Udsatte arbejdsmiljørepræsentanter skal sikres

Af:

En to år gammel dom i Arbejdsretten giver arbejdsgivere mulighed for uden videre at fyre arbejdsmiljørepræsentanter på arbejdspladser uden overenskomst. Enhedslistens arbejdsmiljøordfører efterlyser handling fra beskæftigelsesministeren.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Efter Arbejdsrettens dom for to år siden står en gruppe arbejdsmiljørepræsentanter uden for beskyttelsen i arbejdsmiljøloven. Det er ganske uholdbart, mener Christian Juhl, arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten.

– Alle arbejdsmiljørepræsentanter skal sikres i deres hverv. Derfor har jeg kaldt beskæftigelsesministeren i samråd, så han kan redegøre for, hvordan vi kan styrke arbejdsmiljørepræsentantens stilling, forklarer han.

Fyring er ikke løsningen på samarbejdsproblemer
Den vigtigste del af det forebyggende arbejdsmiljøarbejde foregår på arbejdspladsen – som regel i et samarbejde med arbejdsgiver og arbejdsmiljørepræsentanten, forklarer Christian Juhl.

– Men indimellem kan der opstå interessemodsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdsmiljørepræsentant. I disse tilfælde er det vigtigt, at arbejdsgiveren ikke bare kan løse problemet ved at afskedige arbejdsmiljørepræsentanten, påpeger han.