10 år med ‘Syg i Svendborg’

Af:

Af Allan Krautwald, Svendborg

Syg i Svendborg‘ begyndte som en spontan vrede mod den måde, syge blev behandlet på i jobcentret og på kommunen. Siden fik vreden et politisk udtryk og både forvaltningsmæssige og politiske konsekvenser.

Begyndelsen

”Han nåede ikke at få sin førtidspension”. Sådan lød overskriften i Svendborgs Netavis den 26. februar 2011.

”Slidgigten efter et langt arbejdsliv var slem nok. Det blev værre, meget værre, da han også fik kræft. Samtidig skulle han bruge mange af sine stadigt færre kræfter til at slås med Jobcenter og kommune.”

Historien om den 58 årige Finn Hytteballe var blot den seneste af en række artikler, hvor journalist Frede Jakobsen afdækkede den elendige behandling syge og nedslidte fik på det lokale jobcenter.

Lørdagen efter mødtes 5 af læserne til et møde på Vintapperiet. Det blev starten på Syg i Svendborg, og lørdag den 12. marts holdt vi den første ugentlige protest på ‘Anstændighedens Plads’.  

Maria fik ødelagt nakken ved en arbejdsulykke i 2007, hvor en disk i nakken mod rygmarven blev revet fra hinanden og gjorde hende uarbejdsdygtig. Det blev starten på syv års mareridt. På trods af lægers advarsler blev hun gentagne gange sendt i arbejdsprøvninger, som gjorde hendes tilstand værre. Og som om det ikke var nok modtog hun en intimiderende opringning fra kommunen efter at have deltaget i et interview i DR Fyn. I strid med den grundlovssikrede ret registrerede Jobcentret hendes deltagelse i vore ugentlige demoer, hvilket blev kendt ulovligt af ministeriet. Endelig efter omtale i flere medier og et stærkt pres fik hun sin pension i 2014.

Opgør med den socialdemokratiske ledelse

På trods af forsøg på dialog benægtede den socialdemokratiske udvalgsformand og jobcentret, at der skulle være problemer. Vi måtte derfor fortsætte og øge presset. Vi fik landsdækkende medier interesseret og det resulterede i artikler i Information, Politiken og Jyllands-Posten.

I forbindelse med kommunalvalget i 2013 meddelte Enhedslisten, at vi ikke ville bakke op om den daværende socialdemokratiske borgmester. Samtidig indledte Syg i Svendborg en dialog med Venstres byrådsgruppe som resulterede i et løfte om en løsning, hvis de vandt valget.

Valget betød stor tilbagegang for S og SF. Enhedslisten gik frem fra 1 til 4 mandater. At Syg i Svendborg påvirkede resultatet blev erkendt af den kommende S-spidskandidat få dage efter valget, hvor han lovede at blive bedre til at lytte til borgerbevægelser som Syg i Svendborg.

Samarbejde

Den nye borgmester indfriede sit løfte som at søge løsning på problemerne på Jobcentret, og snart ændredes vort arbejde fra gadekamp til samarbejde, som resulterede i et markant fald i den elendige sagsbehandling. Siden har vi gået i dialog om de få sager, der har været, og fået dem løst gnidningsfrit.

Syg i Svendborg er et tværpolitisk initiativ, men Enhedslisten har bakket op lokalt og nationalt under vores kamp. Forud for reformerne i 2012 havde vi samtaler på Borgen og efterfølgende tæt kontakt med Finn Sørensen. En række EL-politikere har holdt taler ved vore demoer, Christian Juhl, Finn Sørensen, Johanne Schmidt-Nielsen og ikke mindst Pernille Skipper, der deltog ca. 10 gange. 125 lørdagsdemoer blev det til før vi kom i mål, og det er det mest givende politiske arbejde, jeg har været med til. Når vi på pladsen fejrede, at en lang kamp var slut med tilkendelse af pension eller fleksjob for en af vore deltagere, var der kontant positiv afregning på stedet.