Foto: Katinka Klinge

”Selvfølgelig er det et job for kvinder!”

Bolette Rose Jørgensen er 28 år og møbelsnedker. Hun synes indimellem, at det er hårdt at arbejde i en stærkt mandsdomineret branche, men hun er glad for sit karrierevalg.

Finn Sørensen, Rød+Grøn

Hvordan fandt du på, at du gerne ville ind i byggebranchen og være møbelsnedker?
– Jeg har altid godt kunnet lide gamle håndværk, at vide hvordan ting virker eller er lavet.

Og jeg synes det er meget tilfredsstillende at kunne lave ting selv i stedet for at være afhængig af at skulle have hjælp til f.eks. at hænge en hylde op. Så jeg begyndte på grundforløbet for at blive mere fortrolig med værktøj og få lidt byggeskills. Og så blev jeg bare ret grebet af faget og det der med at have et meget konkret resultat foran sig.

– Håndværk er meget ærligt arbejde, på den måde at det kræver tid og flid at skabe noget smukt og brugbart. Du kan ikke snyde hjørner. Det kan jeg godt lide. Og så var jeg så heldig at få en læreplads, hvilket er ret svært som møbelsnedker. Så måtte jeg jo give det en god chance er heldigvis glad for det valg. 

Men vi hører jo dagligt om, at det er hårdt fysisk arbejde i byggebranchen, med stor nedslidning og mange arbejdsulykker. Er det overhovedet et job for kvinder?
– Selvfølgelig er det et job for kvinder! I starten af min læretid havde jeg et stort behov for at løfte mindst lige så meget som mine mandlige kollegaer. Og kun bede om hjælp hvis jeg under ingen omstændigheder kunne klare arbejdet selv. Det fik jeg ret ondt i ryggen af.

– Nu synes jeg, jeg har fundet en god balance, hvor jeg altid prøver selv først, og hvis jeg kan se det vil gå hurtigere og være mere skånsomt at være to til f.eks. et tungt løft, så kalder jeg lige på en kollega. Det jeg ikke kan løfte selv, bør min mandlige kollega jo heller ikke løfte alene.

Byggebranchen har også ry for at være et sted, hvor tonen kan være rå, og hvor skurene er plastret til med nøgne damer. Kan du genkende det og hvordan har du det med det?
– Ja, der kan godt være en grov tone. Fordi tingene tit skal gå stærkt og reelt kan være farlige hvis man ikke reagerer hurtigt – så bliver der talt meget direkte. Og det kan jeg sådan set godt lide. Det er sgu fint nok at råbe op hvis man er sur eller træt af noget, så renser man luften og kommer videre. Men den anden del er når tonen bliver decideret grov – racistisk eller sexistisk. Det er noget møg og rigtig anstrengende.

– Nøgne damer på vægene har jeg altid hadet. Det er så træls at de eneste kvindelige kollegaer du har, er dem der hænger på væggen uden tøj på. Det er altså for meget at skulle kigge på nøgenhed mens man arbejder. Når jeg har adresseret at jeg synes vi skal pille kalendere og plakater med nøgne damer ned, har jeg tit fået kommentaren, “jamen, du kan da bare hænge nogle nøgne mænd op. Så er der også noget for dig at kigge på!”.

Men nej, det er bare ikke det samme. Kvinders kroppe er blevet seksualiseret og markedsgjort i en sådan grad at det ikke “neutraliserer” et rum hvis man også hænger en nøgen mand op. Og da slet ikke hvis det er en madsdomineret arbejdsplads i et mandsdomineret fag.

Har du selv været ude for grove bemærkninger, seksuel chikane og den slags?
– Jeg tror aldrig, jeg er blevet kaldt noget groft på arbejdet, som havde noget med mit køn at gøre. Men jeg har helt klart oplevet træls opførsel. Det kan være hvis jeg er på vej ned af en stige, og en mandlig kollega iler over for at stå for neden af stigen, så jeg ikke kan undgå at gå ned i armene på ham.

– Ellers synes jeg mest jeg har oplevet at mandlige kollegaer synes det er sjovt at gøre mig usikker. F.eks. ved hele tiden at stille spørgsmålstegn ved min faglighed, “Nå, du har tænkt dig at bruge dén maskine. Okaaaay. Interessant”. Og kigge mig over skulderen, når jeg laver noget. Eller have en forventning om at jeg rydder op, tager mig af nye folk, laver kaffe og alt det der ekstra, som skal til for en arbejdsplads glider. Eller at det i højere grad er i orden at afbryde mig i mit arbejde, så de selv kan komme hurtigt videre med deres.

Altså bare små ting, hvor man hele tiden skal være ovenpå og i forsvarsposition.

Det er enormt anstrengende og drænende i længden.

– Jeg prøver at skelne mellem om jeg kan mærke folk opfører sig træls fordi de ikke tænker over det, eller om de gør det bevidst for at gøre mig utilpas. Du kan simpelthen ikke forvente at alle du møder i dit liv er skolede feminister, der har lært at undgå at bruge herskerteknikker og jeg ved ikke hvad. Derfor diskuterer jeg heller ikke queerfeminisme med mine kollegaer. Men vi kan godt snakke om at man skal behandle kvinder ordentligt. Det er jo til at forstå.

Hvis du oplever, at tonen bliver for grov, hvad stiller du så op med det? Trækker du bare på skuldrene, eller får de svar på tiltale?
– Hvis nogen siger noget, der er over grænsen, plejer jeg at køre den længere ud – så vedkommende som har sagt noget dumt selv bliver flov og synes det er for meget. Så kan man grine lidt af det og måske indse at den ikke var helt god.

– Det kan også tage røven lidt på folk, når sådan en ung, blond pige taler meget grimt.

Så kan de godt selv høre det er groft. Hvis man råber af mig, råber jeg igen. Det virker.

Der er meget få kvinder i byggebranchen. Hvad er det, der holder dem væk? Det hårde fysiske arbejde? Kulturen? For dårlige vilkår, for eks. ved graviditet?
– Jeg tror, det, der i første omgang holder mange kvinder væk fra byggebranchen, er, at de aldrig rigtig er blevet præsenteret idéen. Hvis du kun ser store mænd på den byggelads, du passerer hver dag, så er det jo det billede du har af en bygningshåndværker.

Så vi skal vise nogle almindelige kvinder i håndværk. Uden fokus er på køn. Bare en kvinde, der bygger fordi det er fedt at bygge.

– Kulturen er sikkert også en barriere for nogle. Hvis man gerne vil gøre byggebranchen bliver mere imødekommende for kvinder, kan man lige tænke en ekstran gang over den smarte bemærkning, man skal til at fyre af; ”Ville jeg sige det her hvis min mor var til stede? Ville jeg blive vred hvis nogen kaldte min søster eller kone det her?” Så er det nok heller ikke god stil at bruge den opførsel overfor din kvindelige kollega. Det er jo ikke raketvidenskab at opføre sig ordenligt..

– Og så er det der graviditet jo lidt besværligt. Man kan ikke løfte noget, må ikke udsættes for støj, vibrationer eller kemikalier. Jeg tror da helt klart, det kunne være en hjælp hvis fagforeninger – og firmaerne for den sags skyld – gjorde mere ud af at forholde sig til graviditet på en konstruktiv måde. Og dkilte med det, så det er nemt for den ansatte at læse materialet i ro og mag.

Synes du, det er vigtigt, at der kommer flere kvinder ind i faget, og hvad skal der til, for at det sker? Gør arbejdsgiverne, fagforeningen, Folketinget nok for, at det sker – hvis ikke, hvad skal de så gøre?
– Jeg synes ikke, der bliver gjort nok. Der er en masse snak om at ”vi skal have kvinderne med”, men der sker jo ikke rigtig noget. Der skal være nultolerance overfor sexchikane på arbejdspladsen. Det er nogle helt sindssyge ting, der bare bliver trukket på skuldrende af fordi arbejdsgiverne har berøringsangst.

– I Australien kører man det på den måde, at hvis du bliver anklaget for sexchikane, bliver du sendt hjem fra arbejde i to uger uden løn. Bum. Så må du selv forklare lillemor, hvorfor du ikke er på arbejde og hvorfor der ikke er nogen penge på kontoen. Alle fagforeninger og mesterorganisationer bør have link til barselsregler, arbejdsmiljø på forsiden af deres hjemmesider. Det ville klæde fagforeninger og mestre at arbejde for kønsblandede sjak og mere åben rekruttering.

– Der er faktisk en del kvinder, der tager håndværksuddannelser. Men mange forlader branchen når de får børn. Branchen er simpelthen ikke er smidig nok, når det kommer til fleksible arbejdstider, så man kan aflevere børn.

Det er hårdt arbejde på den måde, at når man er på arbejde skal du fandeme præstere. Produktionen skal gå stærkt og du er på. Det tror jeg er en hård kultur at komme tilbage til efter et års barsel. Måske skal man kigge mere på ret til deltidsarbejde i overenskomsterne, så hverdagen for børnefamilier er mere overskuelig.

Og så selvfølgelig efteruddannelse, bedre arbejdsmiljø og fokus på at hindre nedslidning.

Du er også fagligt og politisk aktiv. Hvad siger kollegerne til det og hvordan får du plads til det hele i et liv hvor hårdt fysisk arbejde fylder det meste?
– Mange af mine kollegaer synes det er fedt jeg er politisk og fagligt aktiv. De ved, de kan spørge mig om råd, hvis de f.eks. skal vide noget om overenskomsten.

– Der er helt klart også kollegaer, som synes det er spild af tid, og som er kritiske overfor f.eks. fagforeningen. Og der er også masser at kritisere, så jeg prøver at tage udgangspunkt i hvad de siger og åbne en snak op. Ja, der findes pampere. Ja, der er tæt samarbejde mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet og ja, der sker fejl og er lang behandlingstid i faglige sager. Men jeg håber, det bliver tydeligt at fagforeningen er en (forholdsvis) demokratisk forening, hvor man som medlem er med til at præge retningen. Fagforeningen er jo ikke stærkere end dens medlemmer;)

– Det er ikke altid nemt at tage de store politiske diskussioner, når der er fart på og larm. Men det er sgu et godt kompas til at vide om det du laver giver mening – kan du snakke med dine kollegaer om det? Er det noget, der skaber genklang i skuret eller taler du bare for døve ører? F.eks. er den stigende pensionalder noget, der virkelig kan få folk op af stolene.

– Hvordan jeg får plads til det hele? Jeg ser ikke fjernsyn og har ikke børn;) Ej, det er da klart en udfordring at nå det hele, og det kan være udmattende at sidde til møde efter en lang arbejdsdag. Møder bør ikke vare mere end en time. Slut. Der var lige en udfordring til Enhedslisten, hva’?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *