"Man skal huske, at 'den danske model' ikke fandtes på det offentlige arbejdsmarked før 1970'erne," siger historikeren Astrid Elkjær Sørensen.

Reformen, der gik i glemmebogen

Med tjenestemandsreformen i 1969 indplacerede danske politikere offentligt ansatte i et lønhierarki, der var med til at fastholde kvindedominerede fag som lavtlønsfag. Rød+Grøn har talt med historiker Astrid Elkjær Sørensen om reformen der gik i glemmebogen, trods sin store indflydelse på de ligelønsudfordringer, vi fortsat kæmper med i dag.

Anna Berg, social- og ligestillingspolitisk rådgiver

En stor del af forklaringen på nutidens ligelønsudfordringer skyldes, at de kvindedominerede fag i den offentlige sektor fortsat ligger i bunden af lønskalaen.

FOA, BUPL og Dansk Sygeplejeråd har konstateret lønforskelle på 10, 20 og 30 procent, når man sammenligner mands- og kvindedominerede fag med samme uddannelseslængde. Alligevel fylder spørgsmålet om, hvorfor kvinders arbejde med børn, syge og gamle tillægges så lav økonomisk værdi i vores samfund, meget lidt i den politiske debat om uligeløn.

Ifølge historiker Astrid Elkjær Sørensen, der i en årrække har forsket i ligelønsproblematikker, skal en del af forklaringen hentes i den politiske Tjenestemandsreform fra 1969.

– Tjenestemandsreformen er en af Danmarks store embedsmandsreformer, der måske på grund af sin kompleksitet er gået i glemmebogen, selvom den har haft afgørende betydning for uligelønnen og de lønhierarkier vi har i dag, siger hun.

– Man skal huske, at den danske model ikke fandtes på det offentlige arbejdsmarked før 1970’erne. Indtil da havde man et tjenestemandssystem, hvor stat og kommuner lovgav om løn- og arbejdsforhold for de offentligt ansatte. Den historik er vigtig, når vi taler om, hvordan ligelønsproblemerne er skabt, og hvordan vi løser dem, forklarer Astrid Elkjær Sørensen.

Da kvinderne endte i bunden
I 1960’erne voksede velfærdsstaten, og det blev nødvendigt at ansætte flere mennesker hurtigt, og på mere fleksible vilkår end tjenestemandsansættelser.

– Selvom tjenestemandsreformen oprindeligt havde ambitioner om at skabe et mere fair lønhierarki, blev opgaven altså først og fremmest at holde styr på de offentlige finanser, der var løbet løbsk efter den store og hurtige udvidelse af velfærdssamfundet, fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

Med aftalen besluttede man altså at fastholde de offentlige lønninger i et hierarki, hvor de kvindedominerede fag overvejende endte i bunden af hierarkiet, fordi det simpelthen ville blive for dyrt at hæve nogle af de store lønmodtagergrupper.

Den del af uligelønnen, der skyldes den lave løn i kvindedominerede fag, er altså et resultat af tjenestemandsreformen. Ifølge Astrid Elkjær Sørensen er det vanskeligt at forestille sig, at løngabet kan mindskes inden for det almindelige aftalesystem.

– Hvis vi forestiller os, at lønnen til store grupper af lønmodtagere, eksempelvis sygeplejersker og pædagoger, skal hæves inden for den ramme, man har at forhandle om, betyder det jo, at andre grupper skal holde rigtig meget for. Det er meget solidaritet at bede om, vurderer hun.

Kalder på politisk løsning
Ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 anerkendte en samlet fagbevægelse lønefterslæbet i de kvindedominerede fag. I en fælles henvendelse til Folketinget bad man om en ekstra lønpulje til at udligne de historiske lønforskelle.

– Man sagde simpelthen, at hvis vi skal løse det her problem, så er vi nødt til at have en ekstra kage, vi kan dele os ud imellem os. Lønhierarkiet er skabt politisk og derfor vanskeligt at løse for arbejdsmarkedet uden hjælp fra Christiansborg, forklarer Astrid Elkjær Sørensen.

Enhedslisten bar kravet om en ligelønspulje på fem mia. kr. ind i Folketinget. Socialdemokratiet stemte sammen med blå blok imod forslaget, mens SF og Radikale Venstre stemte blankt. Forklaringen lød, at det var upassende og stik imod den danske model at politikere blandede sig i overenskomstforhandlinger – på trods af, at en samlet fagbevægelse selv havde bedt om hjælpen.

– Det nuværende lønhierarki er skabt politisk, og derfor er det altså for nemt at påstå, at Christiansborg ikke har nogle aktier i den del af ligelønsudfordringerne, afslutter Astrid Elkjær Sørensen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *