Opbrudstid på landskontoret

Af:

Valgkampe varsler på godt og ondt altid forandringer på en arbejdsplads som landskontoret. I år er ingen undtagelse.

Mette Grimstrup, sekretariatsleder på Enhedslistens landskontor

Den lille tilbagegang ved valget giver en indtægtsnedgang på 1,2 mio. kr. om året. Hvordan dét skal håndteres, kommer årsmødet til at tage stilling til i oktober med vedtagelsen af et nyt forslag til budget 2020. Foreløbig har det dels resulteret i en planlagt nedskæring på udgivelsesfrekvensen af medlemsbladet Rød+Grøn, og dels er to medarbejdere på det administrative område på landskontoret blevet opsagt fra 1. januar 2020. Samtidig har flere medarbejdere valgt at stoppe i efteråret 2019, bl.a. pga. af rotationsordningen. Ved udgangen af 2019 har landskontoret dermed sagt farvel til fem medarbejdere og – alt afhængigt af årsmødets beslutninger – goddag til tre nye kolleger.

Det er en stor udskiftning i en stab på godt 17 medarbejdere! Så vi håber, at der fra jeres – medlemmernes – side vil være en vis overbærenhed, hvis man i starten af 2020 skulle kunne fornemme en smule usikkerhed om arbejdsgangene på kontoret.

Nye medarbejdere, nye funktioner

Nedskæringer er selvfølgelig sjældent særligt opmuntrende. Men det er også en mulighed for at ryste posen og se på de nye muligheder, det giver. Bl.a. er tanken, at den nyoprettede stilling som medlemssekretær skal være med til at sikre et bedre flow i udviklingen af medlemssystemet og større fokus på vores kommunikation til det enkelte medlem. En genbesættelse af organisationssekretær-stillingen, med ansvar for kurser og træf, skal sikre stabilitet og fornyelse i de mange forskellige kurser, træf og arrangementer, hvor Enhedslistens medlemmer møder og lærer af hinanden.

Og alt andet lige vil færre arbejdstimer på produktionen af medlemsbladet kunne gå til at få opdateret den pt. noget forvirrende hjemmeside for organisationen, så vi får en tidssvarende og overskuelig indgang til partiets aktiviteter for medlemmerne.

Søg, søg!

Den endelige sammensætning af stillinger afventer årsmødets beslutninger ift. budgettet. Derfor er ansøgningsfristen for de nye stillinger også lagt efter årsmødet.

Det skal dog ikke afholde gode kammerater fra at søge! Så har du en organisationsmedarbejder i maven – eller kender du en, der har, så se at få prikket vedkommende og få sendt en ansøgning. På landskontoret forbereder vi os på en lidt tumultarisk tid, et overordentligt spændende årsmøde – og en runde med forandringer, som forhåbentlig ikke kun giver bøvl, men også friske kræfter og fornyet gåpåmod til det aldrig kedelige arbejde i partiets tjeneste.