Politisk var COP30 på mange måder nedslående, men i en tid, hvor rå magt fylder mere og mere, er den vigtig.
Sveden løb ned ad ryggen i det enorme telt, hvor COP30 blev afholdt i Belém i Brasilien. Luften var kvælende varm, indtil airconditionen pludselig gjorde det isnende koldt. Når regnen – som kom ofte – hamrede mod teltdugen, var den så voldsom, at det næsten var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Det føltes som et forvarsel om de klimaforandringer, vi allerede er midt i.
Det oprindelige folk er ofte bedst til at passe på skovene
Jeg deltog som politisk rådgiver i Klima- og Miljøorganisationen Verdens Skove, som i mere end 40 år har arbejdet for skovbeskyttelse i Latinamerika i tæt samarbejde med dem, der lever i og af skoven – oftest oprindelige folk. Det er veldokumenteret, at netop de er de bedste til at beskytte skovene. Derfor var det også interessant, at der på COP30 var et udtalt fokus på oprindelige folk. Brasiliens præsident Lula havde åbnet dørene for flere end normalt, men i praksis fik de primært observatørstatus – ikke reel indflydelse. Det var mere magt på papiret end i virkeligheden, hvilket også kom til udtryk i fredelige protester, hvor oprindelige folk forsøgte at trænge ind i COP-området.
Skove har stor betydning for klimaet
Skovene var et andet hovedtema. Skove spiller en afgørende rolle i klimakampen. Når de fældes eller brændes, udleder de enorme mængder CO₂ – så meget, at hvis verdens skove var et land, ville de være verdens tredjestørste udleder. Samtidig er de blandt vores vigtigste værktøjer til at bremse klimaforandringerne. Lula forsøgte at sætte skoven i centrum ved at placere COP’en i Belém, men byen ligger i dag langt fra intakt regnskov. Store områder omkring er allerede ryddet.
Brasilien lancerede også initiativet Tropical Forest Forever Facility (TFFF), en investeringsfond til skovbeskyttelse. Men fonden fik langt fra den opbakning, man havde håbet på. Der blev rejst alvorlige spørgsmål: en meget løs definition af skov, uklare rettigheder for oprindelige folk og en usikker finansieringsmodel. Samtidig blev arbejdet med en konkret køreplan for at stoppe afskovning i 2030 – et mål vedtaget på COP28 – fjernet fra slutteksten. For en COP, der skulle være “skovens COP”, var det et alvorligt tilbageslag. Dertil kom, at Lula kort før topmødet godkendte nye oliefelter i Amazonas.
Sojaproduktion til kødproduktion er skyld i at skove forsvinder
Personligt havde jeg et særligt fokus på soja. Sojaproduktion er en af de største drivkræfter bag afskovning, fordi den fodrer verdens kødproduktion. Det gør spørgsmålet yderst relevant for Danmark, som importerer enorme mængder soja til svineproduktionen. Dermed flytter vi vores klima- og naturaftryk til Sydamerika, samtidig med at vi kalder os et grønt foregangsland.
Svineproduktionen er problematisk på mange niveauer: dyrevelfærd, antibiotikaforbrug, klima, biodiversitet og alvorlige sundhedsskader for lokalbefolkninger, der udsættes for pesticider. Derfor arbejder Verdens Skove sammen med Dyrenes Beskyttelse for en stopdato for import af soja og for at få vores globale forbrugsaftryk ind i klimaloven.
Politisk var COP30 på mange måder nedslående, og inden jeg tog afsted, overvejede jeg, om det overhovedet var det værd at flyve så langt. Men trods alt kan jeg ikke pege på et andet forum, hvor verden samles, og hvor alle lande – i det mindste formelt – har lige stemmeret. I en tid, hvor rå magt fylder mere og mere, er det ikke ligegyldigt. Der var også lyspunkter. Lande som Colombia stod fast og progressivt, også når det betød at udfordre både Rusland og Europa.
Måske vigtigst var de personlige møder. Hvis det globale civilsamfund skal kunne stå imod fossilindustrien og den globale kapital, er de uvurderlige. Et af de mest håbefulde øjeblikke var et spontant event i den danske pavillon, hvor oprindelige folk og brasilianske NGO’er fortalte direkte om sojaproduktionens konsekvenser. Menneske til menneske.
Derfor endte jeg også med at konkludere: Rejsen var det værd.