Retning: Nej til massenedrivninger – Forsvar vores almene boliger!

Af:

Tilbage i marts i Mjølnerparken præsenterede Lars Løkke regeringens såkaldte “ghetto-plan: “Èt Danmark uden parallelsamfund- Ingen ghettoer i 2030”. I løbet at foråret indgik den seks såkaldte “ghetto”-aftaler med skiftende flertal i Folketinget. Så snart kan endnu flere af landets fattigste og mest udsatte mennesker lægge hjemløshed oven i bunken af problemer. For ja, der er sociale problemer i de almene boligområder, hvor folk med færrest penge bor, men de bliver kun større i takt med, at regeringens politik øger uligheden i vores samfund.

Partierne bag aftalerne vil kun gøre ondt værre ved at tvangsflytte mennesker med ikke vestlig baggrund, rive massevis af almene familieboliger ned og forbyde arbejdsløse at flytte ind i de såkaldte hårde “ghetto”-områder. I Enhedslisten anerkender vi slet ikke præmissen om, at der skulle være et kæmpe problem med parallelsamfund i Danmark. At de såkaldte “ghetto”-aftaler italesættes, som en kamp mod parallelsamfund, ser vi som stærkt stigmatiserende. For man bekæmper hele befolkningsgrupper i stedet for at tage fat i de reelle sociale problemer i de udsatte boligområder.

Det er til gengæld et kæmpe problem, at almindelige mennesker efterhånden ikke har råd til at bo i storbyer som København og Aarhus. Og hvor skal de tvangsforflyttede bo, når der ikke er planer om alternative billige boliger? I juni indgik alle andre partier end Enhedslisten i byrådet i Aarhus en lokal “ghetto-aftale” om at nedrive 1.000 almene boliger i Bispehaven, Gellerupparken og Toveshøj. Det ser ud til at have inspireret byrådet i Odense, som netop er kommet med den “sidste Vollsmoseplan” om at rive 1.000 familieboliger ned. Det vil forværre boligmanglen og få boligpriserne til at stige i de to byer.

Modstanden vokser i Aarhus, Odense og Kbh., hvor du kan blive aktiv i “Almen Modstand”. Du kan også tage kampen op i din boligforening og fagforening – kæmpe imod, at I følger Aarhus’ dårlige eksempel i din by. Det bliver en lang, sej kamp – men den bliver helt afgørende for at bevare vores almene boligbevægelse.

Anne Hegelund

Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse