TALE: Vi er vidner til ondskab i sin allerreneste form

Vi er samlet i kærlighed, og i smukke røde, grønne, sorte og hvide farver. Skulder ved skulder – revet itu mellem medmenneskelighed, afmagt og raseri.

Et raseri over, at dystopien fortsætter.

At vi på 10’ende måned, ser børn, der trækkes ud af sammenstyrtede bygninger. Ser palæstinensere, brænde levende i telte, trods Israels løfter om sikkerhedszoner. Ser mødre, med deres udmagrede børn i armene, imens lastbiler med mad, holder på den anden side af gitteret. Ser mænd, der efter måneders tortur, ikke kan genkendes af deres egne familier. Børn, der amputeres uden bedøvelse – og børn, der er så rædselsslagne, at deres hjerter stopper med at slå.

Vi er vidner til dystopisk ondskab i sin allerreneste form, som vi nu på 324 dag, følger i realtime på vores telefoner.

Men hey, intet varer evigt. Heller ikke Vestens fremmedfjendske og dehumaniserende politik. En massiv fredsbevægelse, vokser sig større og større, dag for dag på alle klodens kontinenter og helmer ikke, før Palæstina er frit. Israel ER, og bliver Vestens dårlige samvittighed. En dårlig samvittighed, der holdes i hævd med bomberegn, klapsalver i kongressen – og journalistik, der klamrer sig til halmstrået om: At Israel har ret til at forsvare sig selv. Men hvorfor er der INGEN der taler om retten til modstand mod en besættelsesmagt?

Brud på menneskerettigheder og den internationale folkeret er, hvad den danske stat bidrager til ved at fortsætte våbensalg til besættelsesmagten Israel. Den humanitære folkeret er universel, og ikke noget, der kun gælder for vores venner.

Så̊, kære Lars Løkke – smid cowboyhatten – og anerkend retssagen om dansk våbeneksport til Israel!  Og Lars? Nu hvor jeg har dig. Den Internationale Domstol har for længst erklæret Israels bosættelser for ulovlige, og Israel skyldig i Apartheid – hvornår har DU tænkt dig at følge dén linje, og det retssamfund, du selv repræsenterer?

Og kære Mette Frederiksen, det lugter langt væk af makrelmad, når DU kalder dig Børnenes Statsminister – men ikke løfter så meget som et øjenbryn, når mere end 16.000 børn bliver slået ihjel.

For en uges tid siden offentliggjorde WHO, at en 10 måneder gammel baby er smittet med polio i Gaza.

Det er mere end 25 år siden, der sidst var påvist polio i Gaza- den smitsomme lammende og dræbende virus, er nu brudt ud. Hvorfor lytter børnenes statsminister ikke på WHO og insisterer på at vaccinere børnene i Gaza øjeblikkeligt? Og hvorfor er nyheden om polio-udbruddet ikke Breaking news – og på alle landets forsider?

Hvordan nåede vi hertil? Hvorfor skal Sydafrika trække slæbet i kampen om at få Israel dømt for folkedrab? Hvorfor kæmper vores regering ikke med næb klør for våbenhvile – og hvordan hulan kan vores regering slippe afsted med at tysse på Israel på samme måde, som man tysser på et treårigt barn? Så̊ sæt dog foden ned, tag ansvar og stop våbeneksporten til besættelsesmagten.

Lad os blive ved med at bruge vores stemmer for dem, der ikke høres – og blive ved med at dele og fortælle palæstinensernes grufulde skæbner, når politikere og nyhedsmedier fordrejer narrativet. Når journalister, likvideres iført presseveste for rullende kameraer og deres kollegaer her i Vesten ikke engang viser dem værdighed og fortæller, hvorfor de bliver myrdet – bliver det vores ansvar. Aldrig før er så mange journalister blevet dræbt på så kort tid af en krigsførende part. Journalister dræbes i kampen for fred og i kampen for at få deres gribende beretninger over Gazas mure og videre til Vesten – så VI kan stoppe rædslerne. Og det er hér, vi har et ansvar for at minde nyhedsmedierne om deres ansvar. Vi skal blive ved med at kalde det bullshit, når Israels bombeangreb beskrives som eksplosioner, og Israels folkemord, som en ligeværdig krig.

Det knuser mit hjerte, når visse nyhedsmedier tager jøder til gidsler i deres nyhedsdækning – der er intet lighedstegn mellem jøder og den israelske besættelsesmagt.

Nyhedsmediernes vage og fordrejende journalistik, har startet en global opstandelse, og sat strømninger i gang, der ikke stopper før Palæstina er frit.

Præcis som under Vietnam-krigen viser universitetsstuderende mod og bruger deres demokratiske ret, der forhåbentligt fører til nye politiske forandringer. Så lad os ikke anklage dem for antisemitisme, men lytte, og imødekomme deres krav. Jeg bliver så rørt og stolt, når unge tager ansvar og har visioner om en fremtidig fredelig verdensorden – især nu, hvor de voksne virkelig ikke kan finde ud af det.

Til slut vil jeg minde om – at intet varer evigt. Imperier og magtfuldkommenhed ophører – og det er folket – det er OS, der i sidste ende sætter dagsordenen. Så lad os blive ved med at kæmpe for fred og retfærdighed, når de internationale love åbenbart bare er noget vi leger.

Timerne, dagene, månederne går – men vi står fast. VI står sammentømrede skulder ved skulder – indtil dén dag, solen igen rejser sig over de smukke olivenlunde og skinner på et frit Palæstina.

Se hele talen her

Foto: Esben Søvang Maaløe