Op mod 25 procent af danskerne lider af stress-symptomer. Kravene øges og gøres stadig mere personlige. Det slider på psyken.
Andreas Brøgger Jensen og Janne Hansen, Arbejdsmiljøpolitisk udvalg
– Den første måned, jeg var på afdelingen, fik jeg højst frokost fem gange. Det er faktisk ret vildt, at der gik halvandet år, før jeg knækkede. Jeg tænkte slet ikke på mig selv i den periode, det handlede bare om at arbejde, fortæller den tidligere stressramte sygeplejerske Dina Jensen i en artikel i ”Sygeplejersken” (nr. 3/20).
Nina er ikke alene. Op mod 25 procent af befolkningen oplever stress i hverdagen. Stress viser sig ved koldsved, hjertebanken, søvnløshed, koncentrationsbesvær, tristhed. Det kommer også til udtryk i ændret adfærd over for kolleger, familie og venner.
Det er utrolig afgørende, hvor vi leder efter årsagerne. Mange vil se på Dina Jensens evne til at tackle situationen og mene, at hun kunne have klaret den, hvis hun havde bevaret overblikket eller krævet bedre oplæring.
Arbejdsgiverne presser tempoet op
Stress er et komplekst fænomen, men det er vores påstand, at man kan pege på særligt to forhold, der øger antallet af stressramte. Begge forhold skal findes i arbejdsgivernes måde at indrette vores arbejdsliv på.
Det ene forhold er det stigende pres for at levere mere på kortere tid. I sundhedssektoren ser vi det politisk styrede krav om at øge effektiviteten. Kravet om produktivitetsstigning er mange steder ikke drevet af ny teknologi, der betyder, at arbejdet kan blive mere effektivt, men findes ved at presse de ansatte. Det betyder, at sygeplejersker som Dina Jensen skal løbe hurtigere og holde færre pauser. Det har stået på i årevis, og det koster selvfølgelig på de ansattes trivsel og arbejdsmiljø. Det præger hele den offentlige sektor, og det adskiller sig i princippet ikke fra den private sektors krav om stadigt større profit på bekostning af de ansattes ve og vel.
Arbejdsgivernes krav gøres til vores egne
Det andet forhold er, at den ansatte presses til at acceptere arbejdsgivernes krav som sine egne krav. Det er nemlig ikke kun antallet af opgaver, der udløser stress. Det er også måden, de bliver personlige på, der gør det ubærligt ikke at magte dem. Umulige krav bliver med andre ord til personligt nederlag.
Vi har i årtier dyrket ideen om den engagerede medarbejder, der søger at realisere sig selv gennem sit arbejde. Det ser man i MUS-samtaler, der ofte har som mål, at parterne skal finde frem til måder at fastholde det personlige engagement i arbejdet ved at fokusere på udviklingsmuligheder og det, der tænder medarbejderens indre glød. De ansatte sættes til at vælge, hvilke ansvarsområder og opgaver, de vil have, ud fra en ide om, at opgaverne så passer særligt godt til medarbejderens personlighed. På den måde kommer løsningen af disse opgaver og personlig succes til at hænge sammen både i arbejdsgiverens og den ansattes optik. Det betyder, at fiasko eller blot udsigten til fiasko kan blive et angreb på selve medarbejderens personlighed.
Hos sygeplejersken er det oplagt, at man ikke kan lade patienterne i stikken, uden at konsekvenserne vil være katastrofale. Mange ender med at tage personligt ansvar for den utilstrækkelige organisering af arbejdet, særligt inden for de områder man måske selv har valgt at stå for. Man løber nogle ekstra meter, ligesom Nina gjorde. Derved ender kravet om øget effektivitet med at blive blandet sammen med den ansattes krav til sig selv, og så rammer følelsen af utilstrækkelighed den enkelte hårdt, selvom det er ledelsen og dennes organisering af arbejdet, der fejler.
Hvad gør vi ved det?
Stress udtrykker sig i individuelle symptomer, men kommer af den måde, arbejdet er organiseret på, og af de teknikker, ledelsen anvender for at få medarbejderne til at engagere sig personligt. Stressens psykologiske mekanismer betyder, at det er nødvendigt med en stor portion kritisk opmærksomhed, særligt når man begynder at mærke symptomer. Det kan ofte føles uoverskueligt at sige til og fra på de rigtige tidspunkter.
Derfor er fællesskabet på arbejdspladsen så vigtigt: solidariteten med personen med stresssymptomer, formuleringen af fælles krav til arbejdsgiveren om at ændre rammer og ledelsesprincipper. Det er sjældent, at den stressramte er i stand til at sætte ord på de ting. Det skal vi andre, der ikke er ramt, gøre. Vi må sikre en kultur på arbejdspladsen, hvor det er legalt at snakke om, hvad det er for krav, der stilles til arbejdet, hvilke krav, man selv stiller, og hvordan de påvirker vores arbejdsliv og i fritid. Vi må formulere spørgsmålet: Hvis interesser er egentlig på spil, når Dina ikke har tid til frokostpause?
Nye rammebetingelser
Der er også en faglig og politisk kamp for at ændre rammebetingelserne for arbejdet. Den handler om krav til overenskomsterne, som øger de ansattes kontrol med arbejdstiden og arbejdets tilrettelæggelse. Den handler om at sikre lønmodtagernes tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom, så de ikke går i en evig frygt for at miste jobbet. Den handler også om at styrke arbejdstilsynet, der skal have bedre mulighed for at give påbud om det psykiske arbejdsmiljø, blandt andet med en bekendtgørelse om socialt og organisatorisk arbejdsmiljø, ligesom den svenske, der retter opmærksomheden det rigtige sted hen.
Hvad de offentligt ansatte angår, må man sikre den fornødne bemanding på sygehuse, i skoler, daginstitutioner og ældrepleje.