Magnus Skovrind Pedersen er næstformand for Tryghedsgruppen og kandidat til valget, der i dag starter i hovedstaden. Foto: Tryghedsgruppen

Skal vi ikke styre formuerne, vi selv ejer?

I dag starter valget til Tryghedsgruppen, der styrer TrygFonden. Der er over en halv million mennesker, der kan stemme – og dermed have indflydelse på, hvordan fondens mange milliarder kr. skal investeres.

Magnus Skovrind Pedersen, Enhedslisten Sydhavnen, næstformand for Tryghedsgruppen og kandidat til valget

Nogle steder styrkes folkelige kræfter, andre steder svækkes vi. Et af de steder, vi bør gøre en større indsats, er der, hvor vi har demokratisk magt over store formuer. Det er tydeligt, når vi ser, hvor meget det betyder, når dygtige medlemmer i de akademiske pensionskasser de seneste par år har fået gennemført store grønne investeringspuljer og fået pensionsformuerne ud af kul- og olieselskaber.

Tryghedsgruppen, der styrer TrygFonden, har samme demokratiske struktur. Alle forsikringstagere i Alka og Tryg kan kontrollere den omtrent 40 mia. kr. store formue.

Medlemsdemokratiet er styrket
I dag starter valget for medlemmer i hovedstaden. Der er over en halv million, der kan stemme, men de færreste gør brug af indflydelsen. Valget er vigtigt, da Tryghedsgruppen virkelig har rykket sig i en progressiv retning de sidste par år. Vi har bl.a. styrket medlemsdemokratiet markant (dog fra nærmest et nulpunkt) – f.eks. får medlemmerne nu besked om, at de kan stille op og stemme.

Vi har også styrket TrygFonden og bidraget med helt nye indsatser om tilbagetrækning. Det var TrygFonden, der havde finansieret det meste af den viden og data om nedslidning og arbejdsmiljø, der fyldte den offentlige diskussion i foråret og under valget sidste år.

Endelig har vi sikret, at Tryghedsgruppen har afskaffet investeringer i kul- og olieselskaber – nu mangler vi blot storebroderen i Tryg, der stadig har knap 100 mio. kr. i samme typer selskaber.

Vi skal sætte os ved mødebordene
Vi har brug for repræsentanter, der kan fortsætte med at sætte almindelige lønmodtageres krav, klimaets og de brede samfundsinteresser over de store virksomheders interesser.

Der er ikke blot brug for, at vi lægger pres på andre mennesker, der forvalter fællesskabets midler ved at demonstrere og kritisere. Der er også brug for, at vi selv sætter os ved mødebordene. Der er brug for, at vi tager magten over vores fælles ejendom.