Et af ældrereformens centrale område er at skaffe bedre vilkår for at private kan agere på
plejeområdet. Det skulle ifølge ældreministeren give bedre konkurrencevilkår (underforstået at
så må det offentlige oppe sig) og sikre den ældre frit valg (dvs. mellem offentlig og privat pleje,
ikke mellem forskellige ydelser).
En ny opfindelse for at kommunale plejehjem kan drives som private virksomheder er de
såkaldte lokalplejehjem. De skal ejes og drives af kommunen, men organiseres som et
aktieselskab. Desuden skal de fritages for kommunale politikker og standarder som f.eks.
økologi og miljø, og det skal være muligt for beboerne at tilkøbe forskellige ydelser. Det er
provenuet fra disse ydelser, der skal sikre, at lokalplejehjemmene giver et overskud.
Af en eller anden grund var der ikke rigtig nogen kommuner, der i første omgang lod sig friste af tanken. KL skrev derfor rundt til kommunerne og opfordrede til, at man gav det en ekstra overvejelse. Det medførte, at 8 ud af 98 kommuner inden fristen 1. juli besluttede at gå ind i arbejdet med at oprette lokalplejehjem. De er blevet bevilget 4 mio. pr. kommune til dette arbejde:
Odsherred (UP): Arbejdsgruppe, anbefalinger gives forår 2026
Greve (V): Plejehjem udpeget, kommunen undersøger, men har ikke besluttet endnu
Køge (S): Udpeger plejehjem efteråret 2025, medarbejdertilfredshed centralt
Slagelse (V): Kommunen undersøger, hvor langt man kan gå med tilkøbsydelser
Faxe (V): Et kommende nyt plejehjem bliver lokalplejehjem med indflytning 2030
Egedal (S): Dialogmøder afholdt, analyse i gang. Processen fortsætter til 2026
Frederiksberg (S): Konkret proces- og tidsplan fremlægges efter sommerferien 2025
Lemvig (V): 2,9 mio. Planlægning starter først nu
Det er tydeligvis ikke et ønskescenarie for kommunerne – og bestemt heller ikke for
Enhedslisten. Det er vigtigt, at vi følger arbejdet nøje, hvilket også blev aftalt på Regions- og Kommunaltræffet i Middelfart 10. august.
Fokus på ældrereformen
På næste træf, som ligger efter kommunalvalget, vil vi igen tage dette og andre emner fra
ældrereformen op til diskussion, og finde ud af, hvilke initiativer vi kan tage i den nye virkelighed inden for plejeområdet.
Det er vigtigt at gå imod øget ulighed men også at holde øje med, at pengene ikke fosser ud af kommunekasserne.
SÆPU har det sidste år arbejdet med ældrereformens mange aspekter. Man kan læse mere om dette på vores hjemmeside Senior- og Ældrepolitisk Udvalg – SÆPU.
Fx: Der bruges markant færre penge i kommunerne på ældre end 2019: I 2024 brugte kommunerne 6,4 mia. kr. mindre på ældre over 80 år end i 2019.