Det er forudsætningen for, at vi kan møde de udfordringer og udnytte de muligheder, som opsving i protester og bevægelser giver os.
Michael Voss
Enhedslisten er en organisme med et stort hoved og en lille krop. Sådan lyder et af de billeder, der har fulgt Enhedslisten fra partiets første år. Hovedet er folketingsgruppen og de ansatte og politikdebatten, kroppen er de aktive medlemmer og aktivismen.
Et andet billede er det med at gå på to ben. De to ben er som regel det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde.
Frem til næste Årsmøde skal Enhedslisten diskutere og afklare den strategiske-politiske retning og de organisatoriske konsekvenser af strategien. Jeg vil vælge et tredje kropsligt billede til at beskrive den nødvendige udvikling af strategi, politikopfattelse og partiforståelse. Karl Marx brugte og kritiserede Hegels tanker om dialektikken og sagde, at han ville stille Hegel på benene, underforstået, fordi Hegel havde sat dialektikken på hovedet.
Jeg er overbevist om, at der er brug for at stille en del af Enhedslistens strategiske tanker og tilgang til socialistisk arbejde på benene. Ikke, nødvendigvis, fordi det har været fuldstændigt forkert og på hovedet hele tiden, men fordi noget har udviklet sig forkert, og først og fremmest fordi vores strategi skal passe til den situation, samfundet og klassekampen befinder sig i nu, og den retning, det bevæger sig i.
Klimakrisen og systemkritikken
Der er ikke plads her til en bred afrundet analyse af den globale og nationale klassekampsituation, og sådan en vil jeg i øvrigt slet ikke kunne levere på egen hånd. Men jeg vil pege nogle vigtige udviklingstræk, som vi i Enhedslisten må tage meget alvorligt, når vi lægger en strategi for de kommende år.
Klimakrisen – og ikke mindst den brede erkendelse af krisens omfang – er helt afgørende for vores strategi. Det får konsekvenser for politiske og handlingsmæssige prioriteringer. Men samtidig gør det antikapitalistiske krav og socialistiske løsninger meget mere nærværende, end det har været i årtier.
Det er ikke længere kun en erkendelse hos en lille gruppe marxistisk skolede socialister, at kapitalismen som system forhindrer os i at løse klimakrisen. Der er en stadig mere udbredt forståelse for, at kapitalismens indbyggede drift mod større produktion for profittens skyld vil gøre det umuligt at løse klimakrisen. Det er en modsætning, som vil definere aktuelle politiske diskussioner, når 70 procents målsætningen og klimaloven skal implementeres – og Socialdemokratiet sammen med blå blok insisterer på, at de politiske tiltag ikke må genere erhvervslivet, men tværtimod skal gennemføres sammen med virksomhederne.
Tilsvarende bliver kapitalismens grænser stadig mere tydelige for dem, der vil gøre op med ulighed, både globalt og inden for de nationale grænser. De globale multinationales kontrol og manipulation med alt, hvad vi er, hvad vi gør og hvad vi mener via internettet og de sociale medieplatforme et tredje eksempel på det samme.
Global klassekamp
Heldigvis ser vi samtidig i disse år et opsving i klassekampen, som næsten hver dag forundrer. Fra Latinamerika til Hong Kong og Indien og videre til Mellemøsten, men også i Frankrig og i central- og østeuropæiske lande protesterer og demonstrerer tusinder og atter tusinder mod de herskende – og begynder at organisere sig.
Det starter af vidt forskellige grunde, men udvikler sig lynhurtigt til generelle politiske konfrontationer med regeringer og regimer. De sædvanlige del-og- hersk-taktikker eller afledningsmetoder virker ikke altid længere. Senest så vi, hvordan eskaleringen af konflikten mellem USA og Iran ikke som frygtet førte til et stort nationalt sammenhold bag ayatollaherne. Tværtimod kom der nye demonstrationer mod regimet.
Parallelt med disse anti-regeringsmobiliseringer og nogle gange sammenhængende oplever vi aktive klimabevægelser i alle dele af verden.
Også i Danmark opstår der flere og flere protester og bevægelser. Det har været undervejs nogle år, men blev meget tydeligt, da protestbevægelser var med til at sætte dagsorden i folketingsvalgkampen og fik indflydelse på det såkaldte forståelsespapir. Mobiliseringerne er ikke stoppet med dannelsen af den socialdemokratiske regering. Det kommende forår kan blive meget spændende, hvad enten der sker noget omkring overenskomsten, den kommunale velfærd, uddannelserne eller klimaet.
Sæt bevægelserne forrest!
Disse udviklingstræk stiller store krav til et socialistisk parti. De gør det nødvendigt, at Enhedslisten bliver stillet på benene.
I Enhedslisten har det altid været bredt anerkendt, at partiet både skal lave parlamentarisk arbejde og udenomsparlamentarisk arbejde, men det parlamentariske har altid fyldt mest. Måske fordi der ikke har været så massive og livskraftige bevægelser, men sikkert også af mange andre grunde. Men det handler om mere end prioritering; folkelige mobilisering, organisering og bevægelse er blevet tildelt rollen som en slags nødvendig opbakning til det parlamentariske arbejde. Hvis vi skal have gennemført progressive forslag, skal der være et pres fra bevægelserne.
Med opsvinget i bevægelserne forsvinder enhver grund til at stille forholdet mellem parlamentarisk og udenomsparlamentariske arbejde på hovedet på denne måde. Vi må stille Enhedslistens forståelse på benene og blive klare på, at selvstændig bevægelse og organisering er den kraft, der kan skabe forandring, og at det vigtigste kriterie for parlamentariske arbejde er, at det støtter og styrker det udenomsparlamentariske arbejde.
Politik for bevægelserne
Denne skævvridning har også fået konsekvenser for Enhedslisten politik, der ofte har stået på hovedet i stedet for på benene. Langt de fleste politiske forslag, partiet har udviklet gennem årene, har været formuleret med henblik på at kunne bringes ind i den parlamentariske debat. Det har været lovforslag, der kunne diskuteres og forhandles med andre partier, og som folketingsjournalister kunne forstå og kunne lokkes til at omtale. Det har betydet, at de nogle gange har været komplet uegnede til at skabe bevægelse omkring, ja ligefrem kontraproduktive.
Nu er vi tilsyneladende på vej ind i en periode, hvor de små forbedringer, som vi kan få andre partier med på i Folketinget, åbenlyst ikke slår til – og en periode, hvor der er mulighed for at skabe bevægelse omkring politiske krav og forslag, også vidtgående af slagsen. Faktisk kan bevægelserne nogle gange have brug for politisk inspiration fra et socialistisk parti.
Derfor må vi stille politikudviklingen på benene og koncentrere os om at formulere politiske forslag, som skaber begejstring, og som folk vil kæmpe for. Vi skal fremlægge en politik, som kan få folk til at organisere sig i aktivistgrupper og bevægelser. Men også en politik, der kan overbevise folk om. at en helt anden vej og helt andet samfund er nødvendigt og muligt. Når vi har gjort det, kan folketingsgruppen så stille disse forslag i Folketinget, selvfølgelig i den tekniske og sproglige form, som passer der.
Mindre pænhed – mere vrede
De sidste 10 år er Enhedslisten vokset kraftigt, både i medlemstal og i valgresultater. Det er der mange grunde til. Nogle lægger stor vægt på det, der er blevet kaldt normaliseringen af Enhedslisten. Det begreb dækker over mange politiske, organisatoriske og kommunikative tiltag. Nogle har været nyttige. Andre kan bestemt diskuteres.
Uanset hvad man mener om den proces, må den vendes på benene nu. Vi er – i hvert fald på vej ind – i en periode hvor Enhedslisten ikke bare har mulighed for at få mange til at stemme på os og skaffe passive medlemmer i en kortere eller længere periode, hvor de er utilfredse med de andre partier. Det er en periode, hvor flere og flere indser, at vi ikke bare skal forhindre nedskæringer i velfærden eller presse Socialdemokratiet tilbage til Anker Jørgensens tid. Det er en periode, hvor flere og flere ikke bare ”foretrækker” en anden politik, men er vrede og frustrerede over forholdene; en periode, hvor flere og flere er parate til at handle, være aktive, gå til modstand og kamp og organisere sig omkring det. Det er en periode, hvor flere og flere forstår, at det er samfundssystemet, den er gal med.
Hvis Enhedslisten skal være nyttig i sådan en periode, er det afgørende, at vi ikke er for pæne og ikke har samme tilgang til politik, som de andre partier. Vi skal give de vrede stemme. I Enhedslisten skal de kunne genkende deres vrede, deres vilje til at handle og deres ønske om ”noget helt andet”. Også selv om denne gruppe ikke udgør flertallet af befolkningen. Det er en periode som denne, hvor et socialistisk parti har mulighed for virkelig at ændre styrkeforholdene og skabe et langt stærkere parti. Måske ikke i første omgang et langt større parti, men et parti, der er mere aktivt, mere til stede i de kampe og organiseringer, der udvikler sig – og dermed på sigt også et større parti.
Fundamentet for konkrete parti-tiltag
Der er meget andet, den aktuelle partidiskussion skal afklare, f.eks.:
- Hvordan håndterer vi den aktuelle parlamentariske situation?
- Hvordan bliver vi i stand til på én gang at udbrede de krav og forslag, der kan skabe bred mobilisering, og samtidig præsentere de nødvendige krav, som bryder med systemets rammer, men som endnu ikke har bred opbakning?
- Hvordan styrker vi hinanden i det arbejde, medlemmerne laver i bevægelserne, og hvordan styrker vi bevægelserne ved at bidrage med vores forslag til krav og aktiviteter – uden at manipulere med bevægelserne?
- Hvordan organiserer vi partiet, så medlemmernes erfaringer fra bevægelsesarbejde og politiske kampagner kollektiviseres og bliver grundlaget for politikudvikling og prioriteringer?
Men jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke bare springer de første faser over og blindt kaster os over konkrete organisationsforslag og vedtægtsændringer. Det kan nemt føre til, at vi fægter i blinde, hvis ikke de er funderede i en fælles forståelse for, hvor partiet skal hen.
Med andre ord: Hvis vi skal udnytte de nye muligheder og bevæge os fremad mod målet, så er det nødvendigt, at Enhedslisten kommer på benene igen.