Situationen i Nordsyrien vækker bekymring

Af:

Befolkningen i Rojava er i øjeblikket voldsomt belastet af hårde kampe mod både Islamisk Stat og de tyrkiske invasionsstyrker. Samtidig står Rojavas myndigheder alene med ansvaret for at håndtere titusinder af tilfangetagne IS-krigere fra 54 forskellige lande, samt deres familier.

Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver for Enhedslisten

I aften vender Søren Søndergaard, medlem af Folketinget for Enhedslisten, hjem efter et besøg i Rojava i det nordlige Syrien. Et besøg, der har vakt både respekt og bekymring for Rojava og dets befolkning, der i antal er på størrelse med Danmarks.

– Det er rystende, at over 12.000 unge mænd og kvinder af vores allierede har mistet livet i kampen mod Islamisk Stat. Vi skylder virkelig befolkningen i Rojava en stor tak, påpeger Søren Søndergaard.

Efterlyser hjælp fra omverdenen
Rojavas myndigheder står så godt som alene med at håndtere de over 300.000 civile, som Tyrkiets invasion har sendt på flugt.

– Det er chokerende at opleve, hvor lidt støtte de har fået efter den tyrkiske invasion. Over 80 skoler er i øjeblikket er lukket, fordi lokalerne bruges til at huse de mange flygtninge. Her må det internationale samfund straks træde til, mener Søren Søndergaard.

Et særligt stort indtryk gjorde det på ham at mødes med repræsentanter for den kristne minoritet.

– Ligesom kurderne er de blevet fordrevet fra de tyrkisk besatte områder. Når deres forfærdelige historier kommer frem i lyset, håber jeg, at den danske regering vil sige klart fra over for denne folkefordrivelse.

Under sit besøg har Søren Søndergaard haft møder med bl.a. Rojavas udenrigsminister, talspersonen for de kurdiske selvforsvarsstyrker (YPJ), medlemmer af den parlamentariske forsamling i Rojava samt repræsentanter for nødhjælpsorganisationen Kurdisk Røde Halvmåne.