Trump puster til ilden i Palæstina

Af:

Donald Trump fremlagde i slutningen af januar sin plan for Israel og Palæstina. Den katastrofale plan indeholder et forslag om at acceptere Israels utallige ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det er stik imod international lov og ville efterlade palæstinenserne med et lille kludetæppe af land, der umuliggør en bæredygtig og selvstændig palæstinensisk stat.

Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver

Christian Juhl, Enhedslistens Palæstina-ordfører, mener, at Donald Trumps plan for Israel og Palæstina puster til ilden og skærper konflikten i stedet for at gyde olie på vandene:

– Planen giver ikke muligheder for en bæredygtig løsning. Den medfører med stor sandsynlighed mere håbløshed og manglende tro på fremtiden blandt palæstinensiske unge og risikerer at kaste dem i armene på Hamas, vurderer han.

En hullet schweizer-ost
Den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem har sammenlignet planen med en schweizisk ost, hvor Israel får alt osten, mens Palæstina blot efterlades med hullerne.

Trump betegner selv sin plan som en fredsplan på trods af, at kun Israel er blevet hørt i udarbejdelsen. Christian Juhl ser planen som en blåstempling af Israels besættelse og kontinuerlige menneskerettighedsbrud. Han finder den direkte skadelig for mulighederne for fred.

– Hvis Trump reelt vi overgå i historien som fredsmægler mellem Israel og Palæstina, så skal begge parter naturligvis sidde med ved bordet. Og udgangspunktet skal være FN’s plan for en tostatsløsning, hvor begge stater får ligeværdige og bæredygtige vilkår, påpeger Enhedslistens ordfører.

Hvis konflikten mellem Israel og Palæstina skal over i et forhandlingsspor, skal nogen lede parterne på vej. Christian Juhl foreslår, at Danmark tager dette fredsinitiativ.

– Det kan ske gennem klar boykot af bosættelsesvarer, anerkendelse af Palæstina og pres for at håndhæve folkeretten, foreslår han.

Læs mere i dette debatindlæg i Information, skrevet af Christian Juhl, Rasmus Nordqvist, Martin Lidegaard og Karsten Hønge.