I over to måneder har hviderusserne protesteret over deres korrupte regering. Demonstrationerne foregår hver dag og trækker ofte 100.000 på gaden i Minsk. Rød+ Grøn giver et komprimeret overblik over protesterne i Hviderusland.
Kirstine Julie Boesen Jansdorf, læser Ruslandsstudier på Aarhus Universitet, aktiv i SUF Aarhus
Den 9. august var der præsidentvalg i Hviderusland. Den uafhængige Sviatlana Tsikhanovskaja stillede op mod den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, som har siddet på posten i 26 år. Tsikhanovskaja stillede op på en platform om demokratiske reformer og løsladelse af politiske fanger, heriblandt sin egen mand. Officielt vandt Lukasjenko valget med 80 procent af stemmerne, men mange rapporter indikerede valgsvindel.
I første omgang demonstrerede mange unge mod valget og blev mødt af massiv vold fra politiet; mange blev arresteret. Nogle dage senere blev de mange demonstranter løsladt og kunne fremvise blå mærker og fortælle om tortur i fængslerne. Det satte for alvor gang i protesterne: Sammenholdt med Lukasjenkos katastrofale håndtering af covid-19 fik billederne af de torterede unge bægret til at flyde over i Europas sidste diktatur.
Demonstranter i alle aldre
Det eneste, demonstranterne har til fælles, er demonstrationerne. De er alle aldre, pensionister og studerende, hjemmegående, fabriksarbejdere. Aldrig før har hviderusserne protesteret over 50 dage i træk, aldrig før har der seks søndage i træk været over 100.000 på gaden i Minsk. Det er det, som gør protesterne helt unikke.
Mange kvinder har indset deres politiske potentiale. Under protesterne har kvinder ofte stillet sig imellem politiet og mandlige demonstranter og succesfuldt forhindret politiets vold. Kvinder er også begyndt at rive balaklavaerne af specialstyrkerne. De kan slippe af sted med det, fordi det konservative, hviderussiske samfund anser kvinder for at være fredelige og skrøbelige. Det har de i den grad udnyttet.
For nyligt er folk også begyndt at organisere sig i deres nabolag. Folket viser i høj grad, at de er klar til at tage ansvar for deres liv og lokalsamfund. Det var også sådan, de kom igennem corona-pandemien.
Selvom der er et stykke vej endnu, har folk en reel chance for at ændre systemet. Og jeg mener, at vi herhjemme kan lære meget af hviderussernes mod, næstekærlighed og handlekraft.