Skattely-selskaber skal betale penge fra hjælpepakker tilbage

Af:

De hjælpepakker, der er vedtaget for at afbøde corona-krisen, risikerer at sende skattekroner direkte til selskaber i skattely. Derfor skal selskaber, der ligger i skattely, betale pengene tilbage – med renter, mener Enhedslisten.

Simon Halskov, Rød+ Grøn

Det er helt absurd at forære penge til selskaber, der gør alle mulige krumspring for at undgå at bidrage til fællesskabet, lyder det fra Enhedslistens Rune Lund. Han foreslår nu, at multinationale selskaber, der er placeret i skattely og tillige ikke har betalt dansk selskabsskat de seneste fem år, skal betale pengene fra hjælpepakkerne tilbage med renter.  

– Det er gået meget stærkt med at lave hjælpepakker, og det er også vigtigt for at føre dansk økonomi igennem krisen. Men vi bliver nødt til at kigge kritisk på, hvem der modtager pengene fra hjælpepakkerne, siger han og fortsætter:

– Vi skal ikke åbne kassen for selskaber i skattely, der ikke bidrager til fællesskabet. Selskaber i skattely skal ikke have de samme privilegier som selskaber, der betaler dansk selskabsskat.

De bryder samfundskontrakten
Rune Lund mener ikke, at selskaber, der placerer sig i skattely for at undgå at betale dansk skat, overholder den samfundskontrakt, der er grundlaget for hjælpepakkerne.

– Det er ellers enkelt: Man bidrager, når det går godt, og så hjælper statskassen, når det går skidt. Hvis ikke man bidrager, skal man heller ikke kunne modtage støtte. I så fald bør pengene fra hjælpepakkerne laves om til lån, der betales tilbage til statskassen med renter, forklarer han.

Skattely koster i forvejen Danmark et kæmpe milliardbeløb årligt og skaber unfair konkurrence, fremhæver Rune Lund.

– Det er især de største multinationale selskaber, der benytter sig af disse skumle manøvrer. Hvis vi ligefrem forærer disse selskaber støttepenge, så sætter nasseriet nye rekorder, forudser han.