Udligningsaftale kan give dårligere ældrepleje og ringere daginstitutioner

Af:

Enhedslisten er ikke med i en ny aftale om en udligningsreform. Partiet peger bl.a. på, at kommuner bliver stemplet som ”rige” uden at være det.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Regeringen, Venstre, Radikale, SF og Alternativet er blevet enige om en ny aftale om økonomisk udligning mellem kommunerne. Enhedslisten frygter, at aftalen kan medføre dårligere ældrepleje, ringere daginstitutioner og generelt dårligere velfærd i en række kommuner, som slet ikke kan betragtes som rige.

– Der er en hel del kommuner, der skal betale for den her reform, som slet ikke har penge tilovers. Det er kommuner, som i forvejen mangler pædagoger til børnene, og hvor der i forvejen mangler tid i ældreplejen. Det risikerer vi, bliver værre nu, og så er opgaven jo ikke løst, påpeger Enhedslistens kommunalordfører Jette Gottlieb.

Fattige kommuner kan tabe på reformen
Enhedslisten forsøgte at få en garanti for, at de fattigste kommuner ikke vil stå med en del af regningen. Det kunne partiet ikke få. Tværtimod står der sort på hvidt i aftaleteksten, at også de fattigste kommuner kan risikere at tabe på aftalen. Det blev dråben for Enhedslisten.

– Vi har hele vejen igennem været enige i ønsket om at skabe en mere fair fordeling mellem kommunerne, og vi har kæmpet hårdt for, at der bliver tilført flere penge. Derfor mener vi også, at det er positivt, at der flyttes penge fra de rigeste kommuner til de fattigste, og at der flyttes penge fra øst til vest, nævner Jette Gottlieb og fortsætter:

– Men vi er bestemt ikke enige i, at der ligefrem er velfærd tilovers i hele 24 kommuner, som regeringen øjensynligt mener. Derfor forlod vi forhandlingerne, forklarer hun