Resolution sidestiller kommunisme med fascisme

Af:

Aksel V. Carlsen, EPU & IU, Greve-Solrød

Jeg deltog denne weekend i et Østeuropa-møde i European Left. Blandt de emner, vi diskuterede, var NATOs oprustning, nynazismen samt den omfattende glorificering af SS-veteraner i Baltikum, Moldova og Ukraine.

Flere deltagere var bekymret over, at EU-parlamentet i september med overvældende flertal vedtog en resolution, der ligestillede kommunisme med fascisme. Det lykkedes mig desværre ikke at finde relevant information om denne afstemning.

Da public service-medierne bombarderer os med massiv koldkrigshysteri og da der næppe er mange i vores parti der kender til den nævnte EP-resolution, vil jeg venligst bede Nikolaj Villumsen fortælle, hvordan han i den relation brugte sit EP-mandat, og hvad hans holdning til den famøse resolution var.

Svar til Aksel V. Carlsen

Nikolaj Villumsen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten

Den resolution, som du hentyder til, må være ”Betydningen af europæisk historiebevidsthed for Europas fremtid” med det tekniske navn RC9-0097/2019.

I EU-parlamentet stemmer vi om ændringsforslag først og den samlede tekst til sidst. Derfor har vi stemt for et ændringsforslag med følgende ordlyd: “Fordømmer alle manifestationer og udbredelse af totalitære ideologier, såsom nazisme og stalinisme, i EU”. Bemærk, at der ikke står kommunisme.

Vi har stemt imod den samlede resolution, hvilket vi i øvrigt har gjort sammen med langt størstedelen af venstrefløjsgruppen. Det har vi gjort af den simple årsag, at selv om Enhedslisten fordømmer totalitarisme i enhver form, så indeholder resolutionen store forenklinger af Europas historieskrivning.

Vi svarer gerne i Rød+Grøn, men du er også altid velkommen til at kontakte mig på [email protected] . Så hjælper Enhedslistens delegation i EU-parlamentet gerne med at afklare hvad vi har stemt for og imod.