På EPOS spiller eleverne hinanden gode

Af:

En ny efterskole er ved at at knække nødden i forhold til at få unge med og uden psykiske diagnoser til at lege, lære og trives side om side – uden at stigmatisere.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

På EPOS, der ligger i den pittoreske landsby Fynshav på Als, bliver sprogundervisning til inderlige franske kærlighedsbreve. Geometri lærer man af at tegne boliger til en fremtidig rumkoloni. Og historieundervisningen kan sagtens benytte sig af Doctor Who’s tidsrejsemaskine. EPOS, der slog dørene op i 2015, er nemlig en rollespilsefterskole. Og mens eleverne lærer det, de skal til eksamen i, lærer de samtidig en masse om fællesskab.

Rød+Grøn har talt med lærerparret Esben Wilstrup og Tine Ellitsgaard Gottschau om, hvordan man skaber inkluderende læringsrum i en tid, hvor flere børn og unge får diagnoser.

Plads til at være skæv
– Vi har cirka otte elever per årgang, der kommer fra specialskolesammenhæng, og flere, der har haft kontakt med psykiatrien. Det er svært at vide, om vores elever afspejler, hvordan danske unge generelt har det i dag – eller om har vi en lille overrepræsentation af især unge på autismespektret. Jeg tror det sidste, siger Tine, der er tidligere underviser og inklusionsmedarbejder på EPOS.

Hvorfor det er sådan, har parret forskellige teorier om.
– Jeg tænker, at vi får de unge, der stadig gider at lege, og det er bare ikke særligt cool! Og hvis man ikke er cool, kommer man hurtigt på kant med fællesskabet, og så kan man let få det svært og få en diagnose, mener Esben, der er skolens nuværende inklusionsleder.
– Vi får også elever, der ”cosplayer”. De mødes til conventions, tager kostumer på og tør tit mere, når de er klædt ud. Men mange af dem bøvler normalt med noget, der så bliver diagnosticeret som socialfobi.

Mens folkeskolen ofte har svært ved at rumme børn og unge med psykiske diagnoser, lykkes det ofte på EPOS. Tine fortæller:
– Vi har haft elever, som ikke har gået i skole i halvandet år, før de kom hos os. Det er selvfølgelig ikke almindeligt, men vi har haft det. Og her har de oplevet, at der var plads. Måske fordi EPOS er et sted, hvor man kan nørde igennem med ting, man holder af. Hvor der er bredde i normalitet og plads til at være skæv. Der er for eksempel plads til fortællinger om, at man er blevet mobbet eller var den eneste, der fandt rollespil fedt.

Udvikling gennem leg og fællesskaber
Esben, der var med til at starte EPOS, har ligesom Tine psykologbaggrund, men også en efteruddannelse i, hvordan skaber man udviklende læringsmiljøer gennem leg.
– Mathias, som er forstander, inviterede mig og en håndfuld andre til at brainstorme. Han havde afholdt rollespilcamps for unge og oplevet, at det hurtigt affødte stærke fællesskaber. Og at generte unge begyndte at turde ting, de ikke plejede at turde. Folk mødtes egentlig bare for at dyrke en interesse – men udviklede sig vildt meget i rollespillet. Og jeg var sådan: klart, det ved jeg godt! Det er dét, legen kan! griner han.
Især rollespil kan kickstarte personlig udvikling, fordi man får lov til at prøve noget nyt.
– Man kan let blive fanget i en bestemt rolle i sin klasse. Typisk er det sådan, at agerer du anderledes, end du plejer, så vil fællesskabet holde dig fast i de gamle mønstre. Rollespil inviterer derimod til, at du kan prøve at være en anden, og at de andre støtter dig i det, siger Esben, og Tine uddyber:

– Vi taler om at ’spille hinanden gode’. Det vil sige, at hvis din rolle er leder af et politisk parti, så bliver du det i kraft af, at dine kammerater lytter til dig. Den type fællesskab giver plads til at lege med andre roller, andre identiteter, andre køn. Det udvider vores palet af handlemuligheder, også i hverdagen. For fra rollespillet kan man tage kropslige erfaringer med sig om, hvordan det føles at tale til en forsamling eller tage en kjole på, selvom man er en dreng.

Ingen specialklasser
Nogle elever med diagnoser er bevilget støttetimer fra kommunen – og nogle får måske et par ekstra gåture med en voksen – men som udgangspunkt vil EPOS skabe et fællesskab med brede muligheder for deltagelse. Derfor har skolen ingen specialklasser, men i stedet to lærere, som sørger for at designe og facilitere fagundervisningen og læringsrollespillene, så alle kan være med.

– Rollespil har den spændende kvalitet, at du træder ind i en rolle, som har bestemte egenskaber. Noget, karakteren er god til eller har svært ved. Det har vi brugt strategisk til at træne færdigheder hos elever, der har brug for det. Måske har vi én, som har svært ved at aflæse sociale koder – så siger vi, at i det her rollespil er det dét, hendes karakter er god til. Eller måske har vi en forsigtig fyr, som gerne vil være mere fremme i skoene – vi tilbyder ham en rolle som hærfører! Og der sidder en voksen med, som støtter dem i det, fortæller Tine.

Rollespil har samtidig den fordel, at det sociale gøres eksplicit, påpeger Esben.
– Det bliver italesat, hvad din rolle er, hvad din relation til andre er, hvad din mission er, hvad reglerne er. Og når skoledagen er slut, leger vores elever også videre i fritiden. Her er det sådan, at har man en idé til et rollespil eller brætspil eller andet, så melder man den ud som en åben invitation under aftensmaden. Så alt det i det sociale felt, der normalt kræver, at man skal navigere sig ind og med, bliver gjort tydeligt. Det, tror jeg, gør det lettere, hvis man for eksempel bøvler med Aspergers.

Og her er unge med diagnoser faktisk ikke anderledes fra andre, fastslår Tine:

– Flere og flere bliver jo diagnosticeret inden for autismespektret. Men uanset om vi har diagnoser eller ej, trives de fleste af os rigtig godt i miljøer, hvor rammer og spilleregler er tydelige.