Øget magtanvendelse i skolerne? Enhedslistens Uddannelsespolitiske Udvalg siger nej tak

Undervisningsminister Mattias Tesfaye har foreslået at give lærerne øgede magtbeføjelser i skolerne. Ifølge tilhængerne er de nuværende regler for uklare og blødsødne, og skolerne lider under dårligt opdragne børn. Her mener de, at der er brug for, at lærerne kan lægge en “guidende hånd” på barnets skulder og sætte sig i respekt.

Omvendt indvender kritikerne, at Tesfayes forslag ligger op til langt mere udvidede magtbeføjelser end blot en hånd på en skulder. En lærer vil f.eks. reelt kunne trække elever i armen med de foreslåede lovændringer, og dermed tager vi et skridt tilbage mod den sorte skole, hvor fysisk magt blev set som løsningen på sociale problemer.

I lyset af den intense debat, der har kørt over efteråret, inviterede Enhedslistens Uddannelsespolitiske Udvalg til et velbesøgt møde om, hvad Enhedslisten skal mene om forslaget. Her gav skoleforskere Louise Klinge og Helle Rabøl et indledende oplæg, efterfulgt af en intens debat blandt de 17 deltagere.

Det endte med, at alle var enige om konklusionen: Vi anbefaler, at Enhedslisten stemmer imod regeringens forslag, og at vi engagerer os i at bekæmpe regeringens forslag og de dårlige rammer, politikerne har skabt, og som er årsag til problemerne. I stedet skal der investeres i bedre rammer og uddannelse i konfliktløsning.

 

Årtiers nedskæringer og forringelser har sat sine spor

Der er flere grunde til at være imod regeringens forslag. Helt overordnet stammer de problemer, man oplever blandt børn og unge, ikke fra forældrene eller børnene og de unge selv. Det er et politisk skabt problem. I årtier har skiftende politiske flertal skåret ned på uddannelser og daginstitutioner. Arbejdsforholdene er blevet stærkt forringet, og der er stor mangel på både pædagoger og lærere. Tiden til forberedelse er for dårlig, og mange lærere er slet ikke uddannet i faget. Eleverne er blevet pålagt alt for lange skoledage, og antallet af regler og krav stiger hele tiden.

Det er uundgåeligt, at det ville have en negativ effekt på børn og unges udvikling og på forholdene i klasselokalerne.

 

Politikerne nægter at tage ansvaret på sig

I stedet for at tage ansvar forsøger politikerne at give alle andre skylden. Dårlige forældre, respektløse børn og unge, sociale medier, skærme og hvad man ellers kan finde på – så længe det ikke skyldes de politiske beslutninger, man har truffet i Folketinget.

Tesfayes nye forslag følger i rækken af denne udenomssnak, der placerer årsagen til problemerne alle andre steder end hos regeringen selv Og derved ignorerer man, at en væsentlig del af løsningen netop er at rulle de sidste par årtiers nedskæringer og reformer tilbage.

Vi skal have flere lærere og pædagoger, hvilket kræver bedre løn og ordentlige arbejdsforhold. Vi skal geninvestere i uddannelserne, og vi skal reducere de skadelige krav til og den overdrevne kontrol med børn og unge i uddannelsessystemet. Der skal kort sagt være mere plads, tid og ro til at udvikle børn og unge som hele mennesker og som en del af et socialt fællesskab.

Mere magt fører ikke til løsninger, men øger risikoen for overgreb

Problemet ved regeringens forslag er dog ikke alene, at det taler udenom de nødvendige forbedringer af rammerne. Selv som en midlertidig løsning rammer det helt ved siden af. Som Louise Klinge og Helle Rabøl kunne fortælle, så viser forskningen, at øget straf og disciplin ikke reducerer problemer som mobning. Snarere tværtimod. Det er således ikke tilfældigt, at det ofte er på de mest autoritære kostskoler, vi systematisk ser de mest alvorlige problemer med elevernes opførsel overfor hinanden. Tænk blot på serien af skandaler på Herlufsholm.

Straf forråer miljøet og risikerer at gøre skade på børn – både fysisk og psykisk. I stedet er der brug for reel konflikthåndtering og en praksis for genopretning af relationer mellem børnene og mellem børn og voksne. F.eks. ved at børn, der mobber, bliver sat ned til at tale med dem, de mobbede, sammen med en lærer, og at offeret får mulighed for at forklare, hvad mobningen har betydet for dem. Forsøg på danske skoler har bevist, at det virker. Desværre er det blot 8% af danske lærere, der er uddannet i at bruge sådanne metoder.

Derfor er der brug for, at vi investerer i efteruddannelse samt at forbedre læreruddannelsen, så der kommer mere undervisning i at håndtere problemer i klasserne.

Vi skal turde være uenige med fagforeningen

Et af de store problemer i debatten er, at flertallet i Danmarks Lærerforening har støttet op om regeringens forslag. Selvom der er et mindretal, der deler vores holdninger, så gør det det sværere at kritisere regeringens strategi, og det har skabt intense konflikter mellem lærernes fagforening og børne-, elev- og forældreorganisationer, der er stærkt kritiske overfor forslaget.

I Enhedslisten står vi ofte på fagforeningernes side, men på mødet i Uddannelsespolitisk Udvalg var vi enige om, at vi også skal turde sige fra og kritisere fagforeningerne, når de tager fejl. Vi forstår godt, at mange lærere er desperate for, at der bliver gjort noget. De har i årtier oplevet, at deres forhold forringes, at der ikke bliver sat ind med løsninger, og at politikerne ikke respekterer dem. Mange lærere har også opgivet at komme igennem politisk med større ændringer af rammerne.

Det skal vi tage alvorligt, og vi vil gerne løse de strukturelle problemer og investere i lærernes forhold. Men vi må også erkende, at langvarige dårlige forhold også skaber en forråelse, ligesom man ser i andre fag, og at desperation ikke altid er et godt grundlag at træffe beslutninger på. I stedet skal vi kæmpe for at genskabe troen på, at vi sammen kan skabe de nødvendige større ændringer, der faktisk kan løse problemerne.

Børnenes perspektiv skal tages alvorligt

Vi er overbeviste om, at de fleste lærere går på arbejde med et ønske om at gøre det godt for børnene. Men vi kan ikke anerkende, når Danmarks Lærerforening i diskussionen om hvad de foreslåede magtbeføjelser kan føre til, mener, at det argument alene er nok til at sikre børnene imod overgreb fra voksne. For det første er der rådne kar og dårlige ansatte indenfor alle fag, også blandt lærere. At de er en minoritet, hjælper ikke de børn det går ud over. For det andet må vi pointere, at ingen danske lærere er uddannet i at bruge fysisk magt på en forsvarlig måde.

Indenfor andre fag, f.eks. psykiatrien, kræver det specielle uddannelser for sygeplejersker og lignende at lære at bruge fysisk magt på en måde, der ikke går unødvendigt ud over patienten. Der er ikke lagt op til, at lærerne skal have en lignende uddannelse. Der er stor forskel på et barn og en voksens perspektiv. Det en voksen oplever som et let ryk i armen, kan være smertefuldt for et barn. Ligeledes kan det at blive smidt ud af klassen eller skældes ud opleves som en ydmygelse og psykisk vold fra et barns side, uanset om læreren mente det sådan.

Børnenes retssikkerhed forsvinder

I debatten er det ofte blevet sagt, at de nuværende regler forhindrer lærere i at have fysisk kontakt med en elev, som for eksempel en hånd på skulderen. Ligeledes påstås det, at reglerne forhindrer lærere i at skride ind, når elever er til fare for sig selv eller andre. Dette passer bare ikke; begge dele er allerede tilladt. Hvis der opstår problemer, er det ikke reglerne, men derimod den lokale viden om reglerne og hvordan de bliver fortolket ude i kommunerne, der er problemet. Og der vender vi igen tilbage til, at løsningen er at investere i bedre uddannelse, bedre rammer og mere konstruktiv konfliktløsning.

Under de nuværende regler er børnene i vidt omfang beskyttet mod fysisk og psykisk vold samt magtmisbrug – også selvom det stadig finder sted. Bruger man fysisk magt, skal der for eksempel laves en rapport, så det kan kontrolleres, at det var rimeligt. I regeringens forslag vil meget af den beskyttelse forsvinde. Lærerne vil få en udvidet mulighed for at udøve et skøn og handle på det uden at stå til ansvar efterfølgende, inklusive med fysisk magtudøvelse. Problemet er ikke mindst, at den danske grundlov gør det umuligt at klage over, om det skøn, som personer i statslige myndigheder udøver, var retfærdigt eller kunne være håndteret bedre. I Danmark kan man kun klage over skøn, hvis man klart kan bevise, at det, der foregik, var utvetydigt ulovligt. Dermed forsvinder en afgørende del af børnenes retssikkerhed.

Det er ikke en udvikling, vi ønsker. I stedet bør vi søge at få perspektivet vendt væk fra øgede magtbeføjelser og straf og tilbage på at investere i ordentlige rammer og sociale løsninger, herunder konflikthåndtering. Fordi det faktisk virker. Hvis vi står sammen – venstrefløjen, fagforeninger, elev-, børne- og forældreorganisationer – så kan det faktisk lykkes. Vi skal tilbage i offensiven sammen.
———————

Bliv aktiv i Enhedslistens Uddannelsespolitiske Udvalg

 Vil du deltage i at udforme Enhedslistens uddannelsespolitik, er du meget velkommen i udvalget. Det næste møde bliver den 28. januar og handler om, hvilke fag der skal undervises i på de nye EPX-ungdomsuddannelser.