Udtalelse: Et godt valg, med plads til forbedringer

Af:

Hovedbestyrelsen mødtes i Aarhus d. 4.-5. december 2021, hvor Kommunal- og Regionsrådsvalget var på dagsordenen . I den forbindelse udtalte Hovedbestyrelsen:

Kommune og regionsvalget 16. november 2021 var på landsplan et rigtig godt valg for Enhedslisten. Ved kommunevalget var Enhedslisten opstillet i flere kommuner end nogensinde, og vi gik samlet set frem til 7,3 pct. af stemmerne, det bedste kommunalvalgsresultat nogensinde. De 7,7 % vi fik ved regionsvalget er meget tæt på resultatet fra 2013, hvor vi opnåede 7,8%. Vi er stadig repræsenteret i alle fem regioner, og fik et mandat mere end i 2017 (men dog stadig et mindre end i 2013). 

Bag det flotte resultat ligger timevis af hårdt arbejde fra kandidater og aktivister landet over. I samarbejde med SUF og RGU sparkede vi nyt liv i aktivismen og nåede bredt ud til mange grupper i befolkningen. En kæmpe tak til alle!

Enhedslisten bragede igennem på Bornholm, Frederiksberg og København. Alle tre steder er vi nu større end Socialdemokratiet. Det har stor politisk betydning, fordi det viser, at vi kan nå bredere ud i befolkningen og har potentiale til at udfordre Socialdemokratiet. 

Der er mange andre gode resultater rundt om i landet, både i de større byer som Aalborg og Aarhus, men også i andre kommuner som Herlev, Fredericia, Silkeborg, Odder og Syddjurs. Flere steder er vi gået frem både procentvis og mandatmæssigt, og vores fane er plantet i syv nye kommuner. 

I de fleste kommuner har Enhedslisten dog ikke oplevet fremgang, men derimod status quo eller tilbagegang. Den samlede fremgang på landsplan trækkes af flotte valg i forholdsvis få kommuner. I mange kommuner har vi oplevet mærkbar tilbagegang, og antallet af nye kommuner, hvor vi bliver repræsenteret, ophæves af de kommuner, hvor vi ryger ud af byrådet. Mange steder ligger på vi kanten til at miste vores repræsentation.

Det minder os om, at det kommunalpolitiske arbejde i mange tilfælde er en lidt ensom opgave for Enhedsliste-medlemmer i store dele af landet – især når det hårde slid ikke bliver belønnet med fremgang. Men det er også en alvorlig sag for hele partiet at sikre, at vi ikke helt mister repræsentation i store dele af landet ved de næste valg.

Det er et fælles ansvar for alle at vende situationen i disse dele af landet. Vi skal opretholde ambitionen om at være og blive et landsdækkende og bredt favnende parti. Det kræver et stort arbejde med at udvikle både politiske og organisatoriske løsninger. Hvordan sikrer vi nye, og især unge kræfter til det lokale arbejde? Hvordan vinder vi større opbakning fra faglærte og ufaglærte arbejdere? Hvilke politiske løsninger har vi til udfordringerne i landdistrikterne og provinsbyerne? 

Det blev besluttet ved indledningen af det centrale arbejde, at der skulle være fokus på rekruttering af kandidater ud fra køn, alder, uddannelsesbaggrund og etnicitet. Det arbejde skal vi naturligvis evaluere på. Ligeledes blev det besluttet, at en partikampagne med bl.a. sammenkøring af finanslovskrav skulle iværksættes sideløbende med valgkampsarbejdet. Det er vigtigt at få evalueret på denne indsats også.

Hovedbestyrelsen vil gerne have et mere præcist billede af, hvad udfordringerne er. Vi håber derfor, at afdelingerne vil deltage aktivt i den fælles evaluering af resultaterne, som sættes i værk her i vinter. Det er et vigtigt led i forberedelsen af det kommende valg til folketinget, og i styrkelsen af Enhedslisten i det hele taget.

Vedtaget af Enhedslistens Hovedbestyrelse den 5. december 2021.