Elsebeth deler sin personlige oplevelse af, hvordan det er at leve med et ghettostempel. Hun opfordrer til modstand.
Af Elsebeth Frederiksen
– Når jeg besøger f.eks. Vollsmose, så er magtesløsheden og isolationen desværre den samme, som da jeg var der sidst. Ja, måske endda værre. Jeg oplever, at danske regler, love og normer kommer til kort i områder, der ikke er danske i deres værdier.
Sådan startede 2018 med statsminister Lars Løkkes nytårstale. Dengang sad jeg i afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken og blev ringet op af DR, som ville høre min kommentar til talen. Jeg blev interviewet på toppen af Gellerup i den nye kommunale bygning, der blev bygget som en slags vartegn for Gellerup. Den skulle symbolisere en ny begyndelse med helhedsplanen, der blandt andet havde medført, at fem blokke var revet ned.
Selvom Løkke sagde det ret klart, vidste jeg ikke, hvad der var i vente. Det fandt jeg først ud af 10. marts. Den dag var stolegymnastik aflyst i Mjølnerparken. I stedet troppede ti ministre op for at forklare beboerne og alle andre danskere, at deres område er et problematisk område. Ministrene talte om parallelsamfund, ghettoer og social kontrol. De forklarede, at fordi der bor for mange såkaldt ikke-vestlige, skulle områderne afvikles. Her lagde de op til at rive gode boligblokke ned og tvinge folk ud af deres hjem.
Almen Modstand blev født
Kort efter politikernes besøg blev Almen Modstand dannet på et stormøde i København. Jeg var med sammen med nogle stykker fra Århus, og efter mødet dannede vi Almen Modstand Århus.
Vi har kæmpet, vi har demonstreret og skrevet breve til ministre. Jeg har været fortvivlet, grædt, mistet håbet og er kravlet op af hullet igen og igen. Jeg har været bange for, om jeg blev smidt ud af mit hjem. Da jeg fandt ud af, at min blok ikke skulle rives ned, kneb jeg en tåre, men var samtidig meget ked af det på mine naboers vegne, fordi de skulle miste deres hjem. Det skete, da et flertal i Århus byråd helt kritikløst besluttede, at syv boligblokke skulle rives ned i Gellerup – allerede inden ghettoloven var vedtaget.
De eneste, der stemte imod, var Enhedslisten. Alternativets eneste repræsentant, som senere er skiftet til SF, stemte for med begrundelsen: “Vi mener, at vi bedre kan præge processen og de videre forhandlinger med boligselskaberne i en mere empatisk og inddragende retning ved at være med i forliget frem for at stå udenfor.”
Enhedslisten fik kritik for ”bare at stå udenfor og råbe” uden at tage ansvar. Men folk mister altså deres bolig uanset, om de får et empatisk klap på skulderen eller en knytnæve i ansigtet på vej ud af døren. Det handler om folks hjem – ikke om den lille indflydelse, som Enhedslisten eventuelt kunne have fået på, hvordan nedrivningerne foregik.
Opture og nedture i Gellerup
Jeg har boet i Gellerup siden 2004. Jeg har ikke oplevet de problemer, som politikerne siger, der findes her. Selvfølgelig ved jeg, at her er mange arbejdsløse og folk uden uddannelse, men jeg har aldrig oplevet det som et problem, der ikke kunne løses med boligsociale indsatser, danskkurser, mentorordninger og lektiehjælp.
Der træder imidlertid konstant politikere frem, som tror, de ved bedre end os, der bor her. Politikere, som aldrig selv har levet i et såkaldt ghettoområde eller bare alment.
Den såkaldte ghettolovgivning, som de politikere har skabt, forhindrer reelt vellykket integration ved at forskelsbehandle på baggrund af afstamning.
Ghettostempel ødelægger udviklingen
Ghettostemplingen modvirker den positive udvikling i mit boligområder og andre som det, for stemplet gør det vanskeligere at fastholde og tiltrække mennesker med forskellige baggrunde. Lovgivningen fjerner tusinder af gode og billige boliger, hvoraf en del faktisk er nyrenoverede. Oftest er der tale om store familieboliger, som der aldrig bliver bygget tilsvarende af igen. Lige nu står over 100 lejligheder tomme i Gellerup. På grund af corona har boligforeningen ikke kunnet forhandle en helhedsplan på plads med borgmesteren, og beboerne har ikke kunnet stemme om den. Imens står lejlighederne tomme, fordi få vil flytte ind i en lejlighed, der alligevel skal rives ned inden for få år.
Nu venter vi på møder, der kan afgøre blokkenes fremtid. Imens er de berørte beboerne begyndt at reagere. De har samlet underskrifter, som de har afleveret til borgmesteren. De har demonstreret, og det er vel at mærke mennesker, der for manges vedkommende aldrig har prøvet at demonstrere før.
Jeg håber, at de bliver hørt, men har mine tvivl, for politikerne lyder ligeglade. De lyder som om, de har besluttet sig for længst, og så skal ingen eksperter udtale sig eller tro, at de ved bedre end politikerne. Uanset om de er eksperter på deres eget liv eller har forsket i mange år.
Elsebeth Frederiksen bor i Gellerup og arbejder til daglig for Skræppebladet, som er Brabrand Boligforenings beboerblad.
Bliv aktiv i Almen Modstand
Almen Modstand blev startet af beboere fra forskellige almene afdelinger som reaktion på ghettolovpakken. Initiativet er lokalt forankret, udenomsparlamentarisk og partipolitisk neutralt. Læs mere og find eventuelt din egen afdeling på www.almenmodstand.dk