Skal fremtidens ungdomsuddannelse være et enhedsgymnasium for alle?

Ungdomsuddannelserne skal styrkes, og der skal fortsat være lige adgang til uddannelse over hele landet.

Hvordan løser man så den bundne opgave? Her deles vandene mellem dem, der groft taget vil lappe på det eksisterende system, og dem, der vil gå mere drastisk til værks. Meget kunne tyde på, at trangen hos Mattias Tesfaye til drastiske løsninger er stærk. Der har siden 1970 været talt op og ned stolper og vægge om uddannelsernes restgruppe, men de talrige og ofte hovedkuldse justeringer har ikke battet. De har snarere forværret situationen.

Sik-sak kurs

Det skyldes uden tvivl også uddannelsespolitisk sik-sak-kurs. Til erindring: Anders Fogh Rasmussen præsenterede i 2005 en strategi for at klare sig i det globale vidensamfund. Helle Thorning-Schmidt fulgte fra 2013 stort set samme strategi. Det betød, at stadigt flere søgte ind på universiteterne og dermed overopfyldte regeringens måltal for antal universitetsuddannede bachelorer og kandidater.

For godt og vel fem år siden skiftede den socialdemokratiske regering spor. Nu skulle ”produktions-Danmark” oprustes på bekostning af ”videns-Danmark”. Dette sporskifte fandt sted uden den selvransagelse, man kunne forvente. Altså ’keine Hexerei, nur Behändigkeit’ – ansvaret ligger på skiftende politiske flertals skuldre. Undertiden med støtte fra svingende og modstridende interesser: erhvervsliv, centraladministration, forældre og unge. Hertil skal lægges de faglige organisationer og lobbyer, som vil bekæmpe med næb og kløer, at de skal puttes i gryden.

Ministeren meldte tidligere ud, at 40% forventedes at vælge praktisk ungdomsuddannelse, der skulle opstå ved at mikse eksisterende uddannelser: “Vi kigger på 10. klasse, hf, eux og hhx. Hvis vi putter alt det ned i en gryde, så må vi se, hvad der kommer op af gryden”. Lad os kalde det kreativ destruktion. Virkeligheden banker på døren: Unge i klemme: 73.000 15-29-årige uden job og uddannelse. Uddannelser i klemme: fald i antal ansøgere til professionsuddannelserne og for få, der vælger en erhvervsuddannelse plus et stort frafald. Landsdele i klemme: der er en reel fare for lukning af uddannelsessteder i yderområderne. Nationen i klemme: ungdomsårgangene bliver mindre de kommende år. Er kreativ destruktion en del af løsningen?

For at samle op: ministeren har på Sorø-mødet i august sagt, at 90% af en ungdomsårgang tænkes ind i det nye gymnasium eller den nye ungdomsuddannelse. Det betyder, at det traditionelle gymnasium nedlægges, og at erhvervsuddannelserne bliver til voksenuddannelser. Det er de faktisk allerede i dag, hvor gennemsnitsalderen ved uddannelsens begyndelse er 25 år.

Det betyder, at unge i alderen 16-19 år, og som ønsker en mere praktisk orienteret uddannelse i form af værksteder, samspil mellem teori og praksis og tillige relevante linjer med retning mod erhvervsuddannelse, professionsuddannelse eller universitetsuddannelse, kan blive en del af et ungdomsmiljø og en egentlig ungdomsuddannelse.

Et treårigt enhedsgymnasium som løsning på uddannelseskrisen?

Men vi skal ikke overse, at ministerens prioritering af folkeskole og erhvervsfaglige uddannelser også indeholder elementer, vi ikke kan og skal bakke op om. Giver det god mening at tænke en praktisk orienteret ungdomsuddannelse på 2 år, mens andre ungdomsuddannelser fortsat tænkes at være 3-årige? Er det fornuftigt at udelukke ca. hver femte fra optagelse på STX alene grundet karakterniveau? Og hvad gør man ved de godt og vel 15-17%, der ikke klarer folkeskolens afgangsprøve?

Lad os sætte tingene i relief: Reformkommissionen fremlagde i maj 23 sine vidtløftige tanker om en total omlægning af ”uddannelseslandskabet”. Dele af denne kreative destruktion er allerede undervejs: dimensionering af optaget på universiteterne med effekter, vi endnu ikke kender omfanget af. For ARTS på AU skæres ca. 18% af pladserne på humaniora ud fra kriteriet dimittendledighed, hvilket i sig selv er et sælsomt kriterium, eftersom de fleste kommer i arbejde efter en vis periode. Vi kunne f.eks. anlægge et samfundsperspektiv og med rette hævde, at der er brug for kandidater, der behersker fremmedsprog, national og global historie m.v. Ligeledes forskyder dette makværk sig opad i systemet: færre bachelorer = færre kandidatstuderende. Altså igen en risiko for, at nødvendige fag udsultes og nedlægges. Det tænkes som modsvaret af en fordeling universiteterne imellem, hvorigennem nogle fag kun opslås på et eller højest to universiteter. Konsekvenserne kan man faktisk ikke overskue p.t.

Fejlskud

I kommissionens forestillinger indgik også en naiv tanke om, at afviste på universiteterne ville søge professionsuddannelserne. Som vi ved fra optaget til bl.a. lærer- og pædagoguddannelserne, gik det ganske anderledes. Tvang alene gør det ikke, når de mulige kommende lærer- og pædagogstuderende hører om uddannelsernes dårlige omdømme og konstant konfronteres i medierne med elendighederne i skoler, daginstitutioner og døgninstitutioner: dårlig løn, dårlige arbejdsforhold, begrænsede karrieremuligheder osv.

Det er altså på baggrund af disse fejlskud udi kreativ destruktion, at vi skal tage stilling til ungdomsuddannelserne.

Lad mig tage en parallel: i 1975 afskaffedes realeksamen, der havde eksisteret siden 1903. Afskaffelsen var et led i skabe en struktur, der fremmede enhedsskolen. Dvs. at der var en politisk rimelig begrundelse for dette. Hvis vi nu skal lege videre med den parallel, kunne vi altså i 50-året for afskaffelse af realeksamen nå frem til at afskaffe studentereksamen, som vi kender den i dag. Hvis vi går videre ad den vej, må sigtet være at etablere en enhedsuddannelse for alle (med de undtagelser, der altid vil forekomme).

Mon ikke dette kunne række til diskussionen på landsmødet den 7. september?