Ordene stammer fra Gustavo Gallardo, der er menneskerettighedsadvokat i Colombia. Jeg mødte ham, mens han besøgte Danmark, og han fortalte om de kæmpestore strejker og protester, der foregår i Colombia og Latinamerika lige nu. Og om hvordan krigen ser ud til at vende tilbage til hans land.
Christine Lundgaard, Enhedslisten Blågård
Protesterne i Colombia startede i november sidste år og er de største i flere årtier. Nogle siger, der ikke har været så mange mennesker på gaden siden 1948. De studerende går forrest. Men tusindvis af mennesker, som aldrig før har været med i en demonstration, har været på gaden og slået på kasseroller de sidste tre måneder. Som beskrevet i Rød+Grøn i december kommer protesterne på samme tid som i en stribe andre lande. Inspirationen kommer bl.a. fra Chile, hvor op mod en million mennesker sidste efterår har været på gaden i langvarige, kreative og frygtløse protester mod høje leveomkostninger, privatiseringer og ulighed.
Alle vil af med præsidenten
De strejkendes krav er lige så forskelligartede som demonstranterne: For ordentlige lønninger og offentlig uddannelse, imod regeringens “nationale udviklingsplan”, som bl.a. vil sænke mindstelønnen og forringe mulighederne for pension. Imod de eskalerende drab på sociale ledere. For at føre fredsaftalen ud i livet. Stop for politibrutalitet er også et krav, som fik tusindvis på gaden, efter at Colombias uropoliti skød og dræbte en 18-årig mand i en fredelig demonstration i hovedstaden Bogotá på én af strejkens første dage.
Men på trods af, at regeringen for første gang i 40 år erklærede udgangsforbud bl.a. Bogotá og har beordret uropolitiet til at stoppe demonstranterne med alle midler, er protesterne ikke ebbet ud.
Mens Gallardo er i Danmark, indkaldes der til nye mobiliseringer og strejker. Nu er det bl.a. lærernes fagforening, der går forrest.
– Det, som allerflest har til fælles, er, at de er dødtrætte af præsidenten, fortæller Gallardo. Alle slags mennesker er på gaden.
– Hvis vi kan holde fast i de her mobiliseringer helt hen til næste valg, vil det være fantastisk. Det kan give et helt nyt niveau af politisk pres. Desværre tror jeg, vi dræber protesterne, hvis vi presser en organisation ned over hovedet på dem. Der er ikke et parti eller én organisation bag protesterne. Alle progressive partier og bevægelser gør, hvad de kan for at mobilisere, men ingen af dem repræsenterer strejken.
Politiet skaber selv uro
Regeringen ved, at de studerende spiller en nøglerolle, og den har gjort alt hvad den kunne for at udstille de studerende som bøller der fortjener politiets gas, pistoler og knipler. Det er dokumenteret på film, hvordan uro-politiet systematisk har forsøgt at starte optøjer og sprede utryghed ved at sende betalte bøller ind til byerne og smadre butikker og tæve folk.
Hvad skal der komme ud af de store mobiliseringer, spørger jeg. Og tænker på Chile, hvor det er lykkedes at presse den højreorienterede regering til at afholde valg til en ny grundlovgivende forsamling i april. Det lyder jo virkelig stort. Kan man forestille sig det samme i Colombia?
– Ja, det er også et krav hos os. Det er jo en skøn tanke. Men som styrkeforholdene er lige nu, er højrefløjen alt for stærk. Vi ville ikke vinde kampen om en bedre forfatning. Og i modsætning til Chile har Colombia faktisk på mange måder en progressiv forfatning, svarer Gallardo.
Han forklarer, at grundloven er resultat af fredsaftalen med guerillagruppen M19 i 1990 og en efterfølgende grundlovgivende forsamling dengang. Dog er mange af de progressive paragraffer stadig kun ord på papir.
På en måde er mobiliseringerne i dag også knyttet til fredsprocessen. Fordi de ser ud til at udspringe af de forventninger om fred, bedre levevilkår og mere demokrati, som millioner af colombianere har fået i løbet af fire år med fredsforhandlinger og godt tre år med en fredsaftale mellem FARC og regeringen.
Til præsidentvalget i 2018 fik centrum-venstre-alliancen “Colombia Humana” otte millioner stemmer – det højeste tal for en alternativ kandidat nogensinde. Alliancens kandidat Gustavo Petro blev nummer to. Det var en sensation i Colombia, hvor højrefløjen og den økonomiske elite har siddet på magten altid, og har formået – med alle midler – at holde oppositionen langt væk fra magten.
Colombia Humana er i danske venstrefløjs-øjne moderat, men havde dog krav om gratis offentlig uddannelse og sundhed og en reel opfyldelse af fredsaftalen på sin dagsorden. Derfor fik han støtte fra en stor del af venstrefløjen, og mange var enige om, at det var Petro som på det tidspunkt formåede at bære håbet om fred og forandring ind på den parlamentariske scene. Men det blev ultra-højrefløjens kandidat og den tidligere præsident og paramilitære bagmand Uribe´s protegé, Duque, som vandt valget.
På tærsklen til en ny krig
Gustavo Gallardo mærker selv, at volden i Colombia er stigende. Han overlevede et attentatforsøg sidste år og har pga. dødstrusler måttet flytte væk fra sin kone og lille søn for ikke at bringe dem i fare. Ifølge FN har Colombias regering ingen plan for at opklare eller stoppe mordene på sociale ledere og afvæbnede FARC-oprørere.
– Meningen var, at vi skulle overkomme landets politiske og humanitære krise, men det er lykkedes krigens tilhængere at forhindre det. Efter fredsaftalen blev underskrevet er 380 sociale ledere og 180 FARC-medlemmer blevet myrdet. Hele ideen om at skrotte volden som politisk våben ser ud til at være død, konstaterer Gallardo og uddyber:
– Implementeringen af fredsaftalen er på et nulpunkt. Den dårlige reintegration af FARC-oprørerne gør det let at vende tilbage til væbnet konflikt. Så nu er vi igen rundt at banke på døre for at freden ikke stopper på halvvejen. Krisen og volden i dag gør at vi står over for en ny krig. Men denne gang med mange flere aktører. Sådan en krig bliver meget svær at styre, slutter han.
Præsident Duque lovede før han blev valgt at blokere implementeringen af fredsaftalen. Og selv om alle hans planer ikke er gået igennem, er en af de vigtigste dele af aftalen – jordreformen – sat helt i stå. Samtidig fremmer man nu investeringer i at udvinde naturressourcer, hvor der ikke har været adgang før. Det er nemmere nu, fordi guerillaen ikke længere forhindrer de multinationales adgang. Amazonas har ikke tidligere været udnyttet i samme grad som nu.
I FARC, som med underskrivelsen af fredsaftalen og nedlæggelsen af sine våben er blevet et legalt politisk parti, er der lige nu uenighed om, hvilken vej partiet skal gå. Hvordan skal man opbygge organisationen, mens myndighederne udsætter partiet for chikane og økonomisk sabotage, der bl.a. har gjort det nærmest umuligt at føre valgkampe? Hvordan skal man arbejde, når stadig flere medlemmer bliver slået ihjel, uden at staten griber ind?