”Recovery” er et centralt element af Enhedslistens psykiatripolitik, men der er behov for at være kritisk opmærksomme på den konkrete udformning af recovery-tiltag i psykiatrien.
Andreas Brøgger Jensen og Fatima Lindegaard Petersen, Enhedslistens psykolognetværk
Recovery er på mange måder en del af en tendens til øget patientinddragelse i sundhedsvæsnet. Tidligere havde den sundhedsprofessionelle altid har ret og magt til at definere målene for behandlingen. Nu inddrages patienten i højere grad i at definere målene for behandlingen.
Recovery-bevægelsens kernepointe er, at det at komme sig efter psykisk sygdom ikke bare handler om at blive symptomfri i klinisk forstand. Det er også en personlig og social proces, hvor patienten skal sætte sine egne mål og have etableret sig igen. Klienten må opleve igen at føle sig forbundet og som en del af et fællesskab, må opleve håb og optimisme og at der er mening i tilværelsen. Patienterne må også opleve ”empowerment”, hvilket måske bedst oversættes til, at man opnår indflydelse eller magt over egne livsvilkår. Men hvis recovery er svaret, hvad var eller er så problemet?
Recovery er blevet mainstream
Psykiatrien er blevet kritiseret for den magt, der udøves over klienternes liv. I nogle fortolkninger er pointen med psykiatrien at identificere og isolere de anderledes og besværlige, som bryder med de normer, der ellers leves efter. Psykiatrien er blevet kritiseret for at have til formål at reducere almindelig anderledeshed, fordi nogle eksperter har besluttet, at den er sygelig. Derved tvinger de indirekte deres normer ned over de såkaldte syge menneskers liv.
Kritikken har ført til anti-psykiatribevægelser i flere lande, særligt i 70’erne. I bølger har disse ideer også fundet vej til Danmark, hvor tidligere patienter blandt andet dannede Galebevægelsen i 1979. I løbet af 90’erne førte kritikken til grundidéerne om recovery, som det amerikanske sundsministerium samlede op i 1999. Dermed var recovery-bevægelsen blevet mainstream.
I Danmark er flere af Recovery-bevægelsens idéer implementeret. I Region Hovedstaden har man en lang række tiltag, der direkte refererer til recovery-konceptet. Der er patientinddragelse i behandlingen, åben dialog og patientstyrede indlæggelser. I flere år har man også ansat tidligere brugere som ekstra personale på afdelinger i hele regionen. De har til opgave at have individuelle samtaler og gruppeforløb med patienterne og følge patienten i overgangsfaser i deres behandling. Samtidig udgør disse mentorer konkret bevis på, at det er muligt at komme sig.
Bevar det kritiske blik
Det lyder jo meget fornuftigt, men det er nødvendigt at være kritisk opmærksom på, hvordan disse tiltag opretholdes og hvad de bidrager til. Recovery kan ikke rette op på ressourcemangel, og det er et skråplan, hvis mentorer skal erstatte andet sundhedspersonale, fordi de er billigere. De mange fine elementer af recovery kræver tid og nærvær fra alle de ansatte, og det er svært, hvis der ikke er ressourcer nok.
Endelig er der risikoen for at ende med en form for empowerment, der blot overlader patienterne til sig selv. Hvis det bliver patientens hovedopgave at blive selvhjulpen i betydningen, at man kan klare sig selv, så er det en forfladigelse af begrebet om empowerment. Empowerment handler også om at sikre politisk indflydelse, eksempelvis ved at deltage i et organiseret fællesskab.
Det er vigtigt, at vi ikke per automatik antager, at recovery-inspireret psykiatri er god psykiatri, og at vi i Enhedslisten har en kritisk indstilling til de konkrete tiltag, man indfører i psykiatrien.