Musiker, sanger og sangskriver Stine Liebman, der går under kunstnernavnet LiebLiga, har oplevet uligheden i musikbranchen på egen krop. Foto: Jørgen Bentzen

Problemet er strukturelt

Staten blåstempler manglen på ligestilling i kulturen, fortæller musiker Stine Liebman, der som kvinde straffes ekstra hårdt for at spille musik under sin barsel.   

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Musiker, sanger og sangskriver Stine Liebman, der går under kunstnernavnet LiebLiga, har oplevet uligheden i musikbranchen på egen krop. For hende handler det ikke om enkeltpersoner.

Kvindelige musikere tager initiativet

Maria Apetri, kendt under kunstnernavnet Fallulah, var godt træt af kun at se mænd på festivalplakater og radioernes hitlister. Derfor oprettede hun sidste år en spilleliste på Spotify kun med kvindelige danske musikere. Den hedder “Hej Søster” og har siden affødt en græsrodsbevægelse af samme navn. Læs mere på www.hejsoester.com
På Facebook er opstået gruppen Musikbevægelsen af 2019 for kvinder, non-binære og transpersoner, der udøver musik. Bevægelsen er opmærksom på, at ulighed i branchen ikke kun handler om mænd versus kvinder, men snarere om cismænd versus alle andre. Målet er et mere rummeligt, ligestillet og inkluderende musikmiljø for alle køn med en kultur, hvor man hjælper hinanden.

– De mænd, jeg spiller med, ser mig jo som ligeværdig. Problemerne er strukturelt. Generelt er kvinder underrepræsenteret, især i businessdelen af musikbranchen. Der, hvor der er flest kvinder, er i jazzgenren, og der udgør vi stadig kun 32 procent. Medierne behandler os også anderledes. Tag Anne, Sanne og Lis: Hvis de bliver anmeldt, skal de altid forsvare deres alder. Men Leonard Cohen, der havde sølvfarvet hår og var nærmest skinddød, var bare det fedeste! Der er enormt meget ”ageism”, og den rammer kvinder hårdest, påpeger hun og tilføjer, at producere ofte søger sangerinder på maks. 28.
– Om man er dygtig er mindre vigtigt. Det afgørende er, om man stadig kan blive til det produkt og udtryk og passe i den modellerform, producerne ønsker.

Statssanktioneret ulighed
Selvom uligheden i musikbranchen ikke er ny for Stine, kom det som et chok, at staten bifalder den.
– Jeg havde fire ugers restbarsel til gode, og undervejs spillede jeg et job, som jeg skulle modregnes for. Hvis jeg var lærervikar i tre timer, ville man modregne tre timers barselsdagpenge uanset timelønnen. Men som musiker får jeg et honorar – det er B-indkomst, så det hedder ’ukendt arbejdstid’. Den omregnes til timer, og her lød det fra damen på Udbetaling Danmark: ”Vi dividerer med omregningssatsen for kvinder”. Jeg studsede. A-hva for noget? Sats for kvinder?!

Det viser sig, at staten går ud fra, at mænd er vant til at tjene mere end kvinder. Derfor ser den mildere på det, når mænd arbejder under barsel.
– Der er lidt mor-shaming over det. Satsen for mig er 187,09 kroner i timen. Så da jeg spillede et job til 5000 kr., blev det omregnet til 27 timer, som jeg skulle trækkes i barsel. Havde min mand spillet samme job til samme honorar – vi kunne have spillet det sammen! – ville han kun blive trukket 23 timer, fortæller hun.

– På den måde fastholder staten, at kvinder er mindre værd. Og som freelancer får det konsekvenser, hvis man takker nej til et job under barsel for at undgå modregningen. Så går det til en anden, og det gør fremtidige job også.

Stine Liebman understreger, at problemet gælder alle freelance kunstnere, og efterspørger handling fra politikerne.

– Jeg kunne godt tænke mig, at de afskaffede de forskellige satser og lavede én fælles. I 2005 var forskellen 14 kroner. Nu er den 20. Så kløften bliver bare større, hvis vi ser passivt til.