Sundhedsreformen har et demokratisk problem

SVM-regeringen vil halvere antallet af regionsmedlemmer. Den vil samle Region Hovedstaden og Region Sjælland til en region, men en stor arbejdsgiver ændrer ikke ved uligheden.

Af: Annie Hagel, medlem af Hovedstadens regionsråd

Regeringen vil halvere antallet af medlemmer i regionsrådene

Regeringen vil med sit forslag til en sundhedsreform skære antallet af regioner ned fra fem til fire ved at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen. Samtidig skal antallet af valgte medlemmer i det nye regionsråd halveres fra 41 i begge regioner til 41 (måske 47 forlyder det nu) i den nye store region Øst. Også antallet af regionsmedlemmer i de øvrige regioner skæres ned. Alle regionsråd har i dag 41 medlemmer. Ifølge regeringens forslag skal Region Nordjylland have 25 medlemmer og region Midt og Syd 31 medlemmer af deres regionsråd. Samlet bliver der tale om en reduktion af demokratisk valgte medlemmer på 38 procent. Tænk hvis man gjorde noget lignende med medlemmerne af kommunalbestyrelserne eller Folketinget! Det ville nok ikke gå lige så ubemærket hen.

Vi, der sidder i regionsrådene, er ikke valgt for at repræsentere et bestemt lokalområde. Men det siger sig selv, at en politiker fra fx Kalundborg bedre kan sætte sig ind i borgernes forhold i Vestsjælland end en fra København. Der vil blive endnu længere end i dag fra de valgte politikere til borgerne – især for dem der bor i små lokalsamfund, fordi der er flest vælgere og dermed flest stemmer i de store byer. I en storregion kan det blive svært for kandidater fra yderområderne at få stemmer nok, når antallet af pladser bliver færre.

 

Ulighed i sundhed bliver ikke mindre af, at Sjælland bliver en region

Regeringen præsenterer ikke nogen argumenter for at skære antallet af valgte politikere ned. Argumentet for den nye storregion er at rette op på ubalancen i lægedækningen i den nuværende Region Sjælland og Region Hovedstaden. Forventningen er, at én stor arbejdsgiver vil have lettere ved at flytte lægerne derhen, hvor de mangler. Set fra et borgerperspektiv er det en sympatisk ambition. Men om lægerne vil lade sig flytte, bare fordi regionen bliver større, er en anden sag.  Desuden er der også yderområder, ulighed i sundhed og mangel på læger og sundhedspersonale i de andre regioner.

Regeringens forslag til reform forsøger at give svar på spørgsmålet om, hvorfor lægerne ikke er, hvor de mest syge borgere er. Men spørgsmålet er forkert. Det rigtige spørgsmål er, hvorfor der er flest syge borgere i yderområderne, og hvorfor det er svært at finde sundhedspersonale uden for byerne. Problemet er den grundlæggende skævvridning mellem land og by. Den kan hverken en megaregion eller en sundhedsreform rette op på.

Uligheden vil vokse på alle velfærdsområder og i alle regioner, indtil regeringen erkender sit ansvar for skævvridningen mellem land og by. Det kræver omlægninger af en lang række politikområder – lige fra boligbeskatning over arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik til kollektiv trafik og kultur.

Tvangsflytning af læger og sundhedspersonale er ikke løsningen. Det er derimod bedre økonomi, attraktive arbejdspladser på alle sundheds- og velfærdsområder, tilstrækkeligt mange kolleger, forskning og uddannelse af læger og sundhedspersonale i alle regioner.