Blandt venstrefløjspartier er der enighed om, at det er umuligt at bryde med nedskæringspolitikken uden at bryde med EU. Mere usikkert er det, hvordan dette brud skal se ud. Vi har spurgt nogle af de centrale folk, som indtil videre har stået bag processen, hvad der skal komme ud af Plan B.
Henrik Bang Andersen, medlem af Plan B-arrangørgruppen
– Plan B handler om, at enhver regering, der er baseret på en demokratisk og progressiv dagsorden, uundgåeligt vil havne i et sammenstød med EU’s nedskæringsregler.
Ordene kommer fra Sophie Rauszer, som er europæisk koordinator for Parti de Gauche. Hun var blandt arrangørerne af den første Plan B-konference i Paris.
– Det vil i første omgang tage form af en forhandling med Bruxelles, hvilket vi kan kalde for ’Plan A’. Men vi ved alle, hvordan det vil ende. Spørg bare Syriza. Derfor skal vi samtidig arbejde for en ’Plan B’, der kan gennemføre vores dagsorden på trods af afpresningen fra EU og finansmarkederne. Plan B indebærer med andre ord et brud med EU, understreger hun.
Lektien fra Grækenland
Sophie Rauszer henviser til, at gældsforhandlingerne mellem den græske Syriza-regering og Eurogruppen endte med det værst tænkelige scenarie:
– Gælden blev ikke eftergivet, Syriza’s dagsorden blev kvalt, og vi har i dag en venstreorienteret regering, som fører nedskæringspolitik. Syriza var ikke parate til at bryde med EU’s regler, hvilket jeg godt forstår. Styrkeforholdene var ikke til stede for at gennemføre et troværdigt alternativ, mener hun.
Selvom Syriza skabte sympati og støtte i offentligheden, mener Sophie Rauszer ikke, at det var nok.
– Plan B handler ikke kun om at have en smuk vision for, hvordan tingene kunne være anderledes. Plan B handler især om at samle international støtte til at gennemføre et alternativ. Som vi så med Grækenland, kan et enkelt land ikke bryde med nedskæringspolitikken, siger hun og uddyber:
– Både Syriza og vi andre kom for sent i gang med at opbygge international støtte. Derfor skal vi blandt andet bruge København til at udvikle et internationalt samarbejde, som gerne skulle række langt ud over EU.
Bryd med ØMU’en
Især for eurolande består en plan B i bruddet med Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), som har været lokomotivet bag EU’s udvikling de sidste mange år. Det mener Fabio De Masi, der er medlem af EU-parlamentet for tyske Die Linke.
– Euroen er ikke bare en valuta. Det er et sæt neoliberale regler skrevet af den tyske Bundesbank, som omdirigerer investeringer i velfærd og mennesker til servicering af gæld, der ejes af private aktører så som bankerne, påpeger han og fortsætter:
– Derfor indebærer en Plan B en exit fra euroen, som skal muliggøre gældsomlægning, offentlige investeringer gennem centralbanken, kapital kontrol og et valutasamarbejde, der skal beskytte mod spekulation. Disse ting kan ikke lade sig gøre inden for euroen, mener han.
Ifølge Fabio De Masi har en reform af EU lange udsigter.
– Selvfølgelig er det teoretisk muligt at reformere EU. Europas arbejdsløse kan bare ikke vente på, det sker. Det vil kræve venstreorienterede flertal i EU’s 28 kapitaler at ændre EU’s traktater. Så længe Europas socialdemokrater og grønne støtter ØMU’en, kan vi se langt efter det flertal. Der, hvor venstrefløjen står stærkt, f.eks. i dele af Sydeuropa, må vi i stedet være parate til at bryde med EU.
Udmeldelse?
Ifølge Alejandro Merlo, som var med til arrangere Plan B i Madrid og til dagligt arbejder for spanske Podemos, vil det være vanskeligt for venstrefløjen i de enkelte lande at sikre en progressiv dagsorden, hvis blot man satser på en udmeldelse af EU.
– Den oplagte risiko ved den strategi er, at udmeldelsesdagsorden bliver kapret af nationalistiske og xenofobiske kræfter, som i Storbritannien, forklarer han.
For Alejandro Merlo handler Plan B i stedet om konsekvent at bryde euro-reglerne og dermed vise, at EU-traktaterne hverken er naturlov eller endemålet for Europas befolkninger.
– Vi skal modsætte os nedskæringsreglerne og skabe politisk krise inden for EU, som kan føre til forandring. Jeg siger ikke, at vi skal reformere EU, for det kan ikke lade sig gøre. Men vi skal arbejde for at samle folk i EU om at give nedskæringspolitikken modstand. Det kan vi bedst gøre, hvis vi ikke melder os ud. En udmeldelse af EU vil i sig selv ikke betyde et opgør med nedskæringspolitikken, siger han og påpeger, at mange lande er underlagt EU’s nedskæringspolitik uden at være medlemmer af EU.
– Der er langt fra enighed om strategien i forhold til EU inden for Plan B-processen. Jeg håber imidlertid, at København vil give mulighed for en ærlig diskussion om en fælles strategi på Europas venstrefløj, slutter han.