Udtalelse mod oprustning fra generalforsamling i Århus Vest

En velbesøgt generalforsamling i Enhedslisten Århus Vest vedtog enstemmigt neden-stående udtalelse.
Da den også er stilet til Enhedslistens afdelinger, har den været sendt til alle kontaktpersoner med en opfordring om at sende den videre til medlemmerne. Men da det muligvis ikke sker alle steder, deler vi den også med læserne af Rød+Grøn.

Af: Hans Jørgen Vad, kontaktperson i Århus Vest

Til Enhedslistens hovedbestyrelse og afdelinger:

Grænseløs oprustning vil ødelægge velfærden

Det er en gigantisk oprustning, som regeringen med Mette Frederiksen i spidsen lægger op til. Med op til 5 % af bruttonationalproduktet vil der blive tale om en 2-3-dobling på europæisk plan. Og da de europæiske NATO-landes militærudgifter i forvejen udgør ca. det firedobbelte af Ruslands,* vil vi med disse tal nå op på det tidobbelte. Kan nogen give en fornuftig forklaring på et sådant oprustningsbehov?

Et nej til oprustning bør være en del af vores kommunale valgkamp

Man er naiv, hvis man tror, at det bliver de rigeste, som kommer til at betale for denne oprustning – det har vi ingen erfaring med. Og hvis den nuværende udgift på 36 mia. kr. skal op på 5 %, vil den nå op på svimlende 90 mia. kr. på årsplan.

Det er urealistisk, at en sådan stigning ikke vil ramme velfærden. Derfor bør et nej til oprustning være en vigtig del af Enhedslistens kommende valgkamp, hvor velfærd er øverst på dagsordenen.

Ignorerer vi det, bliver vores kamp for velfærd utroværdig. Men sætter vi omvendt fokus på oprustningens velfærdskonsekvenser, vil vi fremstå som et ansvarligt alternativ til SF’s svigt på dette område.

Ingen røde linjer er et ja til grænseløs oprustning

I det lys er vi skuffede over HB-flertallets årsmødeforslag til sikkerhedspolitisk vedtagelse. Intetsteds sættes der spørgsmålstegn ved oprustningen som sådan. Og endnu værre: Intetsteds distancerer forslaget sig fra Mette Frederiksens 5 %.

Vedtages dette uden markante ændringer, kommer årsmødet til at give carte blanche til en oprustning, som er uden principielle grænser.

Støt klare røde linjer – eller stem nej

Vi havde i Århus som i andre afdelinger et fælles medlemsmøde om sikkerhedspolitik med Eva Flyvholm. Det var velbesøgt, og her viste en runde blandt deltagerne, at det er selve oprustningen, som folk frygter mest.

Vi gætter på, at der er en lignende stemning i andre afdelinger landet over. Er det tilfældet, afspejler forslaget til sikkerhedspolitisk vedtagelse ikke holdningen blandt Enhedslistens medlemmer.

Derfor opfordrer vi til på årsmødet at støtte alle ændringsforslag, som viser røde linjer i forhold til regeringens oprustningsvanvid. Og et sikkerhedspolitisk forslag uden røde linjer opfordrer vi til at sige nej til.

Uafhængigt af, hvad årsmødet beslutter, kan afdelingerne føre lokal valgkamp ud fra egne beslutninger. Dvs. så længe, at det ikke er i modstrid med Enhedslistens vedtagne politik. Her er det stadig sådan, at vi ifølge vores principprogram går ind for ‘nedrustning’ og er imod ‘NATOs .. rustningskapløb’.

 

Vedtaget enstemmigt på generalforsamlingen i Århus Vest, lørdag 26. april 2025.

—————————

* Militærudgifterne er 2023-tal fra Wikipedia, som bygger på SIPRIs, se:

List of countries with highest military expenditures – Wikipedia.