil sige at være på flugt. Da det kom frem, at regeringen nu ønskede at sende somaliske flygtninge ud af Danmark, reagerede kommunens borgere derfor prompte.

Bredt samarbejde for fair flygtningepolitikDer blev hurtigt stablet et samarbejde på benene, der favnede både frivillige fra Røde Kors, fra Venligboerne, medlemmer af Enhedslisten, medlemmer af den lokale frikirke og en masse enkeltpersoner. Den væsentlige fællesnævner var ønsket om en anstændig flygtningepolitik.

Aktivisterne i Odder har på kort tid skabt stor røre om de planlagte udsendelser. Der har været afholdt støttearrangementer, høringer, og der er forfattet masser af læserbreve. Alt sammen med det formål at informere borgerne i Odder kommune og råbe politikerne på Christiansborg op. Budskabet er soleklart: Der er fortsat meget ustabile forhold i Somalia, og Odders borgerne vil ikke finde sig i, at deres naboer og venner skal sendes til et krigsramt land.

Afgørelsens timer kommer I september i år blev den første ankesag så afgjort: En lokal familie skulle splittes. Far og seks børn skal forlade landet inden 8. oktober, mens mor og ét barn må blive.- Selvom vi på sin vis var forberedte, så kom det som et chok for os, at afgørelsen var så brutal. En familie med ganske små børn var ramt. Det var et helt års frygt, der blev til virkelighed, fortæller Ditte Marie Thejsen, som er Enhedslistens byrådsmedlem og en del af netværket mod udvisninger til Somalia.- Vi var nødt til at handle hurtigt og besluttede at stable et arrangement på benene for at støtte familien.

Kolossalt lokalt sammenhold Arrangementet, der fandt sted 26. september, samlede op mod 500 mennesker på torvet i Odder. Alle ville vise deres sympati med familien og modstand mod hjemsendelser til krigsramte lande.- Det var virkelig en oplevelse af lokalt sammenhold. Ikke siden lukningen af det lokale sygehus i 90’erne har så mange mennesker stået sammen i Odder, fortæller Ditte Marie Thejsen.

– Så selvom vi ikke kan løse den konkrete sag, er vi stolte og rørte over, at så mange mennesker reagerer. Vi har samlet over 10.000 kr. ind til familien, der også meget glade for al den varme, de har mødt. Og vi er slet ikke færdige med arbejdet! Vi vil blive ved med at gøre opmærksom på uretfærdighederne og hjælpe de enkelte familier, så godt vi kan, garanterer hun.