Ti år efter finanskrisen: Det er tid til en omfattende bankreform

Af:

Der er brug for gennemgribende forandringer i finanssektoren, som kan beskytte samfundet mod fremtidige kriser – og beskytte forbrugerne mod den grådighed, som præger branchen i dag. Enhedslisten fremlægger snart et omfattende udspil til reformer af finanssektoren.

Pelle Dragsted, erhvervsordfører

I dette efterår er det ti år siden, finansgiganten Lehman Brothers krakkede. Det blev gnisten, der satte brand i en finanssektor, som efter årtiers risikoopbygning var brandfarlig som en tørkeramt svensk fyrreskov. Krakket satte gang i en verdensomspændende økonomisk krise, som vi stadig lever med konsekvenserne af. Millioner af mennesker verden over mistede deres arbejde. Hundredtusinder blev boligløse. Gælden steg, og der blev skåret hårdt ned på pensioner, lønninger og velfærd.

Danmark blev ramt hårdt

De store danske banker og finanshuse havde i den grad taget del i den globale, risikofyldte finansfest. Og et overophedet og oppustet boligmarked bidrog til at gøre krisen betydeligt dybere end i vores nærmeste nabolande. 200.000 job blev tabt, og vi gik glip af milliarder og atter milliarder i velstand. Som i mange andre lande måtte staten træde til og redde bankerne fra kollaps med enorme bankpakker betalt af skatteyderne. Pakker, vi stadig betaler af på.

Efter en så omfattende krise kunne man forvente, at der var blevet lavet gennemgribende reformer i finanssektoren. Men det er desværre langt fra tilfældet. Jo, kapitalkravene er da blevet strammet en smule. Og finanstilsynets overvågning skærpet.

Men Initiativerne er helt utilstrækkelige og tager slet ikke fat om det grundlæggende problem: at vi har finanshuse, der er så store, at de ikke kan krakke, uden at det vil have uoverskuelige konsekvenser for vores samfund og økonomi. Danmark er et af de lande i Europa, der er mest eksponeret over for finanssektoren. Alene Danske Banks samlede forretningsomfang svarer til mere end 150 procent af det danske bruttonationalprodukt!Man har fra samfundets side valgt at acceptere eksistensen af disse finansgiganter og givet dem betegnelsen systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI). En direkte anerkendelse af, at de er “too big to fail”, og at staten står parat til at redde dem. En sådan statsgaranti er dybt problematisk, fordi den nærmest opfordrer bankerne til risikobetonet adfærd. For hvis det går galt, kommer far og rydder op.

Den er gal igen

Finanstilsynet advarede i starten af september om, at en række store banker har “lagt sig i samme spor som sidst”, og udtrykte bekymring for en “overdreven udlånsvækst”.

Man kunne måske have forventet, at bankerne efter at være blevet reddet af skatteyderne ville udvise en smule taknemmelighed over for befolkningen. I stedet har vi set, hvordan bankerne og realkreditinstitutterne igen og igen har øget deres gebyrer og bidragssatser.

Endelig har vi i den seneste tid været vidne til, at Danske Bank er involveret i noget, der ligner århundredets største hvidvaskningsskandale. Mens en række storbanker er afsløret i at hjælpe kunderne med at placere formuer i skattely.

Ti år efter finanskrisen står vi med andre ord ikke langt fra, hvor vi stod i nullerne: med en finanssektor kendetegnet af uansvarlighed og grådighed, der udgør en konstant trussel mod den finansielle og økonomiske stabilitet.

Hvis samfundet skal sikres mod nye ødelæggende kriser; hvis finanssektorens alt for store økonomiske magt skal begrænses; hvis forbrugerne skal beskyttes mod at blive brugt som økonomisk malkekvæg – så er der behov for en gennemgribende reform af vores finanssektor. Og netop en sådan reform vil Enhedslisten snart præsentere.

Vi er klar med en todelt plan

For det første skal de private banker reguleres langt voldsommere. For det andet skal den demokratiske del af finanssektoren styrkes og udbygges.

Når det gælder reguleringen af den private finanssektor, er der brug for en lang række opstramninger. Kapitalkravene i de store banker skal øges, og bankernes udlån og risikovillighed skal under stærkere kontrol De store SIFI-institutters bidrag til den garantifond, der skal dække kundernes tab ved bankkrak, skal øges markant.Og så skal bankernes muligheder for at øge gebyrer og bidragssatser begrænses. Men allermest grundlæggende er vi nødt til at begrænse de største finanskoncers omfang. Vi skal slet ikke have banker, der er “too big to fail”. En enkel vej til at begrænse finanskoncernernes omfang er at vende tilbage til den skarpe opdeling, som var lovsikret frem til 80’ernes deregulering. Dengang var det ganske enkelt ikke lovligt at have almindelig bankdrift i samme koncern, som man havde realkredit, ejendomsmægling eller forsikring og pension.

Men det er ikke nok at regulere de private banker hårdere. Der er brug for demokratiske og offentlige alternativer til de private profitmotiverede banker.

Traditionelt har Danmarks finansielle sektor haft langt mere diverse ejerforhold. Rundt om i landet fandtes masser af kundeejede andelskasser og sparekasser. Hele vores realkreditsektor var indtil for få årtier siden forbrugerejet, og også staten spillede en markant rolle inden for bank- og pensionsområdet.

Vi skal have genetableret en stærk demokratisk afdeling i vores finanssektor. Andelskasser og foreningsejede realkreditinstitutter skal understøttes og genopbygges. Og vi skal igen have etableret en bank i offentligt regi, der kan tilbyde alle borgere, kommuner samt mindre virksomheder en basal bankkonto, et offentligt betalingskort og mobil-betalingsløsning.

Der findes masser af offentlige banker

Højrefløjen vil helt sikkert gå i koma over forslaget og himle op om, at det ikke er statens opgave at drive bank. Men det er noget vrøvl. Det er ikke mere end 25 år siden, at vi havde en velfungerende offentlig bank i Danmark – Girobank. Og lande som Tyskland, Frankrig, Portugal og Canada har i dag offentligt drevne banker, hvor millioner af borgere har deres konto. Omkring 20 procent af bankerne i Europa er på den ene eller anden måde på offentlige hænder.

En styrkelse af den finansielle andelssektor og etableringen af en offentlig bank vil give mere konkurrence på markedet, til fordel for forbrugerne. Men det vil også øge den demokratiske indflydelse på investeringsstrømmene, så vi i højere grad kan styre investeringerne henimod samfundsgavnlige og bæredygtige formål.