Forårets offentlige overenskomstforhandlinger var banebrydende af flere årsager. Det konkluderer Enhedslistens faglige landsudvalg i en udførlig evaluering. Rød+Grøn har bedt Anders Olesen, faglig koordinator, forklare nærmere.
Simon Halskov, Rød+Grøn
I skriver, at OK18 kan sammenlignes med store, faglige sejre: påskestrejkerne i ’85, industristrejken i ’98 og velfærdsdemonstrationerne for 10 år siden. Hvad gjorde OK18 så banebrydende?
– At det lykkedes at opbygge en fælles kamp om de forskellige faggruppers mærkesager. Alle kæmpede for lærerne, for frokostpausen. Alle kæmpede for mere til de lavtlønnede. I virkeligheden var OK18-kampen en del af hele opgøret med nedskæringspolitikken inden for det offentlige.
Hvorfor gik det markant anderledes denne gang?
– Det lykkedes at skabe fællesskaber lokalt, og det lykkedes at skabe et stort, nationalt fællesskab. Tillidsmandsmødet med over 10.000 deltagere var en meget, meget stærk manifestation. Så stærk, at modparten var nødt til at give sig i forhold til rigtig mange spørgsmål. Arbejdsgiverne havde jo forestillet sig en nedregulering af lønnen. De havde tænkt sig at hæve aldersgrænsen for seniorordninger og få meget mere central styring. Det fik man stoppet. Samtidig lykkedes det at få et stort, folkeligt flertal til at støtte den faglige kamp; en konflikt ville have været støttet af det store flertal. Derfor kan OK18 sammenlignes med de andre store mobiliseringer.
Hvorfor er fagbevægelsen – også toppen – pludselig blevet mere offensive?
– På grund af medlemsaktivitet. Når kravene rejses stærkt lokalt, så skaber det mod hos de faglige ledere, som faktisk gerne vil noget. Og så er det vores påstand, at det her ikke var lykkedes, hvis ikke vi havde haft velfærdskampen i ’15, ’16 og ’17: Velfærdsdemonstrationerne, etableringen af “Danmark For Velfærd”, tillidsmandsmødet i Odense med 3000 deltagere i oktober og mange andre faglige manifestationer. Det er ikke noget, der er topstyret – det er presset op. Det er ægte bevægelse.
I hvor høj grad vurderer I, at man kan overføre OK18-strategien og -begejstringen til de kommende faglige kampe?
– Modellen om at stå skulder ved skulder og lave en musketer-ed, den er lige til at genbruge og forstærke. At man ikke laver enkelte aftaler, før alle andre områder er med. Vi vil arbejde på, at vores medlemmer i fagbevægelsen vil rejse den dagsorden op til overenskomstforhandlingerne på det private område i 2020.
Hvad kommer kampen til at handle om i 2020?
– Vi vil pege på behovet for at få løftet de dårligst lønnede markant. Problemet med social dumping skal løses med kædeansvar og aftaler, som gør, at man ikke som arbejdsgiver kan udlicitere arbejdsopgaver til under niveau. Og så vil det være rigtig godt, hvis vi kan rejse et samlet krav om arbejdstiden. Ved overenskomstforhandlingerne i ’17 havde arbejdsgiverne jo succes med at få hævet barren op til 42 timer, hvilket udløste en voldsom reaktion, specielt i 3F. Endelig bliver det en meget vigtig politisk opgave at udbrede “Der er råd”-pointen i hele befolkningen. Ingen skal være i tvivl om, at der er værdier nok – det er et spørgsmål om at få dem fordelt bedre.