Når man læser sit medlemsblad, kan man få gode idéer. Det fik jeg, da bladet i marts sidste år havde et temanummer om Østeuropa med artiklen “En landsby i Bulgarien”. Der må jeg hen, tænkte jeg.
Gunna Starck, Rød+Grøn
I et par år har jeg kombineret European Lefts sommeruniversitet med rejser til Krakov, Bratislava, Budapest, Ljubliana, Sarajevo, Mostar og Tirana. Her har jeg fundet knapt så globaliserede, stereotype og “vestlige” byer, selv om flere af dem er godt på vej.
Men rigtigt ud på andet i Østeuropa kom jeg ikke, så her var den bulgarske landsby Svezhen, der har dansktalende beboere med lokalkendskab, en oplagt mulighed i år. Man kommer nemlig ikke langt med fremmede sprog (bortset fra russisk) i Østeuropa.
Vandfald og flåtbid
Rigtig mange mennesker bor og lever stadig på landet i Bulgarien, men turisterne og interrailerne, som jeg meldte mig under fanerne hos, pisker stadig fra den ene hovedstad – med H&M, Starbucks, McDonald’s – til den anden. De byer er ikke repræsentative for den lokale kultur. Så jeg skulle ud på landet og havde siden november været i kontakt med ægteparret Dorte og Christo, der bor i landsbyen i Balkanbjergene. Her ville jeg – uden bil – forsøge at klare mig på de lokale præmisser.
Det var rigtig ferie, for dagene i landsbyen forløb i et tempo og med materielle vilkår, som får simple daglige gøremål til at fylde. I de 14 dage, jeg boede i huset, havde jeg 12 gæster i kortere eller længere tid.
Udflugter gik til den lille stationsby Karlovo, som har en produktion af elektricitet fra byens flotte vandfald, og til Plovdiv, som har overtaget kulturbystafetten efter Aarhus. Her fik vi afprøvet det bulgarske sundhedsvæsen, da mit barnebarn på to år viste sig at have et inficeret flåtbid med hjemmefra. På skadestuen blev hele familien straks blev vist op på 1. sal, hvor der sad tre sundhedspersonaler klar. De konstaterede, at det ikke var akut og sendte hele familien i ambulance over på infektionsmedicinsk. Antibiotika blev udskrevet, så i ambulance tilbage til sygehusapoteket, hvor man kunne få medicinen. Ingen bad om papirer endsige blåt sygesikringsbevis. Der var bare høj service.
Kommunalt budget på nul
Tilbage i Svezhen havde vi spændende snakke med Dorte og Christo. Byen er en småkommune under storkommunen Brezovo, og i princippet er Svezhens budget på nul. Alle pengene er i storkommunen, så Christo, der er borgmester, skal ind og snakke sig til hver en krone til vejskilte, belægning og projekter. Af samme årsag stiller han op til næste valg i storkommunen.
Mens vi var i byen holdt en professor i antropologi et foredrag om Svezhen, som er meget gammel og speciel på den måde, at beboerne ikke var bønder, men levede af rosenproduktion til parfume. På mit spørgsmål om, hvorfor man ikke gør det i dag, var svaret, at de, der arbejder, hellere vil have et 9 til 16-job end det hårde, sæsonprægede arbejde med roserne. Det er i et vist omfang overtaget af vandrende romaer, som ikke er vellidte i byen. Hvor er så de nye job? På våbenfabrikkerne i Karlovo og en nærliggende forstad. Bulgarien har nemlig en af Europas største våbenproduktioner.
Uden for Svezhen gik vi vidunderlige ture i det meget frodige og grønne landskab, der sine steder kan minde om det nordlige Småland. Her vrimlede det med biller, guldsmede, sommerfugle og en overdådighed af forskellige planter, blomster, bær og meget blandet træbevoksning.
Byen har godt 100 faste og mest gamle indbyggere (der er kun fem skolebørn tilbage, og de bliver hentet i skolebus), men om sommeren kommer familierne hjem og besøger – og hjælper – (bedste)forældrene. Så stiger indbyggerantallet betragteligt.