Hovedbestyrelsen (HB) vedtog den 23. november en udtalelse om den opsigtsvækkende arrestordre mod Netanyahu to dage forinden, se: https://vores.enhedslisten.dk/ikke-kategoriseret/29055/. Men hvor kan den læses?
Den havde vi forventet kom på hjemmesiden ‘Enhedslisten.dk’, da HB er partiets højeste myndighed mellem årsmøderne. Men nej, for som det ses af linket ovenfor, blev den kun lagt ud på ‘Vores.Enhedslisten’, der er en intern organisationsside.
På HB-mailen gav Rasmus Holme Nielsen som FU-ansvarlig kun den begrundelse, at Vores.Enhedslisten “er bedre egnet til sådanne [min fremh., hjv] tekster”, hvor der her menes HB-udtalelser. Men det blev ikke begrundet, hvorfor Vores.Enhedslisten skulle være “bedre egnet” til denne? Eller hvorfor udtalelsen var uegnet til hjemmesiden?
Kan en enstemmig og ‘fremragende’ udtalelse være uegnet?
Kan det skyldes udtalelsens ringe kvalitet? Næppe, for det harmonerer skidt med, at HB vedtog den enstemmigt. Og på Facebook kaldte Per Clausen det en “fremragende HB-udtalelse”, som han roste folketingsgruppen for at citere fra Folketingets talerstol, se: (3) Stol på det røde Ø | **HB-udtalelsen delbar-gjort, så: Del, del, del | Facebook.
Så det er svært at følge, at den skulle være uegnet til hjemmesiden. Men læs den selv, så du kan danne dig din egen mening!
Når de Radikale kan – hvorfor kan Enhedslisten så ikke?
Hovedbestyrelsen hos de Radikale havde også møde den 23. november, hvor de vedtog en glimrende udtalelse om det samme emne, se: Danmark bør efterleve ICC’s arrestordrer – Radikale Venstre.
Enhedslistens underlige prioritering sættes i relief af, at de Radikale ingen problemer havde med at lægge den på deres hjemmeside. Her var den topnyhed i de følgende tre uger, og under deres nyheder (Aktuelt – Radikale Venstre), er den stadig 6.-øverst.
Det er skævt, at de Radikale offentligt er mere fremme i skoen med dette Palæstina-budskab end Enhedslisten. Dengang havde vi ikke haft en Palæstina-nyhed på Enhedslisten.dk siden den 16. april. Så efter 32 ugers pause burde der være plads!
Vi undlod at profilere os på en 70 %-opbakning hos Puls48
Ekstra-ærgerligt var det, at den Puls48-undersøgelse, som udtalelsen linker til, derfor heller ikke kom ud til offentligheden. Den har ellers stor interesse, da vores holdninger støttes af op mod 70 % af befolkningen, se: Meningsmåling: Danskerne bakker op om humanitær hjælp, våbenforbud og anerkendelse af Palæstina – Puls48.
Og ekstra-ekstra-ærgerligt, da en FU-beslutning den 13. november om at offentliggøre denne vigtige undersøgelse også skete ved at lægge den på Vores.Enhedslisten. Og ja, af alle steder under ‘lokalpolitik’ lige før et læserbrev i en fynsk avis, se: https://vores.enhedslisten.dk/lokal-politik/opbakning-til-enhedslistens-palaestinapolitik/.
Det er så udygtigt kommunikeret, at jeg nærmest mangler ord for det! Og det strider imod enhver logik, at der i Enhedslisten er en så stor uvilje mod at promovere gode nyheder, som styrker vores egne mærkesager.
Hvad er forskellen på hjemmesiden og Vores.Enhedslisten?
Den mest iøjnefaldende forskel er, at det nærmest er umuligt at finde noget på Vores.Enhedslisten, hvis man ikke i forvejen ved, at det er der.
Fx skal man bruge hele syv klik for at finde ind til Netanyahu-udtalelsen – vel at mærke hvis man ved, hvor man skal klikke. Og dertil kunne jeg ikke finde en direkte indgang til fanen ‘lokalpolitik’, hvor Puls48-undersøgelsen er henlagt. Den fandt jeg kun, fordi HB har fået et direkte link til den.
Så det er ingen overdrivelse, at den er blevet ‘gemt væk’. Blev disse ting lagt ud som nyheder på hjemmesiden, kan man let finde dem nederst – bare ved at rulle ned.
En mindre synlig, men måske en endnu vigtigere forskel er, at hjemmesidens nyheder også udsendes som pressemeddelelser. Fx til Ritzau, så de bliver udbredt til den samlede danske presse.
Hele formålet med vores kommunikation må vel være, at vi kommer ud over scenekanten med budskaberne? Og ikke at gemme nyhederne væk. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, at andre – også i HB og FU – tog del i en debat om.