Regeringens bolig- og hjemløseaftale fra sidste år mangler fokus på sundhedsskadelige boligforhold og blik for den enkelte hjemløses situation. Jeg endte selv i hjemløshed for et par år siden som følge af manglende fokus på sundhedsskadelige forhold i de almene boliger.
Af Søren Dahl Nielsen
Fra jeg var 15 til 19 år var min mor og jeg hjemløse. Det var i perioden fra 2015 til 2019. Vi blev hjemløse, da vi flyttede fra en almen bolig på Vingen i Helsingør Kommune under boligselskabet Boliggården, fordi der var sundhedsskadelig skimmelsvamp i boligen, som gjorde os syge. Boligselskabet lavede kun en nødtørftig skimmelsanering af boligen, og Helsingør Kommunes tilsyn med de almene boliger greb ikke ind over for boligselskabet.
Boliggården havde hverken oplyst os, inden vi flyttede ind, om, at husene var fugtskadede, og hjalp os ikke undervejs da vi fandt nye steder i boligen, hvor der var fugt og skimmel. Som følge af sagen har vi været hjemløse i tre et halvt år, vi er blevet forgældede og har tabt en retssag i november 2017 til Boliggården, hvor de tilbageholdt oplysninger, der bekræftede problemerne med skimmelsvamp på Vingen.
I dag står 16 ud af 28 boliger tomme på Vingen og bliver ikke genudlejet på grund af den sundhedsskadelige skimmelsvamp i boligerne. Boliggården har selv erkendt i en årsberetning for 2019, at »Vingen er den afdeling, der er hårdest ramt med skimmel også i forhold til tomgangsboliger.« Seks år efter, vi flyttede ud, er boligerne stadig ikke skimmelsanerede.
Brug for en bedre boligpolitik
Vores historie viser, at der er behov for en boligpolitik med fokus på egnede boliger.
Regeringens bolig- og hjemløseaftale fra den 26. november 2021 følger op på nogle af de gode forslag fra regeringens hjemløseudspil fra oktober 2021 med krav til kommunerne om implementering af Housing First, bedre sagsbehandling, handleplaner og egnede boliger i stedet for herberger.
Men aftalen mangler fokus på sundhedsskadelige boligforhold, som lejerne i de almene boliger betaler for med helbred og økonomi. Egnede boliger kan både fungere som forebyggelse af hjemløshed og dårligt helbred, men er også en forudsætning for at få hjemløse ud af hjemløsheden.
Derudover satser aftalen meget på det såkaldte Housing First-princip. Det er en strategi, som går ud på som det første at give den hjemløse en bolig, frem for at arbejde hen imod boligparathed. Hjemløse er forskellige, ligesom årsagerne til hjemløshed er forskellige. Derfor fejler Housing First, hvis en lejekontrakt og en handleplan for borgeren med social bostøtte er nok, da den rette hjemløseindsats i mine øjne kræver den sagsoplysning der skal til for at finde det rette, egnede boligtilbud til den hjemløse, så den hjemløse også på længere sigt kan blive i sin bolig. En trist statistik fra Odense Kommune (ifølge Benny Andersen fra Socialpædagogerne) viser at 20 procent af de hjemløse efter 3 år ikke længere er i egen bolig – jeg frygter at det tal er endnu højere om 5-10 år. Eksemplet fra Odense viser, at Housing First ikke er en langvarig løsning. Det kan eksempelvis skyldes, at sagsbehandlere placerer hjemløse i en bolig uden at have vurderet, om de faktisk er i stand til at leve i egen bolig.
Langsigtede planer
Det tog Helsingør Kommune tre år, før vi blev tilbudt en egnet bolig, selvom kommunens hjemløsestrategi er Housing First. Er 3 år en hurtig boligløsning, som Housing First lægger op til? Hjemløseindsatsen kræver både en hurtig løsning, da den hjemløse står i en akut uholdbar situation på gaden samtidig med, at der skal være en langsigtet plan og et egnet boligtilbud til borgeren, så det ikke er en forhastet boligløsning, men en boligløsning der holder den hjemløse ud af hjemløsheden langsigtet.
Vi savner stadig nogle reelle politiske løsninger, når det gælder boligpolitikken. Der er ikke lavet en plan for at forbedre almene boliger i regeringens hjemløse- og boligaftale, som kan være med til at løse problemet med det stigende antal hjemløse.