Oktoberrevolutionen i Rusland er en kilde til alvorlige diskussioner i og uden for Enhedslisten. 100-året sætter fut i dem. Revolutionen skal sættes for en historiens domstol.
Per Bregengaard
Februarrevolutionen i marts 1917 (den russiske kalender var ikke på højde med vores gregorianske) blev sat i værk af kvindernes 8.marts-bevægelse og udvikler sig til en ægte revolution, der vælter zaren og gør plads til et halvdemokratisk parlamentarisk styre. Det er zarens rådgivende Duma, der tager over. Både bolsjevikkerne (senere kommunisterne) og mensjevikkernes ledelse havde frarådet en opstand. Tiden var ifølge deres analyser ikke moden til et opgør med zarstyret. Under den ledelsesløse revolution og i tiden derefter genoptager arbejdere, bønder og soldater traditionen fra 1905-revolutionen og danner råd – ’sovjetter’. Der udviklede sig en dobbeltmagt, der præger landets styre det næste lille års tid.
Regeringen fortsætter 1. Verdenskrig mod Tyskland. Det går skidt. Krigstrætheden er stor, ligesom på de andre fronter. En ny regering, under ledelse af den socialrevolutionære statsminister Kerenskij, genindfører i juli dødsstraf for at desertere.
Kun bolsjevikkerne protesterer. Deres Lenin taler om fred, brød og jord. Det giver partiet vind i sejlene. Og godserne er faktisk i færd med at blive fordelt ved selvtægt. For bondesoldaten gælder om at komme hjem og være med ved udstykningen af jorden.
Det er bemærkelsesværdigt, at det er bønderne i langt højere grad end industriarbejderne, der går til angreb på den herskende klasses ejendomsret. Men byerne er plaget af uro, og der er store demonstrationer i hovedstaden. Revolutionære matroser fra flådestation Kronstadt og andre bærer bannere med Lenins parole: “Al magt til sovjetterne”, men bolsjevikkernes ledelse med Lenin i spidsen forholder sig passivt.
Regeringen og krigen fortsætter
Hærens ledelse har med den ny regering hverken fået ro i landet eller i geledderne. Roen kan kun skabes gennem en kontrarevolution. En zaristisk general, Kornilov, forsøger i august at sætte sig på magten i hovedstaden gennem et militærkup. Det mislykkes. Sovjetloyale soldater kæmper mod kupmagerne. Jernbanearbejdere saboterer troppetransporter.
Modoffensiven styrker sovjetternes magt, men hæren og dens ledelse er ikke sat ud af spillet. Regeringen og krigen fortsætter. Bolsjevikpartiet får mere karakter af et masseparti og udgør fra september flertallet i sovjetterne i både Petrograd og Moskva.
Ruslands arbejder-, soldater- og bonderåd har indkaldt til kongres 25. oktober efter den gamle russiske kalender (7. november ifølge vores). Bolsjevikkernes ledelse vil, at sovjetsystemet skal være den ny statsmagt. Regeringen ønsker ikke, hvad den betragter som et kup mod sin magt. Den lukker bolsjevikkernes aviser ved en aktion om morgenen den 24. De bliver hurtigt genåbnet af sovjetloyale soldater, der forstærker deres vagtmandskab ved byens centrale institutioner. Der er sammenstød med regeringstro enheder, men modstanden er ringe.
Om natten beslutter Lenin og hans nærmeste at fuldbyrde, hvad der er godt i gang. Magtovertagelsen er ikke som Februarrevolutionen et resultat af en folkelig opstand. “Oktoberrevolutionen” er et kup i form af en planlagt beslutning. Slutstenen er stormen på Vinterpaladset, hvor regeringen har forskanset sig. Man lader Kerenskij flygte og overtager slottet.
Tumult i kongressen
Sovjetkongressen skal ikke længere træffe en beslutning om en magtovertagelse. Den må nøjes med at godkende den. Det sker ikke uden splittelse. Mange mensjevikker og socialrevolutionære kritiserer kuppet mod regeringen og forlader kongressen i protest. Det undergraver naturligvis dens legitimitet. Andre tilslutter sig det ny styre.
Den ny sovjetmagt indebærer, at kongressen skal vælge en regering til udøvelse af magten. Under tumultagtige forhold lykkes det Bolsjevikpartiets ledelse at få indsat en ren bolsjevikregering med Lenin og Trotskij i spidsen. Det giver kort efter anledning til ballade i regeringen. Nogle bolsjevikker vælger at forlade den, fordi flertallet ikke vil danne en samlingsregering bestående af “sovjetpartierne”. Der bliver senere optaget nogle socialrevolutionære, men de forlader regeringen igen i protest mod bolsjevikkernes ydmygende fredsslutning med Tyskland.
Bolsjevikpartiets ledelse har fra begyndelsen monopol på den centrale magt. I det mindste til at begynde med er der et mindretalsstyre i form af et revolutionært diktatur, som meget hurtigt forvandler sig til et partidiktatur. Dette bliver understreget ved valget til den grundlovsgivende forsamling, bolsjevikkerne længe har agiteret for. Beslutningen om valget er taget før magtovertagelsen, men gennemføres i november.
Bolsjevikkerne opnår ikke flertal. De socialrevolutionære bliver faktisk det største parti. Bolsjevikregeringen sender derfor den grundlovsgivende forsamling hjem, da de valgte møder frem i januar.
Gerningssynder og undladelsessynder
Anklageskriftet mod Oktoberkuppet kunne tegnes af ovenstående. Forsvarere af Lenin og Trotskijs magtovertagelse kunne fremhæve faren for et nyt kontrarevolutionært kupforsøg, hvorfor nogen måtte sætte hærledelsen ud af spillet og få sluttet fred. Der er gerningssynder, men også undladelsessynder.
Forsvarene kan også pege på nødvendigheden af, at man i en meget vanskelig situation, der snart er en blodig borgerkrig mellem “de røde” og “de hvide” (støttet af udenlandske tropper), får en handlekraftig regering med en entydig politik og ledelse. Og så tror bolsjevikledelsen på et globalt systemsammenbrud, hvis først det svageste led i imperialismens kæde, det tilbagestående Rusland, bliver sprængt. Det sker ikke, fordi den tyske arbejderklasse dybest set ikke vil en bolsjevikisk revolution, men det er en anden historie.
Oktoberkuppet satte mange spændende eksperimenter i gang. Men legitimerer det kuppet? Nogle bedømmer, at Lenin og Trotskij ikke kan stilles til ansvar for stalinismens senere forbrydelser. Trotskij kæmpede imod, og Lenin advarede på sit dødsleje.
Andre hælder højst til et tiltalefrafald ved historiens domstol. Lederne og det daværende bolsjevikparti kunne naturligvis ikke overskue den kæde af legitimerede overgreb, de havde lagt grunden til med og i forsvaret for Oktoberrevolutionen. Og ingen kender det alternativ, der havde rullet sig ud, hvis ikke… Kontrarevolutioner plejer at være meget blodigere end revolutioner.
Per Bregengaard er forfatter til: “En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen” (Frydendal)