Sort skærm rammer 150.000

Af:

Bent Jørgensen, Møn
Med en vis frimodighed publicerer Kulturministeriet i store annoncer sort skærm fra den 2. juni. Det vil dog hovedsageligt ramme de lag i befolkningen, der ikke har større indflydelse på samfundets udvikling, for den sorte skærm vil nemlig kun ramme dem med et TV ældre end 2012, modeller som de mere velbjærgede nok har skrottet for længst. Men alligevel  vil der være 150.000 familier, der sidder med sådan et stenalder-TV, som de måske ovenikøbet er glade for. Men det kontante svar på problemet fra Kulturministeriet lyder: “Anskaf et fjernsyn eller en “tv-boks”, der kan modtage de nye signaler”, for i ministeriets optik er det bare det, man gør, men det er måske ikke helt det, man gør, i de familier, der rammes. Dette sker samtidigt med, at staten dagligt skruer op for informationer om Corona-virus for at sikre, at hver en krog i landet bliver oplyst, så jo færre sorte skærme desto bedre. Samtidig pynter 150.000 brugbare TV-apparater, kørt ud på genbrugspladserne, heller ikke på klimaregnskabet.