Mette Frederiksen brugte nytårstalen til at tale om ulighed. Det skal vi i Enhedslisten gribe med kyshånd. For intet parti har så meget at byde på, når det drejer sig om bekæmpelse af ulighed.
Presset på Mette Frederiksen har været stærkt stigende. Én ting var at hun blødte vælgere til især SF. Det var måske træls, men grundlæggende ufarligt, da SF altid er ultraloyale over for Socialdemokraterne i deres evige håb om at komme i regering med dem. Hvad der over efteråret er mere bekymrende for Mette Frederiksen er, at vælgerne nu også er begyndt at sive mod højre, mod Dansk Folkeparti. Dermed vakler tronen under statsministeren.
Mette Frederiksen gjorde derfor det eneste fornuftige i hendes nytårstale. hun fokuserede på at hjælpe de mange danskere som har problemer med de stærkt stigende priser på fødevarer og så mere generelt på uligheden.
Det generelle billede er, at når S gerne vil vinde valg, så er uligheden enormt vigtig. Sådan var det også op til valget i 2019, hvor S opportunistisk kastede sig over Enhedslistens politik om et opgør med uligheden og de neoliberale regneprincipper i Finansministeriet, som konsekvent har givet skyts til ulighedsskabende politik. Men efterfølgende har der ikke været meget fokus på uligheden fra Mette Frederiksens side. Skattelettelser til de velhavende og stramninger af kontanthjælp har alt for ofte været den krasse medicin.
Men Mette Frederiksen har altså med nytårstalen åbnet ballet for at snakke ulighed. Og den mulighed skal vi i Enhedslisten naturligvis gribe med kyshånd. For intet parti har så meget at byde på som os, hvad angår ulighedsbekæmpelse.
Økonomisk ulighed
Hvis vi her fokuserer på økonomisk ulighed, så har Enhedslisten den klart bedste og mest progressive politik på området. Og den skal vi naturligvis have ud at leve i en valgkamp.
For det første skal vi forklare danskerne, at nej Enhedslisten vil ikke beskatte alle ind i helvede. Men vi vil beskatte de rigeste, også meget mere. I top 1 pct. har man på ti år hentet mere end 1 million mere ind efter skat i indkomstfremgang. Det viser gentagende analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Så hvis vores politik koster top 1 pct. 300.000 kr. mere så er det ikke en gang særlig strengt.
Måden at få hevet pengene ind på er oplagte. Beskat kapital og formue. Vi kan starte med at indføre en formueskat på 1 pct. over 15 mio. kr. Så sikrer vi, at det vitterligt er de absolut rigeste i Danmark og ikke pensionister med et hus i Valby, som skal betale skatten.
Dernæst kan vi sørge for at lukke hullet mellem top-topskatten og aktieskatten, så man ikke fortsat kan udbetale sig selv aktier frem for løn og dermed undslippe top-topskatten, hvis man er virksomhedsejer. Det sker hvis man hæver den højeste aktieskat fra 42-49 pct. Top-topskatten betales i dag kun af indkomst over 2,5 mio. kr. Bank den ned til 1,5 mio. kr.
Det ville skabe en merindtægt til statskassen på 13-15 mia. kr. som man så kunne bruge på at hæve kontanthjælp og de laveste pensioner. En kærkommen håndsrækning til de grupper, som konsekvent bliver glemt når priserne på alt fra el, gas og fødevarer stiger.
Så ville man være kommet et godt stykke ift. at sikre mere omfordeling via skatter og overførsler.
Geografisk ulighed
Men uligheden handler også om den geografiske ulighed. Vi er alle skattebetalere under solen, men der er sandt for dyden stor forskel på, hvor meget velfærd vi får for skattekronerne.
Ude i landdistrikterne oplever man igen og igen forringet offentlig service. Lægemangel, skoler der lukkes, busruter ditto, mangel på kulturelle tilbud, langt til borgerservice osv. Denne ulighed bør Enhedslisten også gå hårdt ind i. Lad os arbejde benhårdt for, at det svulmende råderum også tilgodeser de landdistrikter, som kun har oplevet lort siden kommunalreformen for snart 20 år siden.
Lad os sikre at der hvert år ved økonomiaftalerne mellem regeringen og kommunerne bliver afsat et milliardbeløb til at genoprette busruter, skoler, daginstitutioner, biblioteker og meget anden velfærd i de små bysamfund.
Mette Frederiksens udmelding om ulighed er tomme kalorier. Det er der ingen tvivl om. Men lad os gribe den mulighed for at tale om vores politik, og udvikle videre på den. I den debat har vi alt at vinde!