På tværs af landet strømmede folk – på trods af coronabegrænsningerne – til klimamarch den 5. september. Foto: Søren Egge

Siden sidst

Den gode nyhed
Samtykkebaseret voldtægtslov. Regeringen, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre har lavet en aftale om samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Enhedslistens retsordfører Rosa Lund jubler over, at aftalen er i hus.

– Det her er et fuldstændig afgørende skridt for ligestillingen i Danmark, vurderer hun.

Den dårlige nyhed
Overfyldt flygtningelejr nedbrændt. I september brændte Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos. Dermed blev 12.000 i forvejen sårbare mennesker akut hjemløse, heriblandt 4.200 børn.

– Vi skal hjælpe så meget, vi overhovedet kan – især børnene, som ikke har et sted at være. Vi kan starte med at tage 50, ligesom Norge har gjort, men det vil være fint at tage flere, siger udenrigsordfører Eva Flyvholm.

Citatet
”Enhedslisten vil bruge de næste fire år på at slås for frihedsrettigheder, ytringsfrihed og medborgerskab – uanset hudfarve og religion. Vi vil slås for en integration, hvor vi siger velkommen til nye borgere, giver alle en chance for at få en uddannelse, lære dansk og være med. Vi vil slås for medmenneskelighed, ligeværd og gensidig respekt. Så lad mig bare sige til Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye: Hvis I tror, der bliver ro om udlændingepolitikken, så kan I godt tro om igen.”

Pernille Skipper i sin årsmødetale