Skovene er i krise – og vores forbrug bærer skylden

Af:

Vores bøffer, frysepizzaer, shampoo og såkaldt klimavenlige brændstof er direkte medvirkende til den massive rydning af skov på kloden. Det forklarer Gry Bossen fra organisationen Verdens Skove. Hun efterlyser, at landbruget og politikerne tager et miljøpolitisk ansvar, når der handles med omverdenen.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Hvilke problemer giver den skovrydning, vi ser i f.eks. Amazonas?
– For det første er skov hjemsted for omkring 80 procent af alle landlevende arter. Og vi står i en biodiversitetskrise, hvor vi mister arter i et rasende tempo. Når du rydder skov, så fjerner du levesteder for rigtig mange dyr, og så udrydder vi endnu flere dyr.
For det andet er mange mennesker i verden afhængige af skov, der giver dem mad og husly. For det tredje er der klimakrisen, som skoven har en kæmpe betydning for. Både fordi den optager og lagrer CO2, men også fordi det udleder vildt meget CO2, når du rydder skov.

Hvad er de primære årsager til den omfattende skovrydning?
– Overordnet er rydningen drevet af en jagt efter ressourcer. Det kan både være ressourcer direkte fra skoven og dem, man kan plante, når man har fjernet skoven. I Amazonas fælder primært regnskov for at lave landbrug i stedet for. Det skal bruges til at dække den vestlige verdens store forbrug af soja, tømmer og mineraler, du kan finde under regnskoven.

Kan du nævne nogle eksempler på, hvordan vores forbrug er skyld i skovrydning?
– Det er f.eks. vores forbrug af kød, der bærer skylden for den voldsomme import af soja fra Brasilien og Argentina. Millioner af danske grise, køer og høns bliver nemlig fodret med soja, så vores kødproduktion er medvirkende til rydningen af regnskoven. I Asien og Afrika er det især vores forbrug af palmeolie, der øger afskovningen. Cirka i halvdelen af produkterne i supermarkederne indeholder palmeolie, og det bliver også brugt i biobrændstof. Så når vi prøver at være grønne og køre i nogle biler, der forurener knap så meget, kan vi være med til at fælde regnskov.

Hvad man skal undgå at købe, hvis man ikke vil støtte rydningen af regnskov?
– For det første kan man undgå madspil og begrænse sit kødforbrug. I forhold til palmeolien, så er det bl.a. i færdiglavede produkter som frysepizzaer og småkager. Ofte er der også palmeolie i vores sæber og shampoo, hvor palmeolien er unødvendigt fyldstof, så producenten kan sælge større mængder. Så køb hellere en drøjere shampoo uden palmeolie. Og så kan man købe bæredygtigt træ, der er FSC-certificeret.

Hvad kan man ellers gøre for at modarbejde skovrydningen?
– Man kan f.eks. støtte eller blive aktiv i organisationer som vores, som kæmper for verdens skove. Lige nu kører vi en kampagne om soja, hvor vi samler underskrifter ind for at lægge pres på landbrugsindustrien – den kan man deltage i. Vi er simpelthen nødt til at få landbrugsindustrien i Danmark – og EU i det hele taget – til at stoppe import af, der har forårsaget afskovning. Jo flere underskrifter vi har, desto større pres kan vi lægge på dem. Endelig kan man stemme på et parti, der arbejder for at stoppe skovrydningen, og man kan gøre sine venner, kollegaer og familie opmærksomme på det her kæmpe problem.

Hvad kan politikerne herhjemme gøre for at modarbejde rydningen af skovene?
– Meget af den lovgivning, der kunne hjælpe, ligger i EU. Men vi kunne gøre ligesom Frankrig og flere andre europæiske lande – nemlig indføre en lov om, at virksomheder skal tage ansvar for, at deres produktion ikke ødelægger miljø andre steder i verden. Vi skal kunne sagsøge virksomheder, hvis produktion skader mennesker og natur. Og så skal vores politikere ikke ratificere den store handelsaftale, som EU i øjeblikket forhandler med Brasilien og andre latinamerikanske lande. Den omfatter nemlig varer fra regnskoven, og det vil være katastrofalt, hvis vi underskriver en handelsaftale, som direkte bidrager til fældningen af regnskoven.