Ældre / seniorpolitisk udvalg (ÆPU): Annette Mørkholm (Røde Firkant (RF)), Birgitte Bloch Hansen (Østerbro), Birthe Nielsen (Østerbro), Pia Weise (Blågården), Hermand Pedersen (Roskilde), Krista Stentoft (Østerbro), Nina Busch (RF), Ole Nielsen (Gladsaxe) Preben Rasmussen (Aabenraa), Phillip Nørvig (Gladsaxe), Willy Bjerregård (Herlev) og Torben Conrad (RF)
Den sociale ulighed i sundhed kan paradoksalt nok til dels tilskrives den høje lighed i adgang til ydelser. At alle modtager lige behandlingstilbud er ikke nødvendigvis retfærdigt eller effektivt – derimod skal sundhedsydelser målrettes, så der er lige behandlingstilbud for lige behov.
Formelle og strukturelle barrierer for lige behandling i Sundhedsvæsenet er formet ud fra billedet af en ideal patient, som forstår de rette indgange, forstår sygdomme, hvordan henvisninger fungerer, hvilke rettigheder der findes, fx i forhold til transport til behandlingsstedet, og umiddelbart kan imødekomme de krav, der stilles. Sundhedsvæsenets organisering er derfor afgørende for outcome af behandlingen. Her spiller blandt andet ventetider, kapacitet og brugerbetaling også en rolle.
På den baggrund nævnes sundhedsvæsenet ofte som en del af årsagen til, at der er ulighed – både geografisk og organisatorisk. Geografisk, fordi der er kommet længere til de specialiserede behandlingstilbud – især i yderområderne.
Patientens ressourcer og forudsætninger for at begå sig i sundhedsvæsenet – i kombination med den sundhedsprofessionelles vurdering af patienten – spiller en stor rolle for, hvilket udbytte den enkelte får i mødet med sundhedsvæsenet
Her lades ældre med dårlig uddannelse, dårlig økonomi i stikken.
Kontanthjælpsloft, integrationsydelsen, tolkegebyret, faldende antal praktiserende læger i udsatte by- og landområder er oplagte eksempler på, hvordan ulighed i sundhed kan skabes af politiske beslutninger.
Andre eksempler er, at adgangen til gratis psykologhjælp kræver både forhandlingskompetencer og et stærkt netværk.
Tilgængelighed
Fysioterapi, kiropraktisk behandling mm. koster det samme uanset indkomst. Patienter, der bor inden for 50 kilometer af sygehuset, skal selv betale for transporten, men det er den samme pris uanset indtægt,
Offentlig transport kan blive en stor udgift for at få sundhedsydelser fx også bare for at få taget en blodprøve mm. på nærmeste sygehus.
Samtidig bliver mere og mere information om for eksempel adgang til sundhedstilbud, behandling og patientoplysninger lagt på webportaler, hvor informationerne har et lixtal, der hægter de fleste patienter af. Digitaliseringen løber for stærkt.
Økonomi
Så længe man sundhedspolitisk lader økonomien styre af patientfjendtlige produktionskræfter, lige så længe vil der ikke være råd til et differentieret sundhedsvæsen, der kan rumme andre patienter end middelklassens patienter. Tydeligst ses de på stigende medicinpriser.
Læger udskriver medicin efter nationale retningslinjer, der ikke indeholder en vurdering af, om patienten faktisk har råd til medicinen.
Patienter på kontanthjælp, der ikke har råd til deres medicin, sanktioneres af kommunen, hvis de ikke møder op på arbejde, selv om årsagen er, at de ikke har råd til den medicin, der kunne gøre det muligt for dem at møde udhvilede og smertefri uden angstsymptomer på arbejde.
De fattige og kortuddannede ville ikke være nær så dyre at hjælpe, hvis sundhedsvæsnet var indrettet lige så godt til dem, som det er til de rige og veluddannede (citat af Morten Sodemann, professor SDU).
Ret til tidlig tilbagetrækning
Pensionsreformens sammenkædning af stigende levealder og højere folkepensionsalder er dybt asocial og tager ikke hensyn til nedslidning på arbejdsmarkedet.
Vi har oplevet mennesker, der efter 40 år i industrien næsten krøb ud af porten som 60-årige for at gå på efterløn.
Derfor skal man have ret til at trække sig frivilligt tilbage efter 40 år på arbejdsmarkedet og medlemskab af en a-kasse i 35 år. Og ydelsen skal være højeste dagpengesats.
Det er Enhedslistens politik. Men der skal gøres op med uligheden også her:
Gennemsnittet for alle 30-årige mænd er 79,5 år. For kvinder ca. fire år mere. Middellevetiden stiger med uddannelseslængden. 30-årgige ufaglærte mænd kan forvente at blive 76,1 år, mens mænd med en universitetsuddannelse kan forvente at blive 83,7 år. Forskellen i forventet levetid for ufaglærte mænd og mænd med en universitetsuddannelse er på 7,6 år.
Det betyder, at der er 7,6 års forskel på mænds forventede levealder afhængig af uddannelsesgruppe. Derfor skal gruppen af ufaglærte kunne gå på en fremskudt pensionsalder. Ligesom med ulighed i sundhed kan alle ikke behandles ens. Det skal være nemmere at få førtidspension for alle uddannelsesgrupper. Vi bakker op om, at vi skal have stoppet stigningerne i pensionsalderen.
Enhedslistens ærinde er en grundlæggende forbedring af vilkårene for pensionister med kun FP + pensionstillæg?
40 % af folkepensionisterne har i dag kun folkepension + pensionstillæg som økonomisk basis
De universitetsuddannede tjener mest, så uligheden i løn trækker spor ind i alderdommen. Derfor bør der også ske en forhøjelse af pensionsydelsen via folkepensionens tillægsbeløb.
Ønske
ÆPU/ seniorpolitiske udvalg ønsker på baggrund af ovennævnte forhold, at afholde en ”Konference om udfordringer relateret til den aldrende befolkning”
Vi tænker seniorforsker Anna Amilon, ph.d ved VIVE, der aktuelt arbejder med analyser, der omhandler udfordringer relateret til den aldrende befolkning, herunder ældres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, frivillighed blandt ældre, præferencer for ældrepleje samt brug af velfærdsteknologi i ældreplejen.
Derfor skal man have ret til at trække sig frivilligt tilbage efter 40 år på arbejdsmarkedet og medlemskab af en a-kasse i 35 år. Og ydelsen skal være højeste dagpengesats.
Det er Enhedslistens politik.
Men der skal gøre op med uligheden også her:
Gennemsnittet for alle 30-årige mænd er 79,5 år. For kvinder ca. fire år mere. Middellevetiden stiger med uddannelseslængden. 30-årgige ufaglærte mænd kan forvente at blive 76,1 år, mens mænd med en universitetsuddannelse kan forvente at blive 83,7 år. Forskellen i forventet levetid for ufaglærte mænd og mænd med en universitetsuddannelse er på 7,6 år.
Det betyder, at der er 7,6 års forskel på mænds forventede levealder afhængig af uddannelsesgruppe.
Derfor skal gruppen af ufaglærte kunne gå på en fremskudt pensionsalder. Ligesom med ulighed i sundhed kan alle ikke behandles ens. Det skal være nemmere at få førtidspension for alle uddannelsesgrupper.
Vi bakker op at vi skal have stoppet stigningerne i pensionsalderen.
Enhedslistens ærinde er en grundlæggende forbedring af vilkårene for pensionister med kun FP + pensionstillæg?
40 % af folkepensionisterne har i dag kun folkepension + pensionstillæg som økonomisk basis.
De universitetsuddannede tjener mest, så uligheden i løn trækker spor ind i alderdommen. Derfor bør der også ske en forhøjelse af pensionsydelsen via folkepensionens tillægsbeløb.
Ønske
ÆPU/ seniorpolitiske udvalg ønsker på baggrund af ovennævnte forhold, at afholde en ”Konference om udfordringer relateret til den aldrende befolkning”
Vi tænker seniorforsker Anna Amilon, ph.d ved VIVE, der aktuelt arbejder med analyser, der omhandler udfordringer relateret til den aldrende befolkning, herunder ældres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, frivillighed blandt ældre, præferencer for ældrepleje samt brug af velfærdsteknologi i ældreplejen.
Derudover tænkes på en fra 3F vedr. tilbagetrækning og ufaglærtes tidligere død samt i imødegåelse af ulighed i sundhed hos ældre (Sundhedsstyrelsen.
Det munder ud i at ÆPU laver en senior-/ældrepolitik.
Opfordring
Seniorpolitik spænder over mange politikområder, som boligpolitik, sundhedspolitik (tandsundhed), arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik (fattige ældre) mm. Desuden barrierer for ældre, der ønsker lån, fx andre regler for gældsfaktor mm., 70 års grænser mm.
Alle relevante udvalg opfordres til at indtænke senior / ældre politik i arbejdet – bolig – sundhed – faglig landsudvalg – transport.